Hvad er forskellen mellem den koptiske kirke og andre ortodokse kirker?

Jesus

Det store brud i østkirken skete i 451 på spørgsmålet om forholdet mellem guddommeligt og menneskeligt i Jesu Kristi person, skriver spiritualitetspræst Ole Skjerbæk Madsen

Spørgsmål:

Vi har i vores søndagsskole i den koptiske kirke i Tåstrup taget hul på en diskussion om forskellen på vores kirke og andre kristne samfund. Mon I kan hjælpe os ved at kaste lidt lys over et par "små" områder:

1. Hvad er det, der førhen og i dag adskiller den romersk-katolske kirke og de ortodokse kirker rent teologisk/kristologisk?

2. Hvad er begrundelsen for, at de ikke kan modtage nadver i hinandens kirker, skønt deres nadverlære forekommer at være ret enslydende?

3. Hvorved adskiller den koptiske kirke sig fra de øvrige ortodokse kirker, og hvornår og hvorfor spaltede den sig ud fra dem?

4. Kan I anbefale noget sober og neutral litteratur om den koptiske kirkes historie og ovenstående emner i øvrigt?

På forhånd mange tak.

Med venlig hilsen

Helle Samuel

Svar på spørgsmålene om den koptiske kirke:

Den koptiske kirke er en inspirerende kirke at møde. Dens gudstjeneste har et rigt indhold og er meget gammel og alligevel oplever man en stor frihed og et stort engagement fra menighedens medlemmer.

Kirken har en rig tradition også for munkevæsen, som er blomstret op i de seneste 50 år. Men nu spørger du, hvad der adskiller den koptiske kirke fra de øvrige ortodokse kirker, og hvorfor den spaltede sig ud derfra.

Det store brud i østkirken skete i 451 på spørgsmålet om forholdet mellem guddommeligt og menneskeligt i Jesu Kristi person. Når biblen siger at Guds Søn, Ordet blev kød, hvordan kunne man så tale om Jesus som Gud og som menneske.

De koptiske kristne og en del andre orientalske kristne hævdede at den guddommelige natur og den menneskelige natur var én natur i Kristus, ligesom sjælens natur og legemets natur er én natur i mennesket, nemlig den menneskelige natur - selvom man fortsat må skelne og ikke kan sammenblande guddommeligt og menneskeligt, ligesom også sjæl og legeme er forskellige.

De ortodokse hørte dette som et kætteri, der ikke ville tage den menneskelige side af Jesu person alvorligt.

De ortodokse sagde, at de to naturer var én person i Jesus Kristus uden sammenblanding og uden adskillelse. Det hørte kopterne som et andet kætteri, der ikke tog nok højde for enheden, foreningen af guddommeligt og menneskeligt - den forening, som er forudsætningen for menneskers frelse.

Ved en lang række møder i sidste halvdel af det 20. århundrede har teologer fra de to grupperinger fundet hinanden og forstået, at man talte forbi hinanden i årene omkring 451, fordi man brugte ordene person og natur på forskellige måde, idet kopterne satte lighedstegn mellem de to udtryk og grækerne skelnede mellem dem.

I virkeligheden kan begge parter skrive under på denne bekendelse fra den koptiske gudstjeneste på det tidspunkt hvor præsten efter indstiftelsesordene løfter brødet, d.v.s. Herrens legeme mod himlen:

"Amen, amen, amen. Jeg tror, jeg tror, jeg tror og bekender til det sidste åndedræt, at dette er Livgiverens kød, som din enbårne Søn... tog fra ... den hellige gudsføderske, den hellige Maria. Han gjorde det til ét med sin guddommelighed uden sammenblanding og uden forandring ... og gav det hen for alle på korsets hellige træ. Sandelig jeg tror, at hans guddommelighed ikke blev skilt fra menneskelighed et eneste øjeblik - end ikke så lang tid, det tager at blinke med øjet..."

Denne bekendelse har ligget til grund for nogle af de formuleringer, som har været brugt for at udtrykke den faktiske enighed om læren om Kristus i de to grupper.

Der er ikke meget litteratur på dansk, men der er en god indledning og litteraturfortegnelse i Palle Thordal: Den koptisk-ortodokse kirkes liturgier. Re-formatio's forlag 1991. En ældre bog er Søren Giversen: Munke og mystikere. Oldtidens kristne Ægypten. København 1962.

Med venlig hilsen

Ole Skjerbæk Madsen,
spiritualitetspræst