Hvad er Guds navn?

"I middelalderen kaldte kristne teologer Gud for Jehova, fordi de ikke var særlig stærke i hebraisk. Dette fejlagtige navn på Gud kan man fortsat støde på, både hos Jehovas Vidner og blandt kristne," skriver teolog Knud Jørgensen. Foto: kavram/colourox.com

Gud hedder ikke Gud, men han er Gud, svarer teologiprofessor Knud Jørgensen

Spørgsmål:

Jeg har et spørgsmål, som jeg simpelthen ikke kan få svar på.

Hvis kristendommen er den rigtige religion, hvordan kan det så være, at den gud, som er beskrevet i Bibelen, ikke har et navn?

Hvis skabelsen skal tilbede eller erkende sin skaber, burde skaberen så ikke identificere sig selv?

Ordet Gud kan ikke være nok, da ordet Gud er et substantiv og derfor ikke kan være et navn. Min far var med til at skabe mig, og derfor kender jeg hans navn, men jeg går vel ikke rundt og siger, at min fars navn er 'far' ?

Med venlig hilsen
Claus

Svar:

Kære Claus

Gud hedder ikke Gud, men han er Gud. Når Moses i Anden Mosebog (2. Mosebog, kapitel 3, vers 14) spørger om navnet på ham, som åbenbarer sig i en brændende tornebusk, får han til svar "Jahve". Det betyder sandsynligvis 'jeg er' eller 'jeg er tilstede'.

Af ærefrygt for dette hellige navn undlod jøderne at udtale det. I stedet sagde man adonaj (herre). Når konsonantformen JHVH stod i bibelteksten, satte man vokalerne ind fra adonaj.

Det førte siden til, at kristne teologer i middelalderen kaldte Gud for Jehova, fordi de ikke var særlig stærke i hebraisk. Dette fejlagtige navn på Gud kan man fortsat støde på, både hos Jehovas Vidner og blandt kristne.

Men Gud identificerer sig altså over for Moses som Jeg er. Den samme forståelse kan man finde i den græske oversættelse af Det Gamle Testamente, Septuaginta.

Her handler det ikke om en filosofisk beskrivelse (en slags ontologi) om Gud som "værende, som den der har grunden til væren i sig selv. Jeg tror heller ikke, det handler om at give udtryk for en tro på Guds eksistens. For en jøde var Guds eksistens en selvfølge.

Moderne ateisme var et ukendt begreb. Når den gudløse i nogle af salmerne siger Der er ingen Gud, mener han ikke, at Gud ikke er til, men at han er fjern, at han ikke griber ind. Jahve betyder derimod: 'Han er tilstede', 'han lader noget blive til', 'han er der'.

Det udtrykker dermed det helt grundlæggende i folkets tro på, at Gud griber ind i dets historie, at Gud er historiens Gud, at uden Jahve er der faktisk ingen historie i vor forstand, men kun naturens evige kredsløb, à la pendulet på et bornholmerur, som svinger frem og tilbage uden at komme nogle steder.

Hvor Jahve handler, får livet en retning og et mål, det evige kredsløb erstattes af et lineært forløb fra skabelsen til enden. Måske kunne man sige, at når jøden hørte Jahve-navnet, hørte han én sige: Jeg er her virkelig og er rede til at hjælpe, således som jeg har gjort fra fordums tid."

I Johannesevangeliet bruger Jesus samme formulering flere gange:

Jeg er vejen, sandheden og livet; verdens lys; livets brød; den gode hyrde.

Ligheden med Jahve-navnet er påfaldende. Også i samtalen med ypperstepræsten (Markusevangeliet, kapitel 14, vers 62 ff), siger Jesus om sig selv: Jeg er.

Hvis ypperstepræsten har opfattet det som en omskrivning af Jahve-navnet, har han ret i, at der var tale om gudsbespottelse eller om, at Jesus bruger Guds navn på sig selv 'jeg er'.

Lyder det indviklet? Eller forklarer det noget stort og mægtigt i den kristne tro, at Jahve vandrer rundt i historien og menneskelivet?

Med venlig hilsen
Knud Jørgensen
Adjungeret professor og panelist på religion.dk