Hvad mente Nietzsche om ofring?

Friedrich Nietzsche, cirka 1869.

Ofring er vilje til magt, og Nietzsche mente, at kristendommen kastrerer gud, svarer teologiprofessor Niels Henrik Gregersen

Spørgsmål:

Nietzsche skriver i bogen Antikrist, kapitel 16, følgende: "Et stolt folk behøver en gud for at kunne ofre". Hvad mener han med dette?

Venlig hilsen
Kim

Svar:

Kære Kim

Du spørger, hvad Nietzsche mener med denne passus fra "Antikrist" (1894): "Et stolt folk behøver en gud for at kunne ofre" (kapitel 16).

Af sammenhængen fremgår det, at et stolt folk, der endnu tror på sig selv, må projicere sin egen magtfølelse over i et guddommeligt væsen, som man så kan takke:

Den som er rig, vil gerne give; et stolt folk behøver en gud for at ofre.

Det er en form for taknemmelighed over for livet, men man er sig selv taknemmelig: dertil behøver man en gud.

Nietzsche hentyder sandsynligvis til de romerske kejsere, der ofrede til guderne, men også til sig selv, for så vidt som de selv var guddommelige. Og det på både godt og ondt.

Ofringen er en magtdemonstration; der er nogen, der ofres! Og samtidig er ofringen et udtryk for selv at være stærk og i vigør. Ofringen er vilje til magt.

Overvejelserne står hos Nietzsche som modpol til kristendommen, som ifølge Nietzsche kastrerer gud, idet de kristne, ligesom deres Gud, bliver til et hængehoved, frygtsom og beskeden. Troen bliver til afmagt. For Nietzsche er også dette er en projektion.

I forhold til Nietzsche kunne man dog spørge, om der ikke er forskel på at projicere sin egen magtfølelse op på en guddommelig storskærm eller at holde et spejl op for sig selv, der sætter én selv i proportioner.

Der er sansen på forskel til forskel og dermed refleksionen til forskel. Men netop en sådan selvbeskeden refleksion var det, som Nietzsche foragtede ved kristendommen.

Venlig hilsen
Niels Henrik Gregersen
Professor i teologi og panelist på religion.dk