Hvordan er vi skabt i Guds billede?

"Ligesom Gud og hans engle har magt over alt i universet inklusive menneskene, har menneskene magt over alle dyr," skriver religionsforsker Hans Jørgen Lundager Jensen. Foto: colourbox.com

Man kan forstå det sådan, at mennesker skal være guvernører på Guds vegne, svarer religionsforsker Hans Jørgen Lundager Jensen

Spørgsmål:Hvad vil det sige, at mennesket er skabt i Guds billede?

Det skal formentlig ikke forstås bogstaveligt? I så fald ville Gud jo ligne os.

Med venlig hilsen
Asger

Svar:Kære Asger

Idéen om, at mennesket er skabt i Guds billede, forekommer kun i 1. Mosebog kapitel 1. Her hedder det:

"Gud sagde: Lad os skabe mennesker i vort billede, så de ligner os."

Dette 'os' går nok på Gud og de andre guddommelige væsener (engle og den slags), som omgiver Gud i hans sfære.

'Ligne' vil formentlig sige: har en vigtig egenskab til fælles med. Det siges ikke lige ud, hvad denne egenskab kan være, men sammenhængen giver et godt bud:

"De (menneskene, red) skal herske over havets fisk, himlens fugle."

Ligesom Gud og hans engle har magt over alt i universet, inklusive menneskene, har menneskene magt over alle dyr. Menneskene er altså en slags guvernører på Guds og de andre guddommelige væseners vegne.

Hele kapitlet tyder på, at denne magt ikke er forstået som en ret til at gøre, hvad man har lyst til (for eksempel at udrydde dyrearter), men som et ansvar for, at livet trives. En lignede tanke findes i Salmernes Bog, kapitel 8:

"... hvad er da et menneske?.... Du (Gud) har gjort det til hersker over dine hænders værk ... får og okser i mængde, selv de vilde dyr ...".

Med venlig hilsen
Hans Jørgen Lundager Jensen
Religionsforsker og panelist ved religion.dk