Hvordan man bliver katolik

Hvordan bliver man katolik? Kirsten Kjærulff svarer.

Spørgsmål:

Hej

Hvordan bliver man som protestant katolik? Hvordan gør man, hvad indebærer det rent praktisk, og hvor længe tager det?

På forhånd tak for hjælpen!

Julie S. Troelsen

Svar:

Kære Julie

Enhver, der ønsker at blive katolik, skal henvende sig til en katolsk præst og bede om undervisning. Mest praktisk selvfølgelig i det område, hvor man bor.

Undervisningen omfatter den katolske troslære, bedst sammenfattet i Den Katolske Kirkes Katekismus, en stor bog på 7-800 sider. Men den findes også i mindre udgaver, f.eks en lille fin bog "JEG TROR".

Jeg selv er konverteret fra Folkekirken for 12 år siden, og personligt var jeg dengang - og er stadig - dybt taknemmelig for, at min præst tog undervisningen meget alvorligt, og frem for alt lagde vægt på, at det ikke kun handler om at lære en masse teoretisk om troen fra en bog, men først og fremmest om at LEVE sin katolske tro.

Det er fundamentalt for katolsk tro, at det handler om livet i praksis, om ens daglige liv.

Når du spørger, hvor lang tid, det tager, vil jeg svare, at hvis du og din præst tager det alvorligt, så vil 1½ - 2 år ikke være for meget. Samtidig indebærer det jo også, at man går til messe i den katolske Kirke - så vidt muligt hver søndag og alle helligdage.

Som du kan se, er det et ret omfattende projekt, så hvis du vil undersøge det nærmere, er du til enhver tid velkommen til at høre nærmere hos den katolske præst, hvor du bor, eller kontakte

Katolsk Informationstjeneste, Steno-butikken Vesterbrogade 28, st., 1620 Kvh V.
Der er åbent torsdag mellem 10 og 17, hvor Søster Hildegard sidder parat til at tale med folk.
Tlf nr 3324 0449
E-mail: hm@pastoral.dk

Du kan også læse en masse på internettet om Den katolske Kirke:

www.katolsk.dk

Den Katolske Kirkes Katekismus kan du finde på norsk på flg webadresse (De danske oversættelse er endnu ikke udkommet):

www.katolsk.no/kkk

De bedste hilsener fra

Kirsten Kjærulff

Læs flere spørgsmål og svar om konvertering i vores tema: 'LEKSIKALT: Konvertering'.