Her dukker ytringsfriheden op

Det var Luther, der "opfandt" sekulariseringen, skriver teolog Ricardt Riis til en læser. - Foto: Foto: Rof von der Heydt

For Luther stod den religiøse øvrighed ikke over den verdslige. Kættere skulle bekæmpes med ordet, ikke med verdslig magtanvendelse, skriver teolog Ricardt Riis til en læser

Spørgsmål:

Jeg vil gerne vide, hvad Luthers syn på sekularisering var.
Hvad gjorde han for sekularisering?

Zehra

Svar:

Kære Zehra!

Faktisk er det Luther, der har "opfundet" sekulariseringen. Men da det at "opfinde" på det kulturelle område er noget lidt andet end at opfinde på det tekniske område, var der ikke tale om en éngangsbegivenhed. Man kan ikke tænke sig, at f.eks. hjulet blev opfundet i flere omgange.

Men selv om sekulariseringen blev "opfundet" af Luther, fremtrådte den ikke i fuldt færdig form hos Luther, ja, faktisk er der kun antydninger af den i hans skrifter, og man skal helt frem til 1700-tallet, før man sådan for alvor kan tale om sekularisering.

Alligevel er det ganske interessant og egentlig også højst bemærk-elsesværdigt at se på, hvordan Luther har arbejdet med sekulari-seringstanken.

Adskillelsen mellem verdslig og gejstlig øvrighed var en tanke, der fandtes før Luther. Det, Luther gør, er, at han giver de to øvrigheder en anden rangorden. I middelalderen havde man regnet med, at den gejstlige øvrighed var overordnet den verdslige. Det betød f.eks. at den verdslige øvrighed uden videre skulle eksekvere de kætterdomme, som den gejstlige øvrighed afsagde.

At Luther skulle indkaldes for den verdslige rigsdag i Worms, var noget, den pavelige gesandt gjorde sit yderste for at forhindre. Han skulle bare skaffes af vejen, det vil sige indfanges og brændes på bålet uden yderligere ophold. For når den gejstlige øvrighed havde afsagt sin dom, så skulle den verdslige øvrighed ikke drage denne dom i tvivl.

Men da Luther i begyndelsen af 1520 blandt andet blev klar over, at paverne havde snydt med det såkaldte "Konstantins gavebrev", et forfalsket dokument, hvori det blev påstået, at kejser Konstantin havde givet paven lenshøjhed over hele Vesterlandet, så det altså i virkeligheden var paven og ikke kejseren, der var den højeste myndighed i Vesten, og da han af den grund nåede frem til den opfattelse, at paven var antikrist, ville han for alt i verden ikke have paven selv til at gennemføre nogle af de reformer, han
foreslog.

Derfor blev hans mægtige og mægtigt virkende reformatoriske hovedskrift betitlet: Til den kristelige adel i den tyske nation. Det var de verdslige fyrster, der skulle foretage den reformation af kirken, der tiltrængtes. Men de skulle gøre det uden at bruge magt, blot ved at nægte at køre den gamle ordning videre.

Og det førte ham lidt senere frem til at skrive det vel nok mest indflydelsesrige skrift i denne henseende: "Om den verdslige øvrighed, hvor langt man skylder den lydighed" fra 1523. Her foretager han ikke blot en skarp opdeling mellem verdslig og gejstlig øvrighed, han stiller også de to slags øvrighed lige. Den verdslige er ikke underordnet den gejstlige, nej, den står direkte under Gud som en del af hans gode ordning.

Hvordan skal man så bekæmpe kættere? lader han en nysgerrig læser spørge. Det skal biskopperne gøre, svarer han. Men de skal gøre det med ordet alene, de skal afstå fra at bruge verdslig magt. Og vupti, dèr dukker ytringsfriheden frem af historiens mørke.

Den blev senere gennemtænkt endnu en gang af Luther, idet han i et åbent brev til sin fyrste skrev, at det ikke var den verdslige fyrstes opgave at gribe ind overfor falsk evangelieforkyndelse, kun, hvis der blev opfordret til vold skulle fyrsten gribe ind, et sæt retningslinier, der såmænd gælder den dag i dag. (Disse skrifter kan findes på www.martinluther.dk)

Nå, træerne vokser ikke ind i himlen. Det var, som om Luther kastede en masse bolde op i luften på én gang. Men han formåede ikke at spille med dem alle sammen. Dog lå de og hoppede rundt i hans skrifter og har vel været medvirkende til, at vi senere har fået sekulariseringen gennemført mere klart end på hans tid.

"Været medvirkende til", det betyder ikke: "været enebestemmende for". For der har været andre spillere på historiens bane. Men nu var det Luther, du spurgte om.

Venlig hilsen
Ricardt Riis
Pensioneret sognepræst