Hvornår er evangelierne skrevet?

Det nye Testamente er gammelt - men kan man sige noget om, hvornår det med sikkerhed må være skrevet?

Når man skal datere evangelierne, må man forholde sig til blandt andet gamle manuskriptkopier og citater i andre kilder, skriver adjunkt i Ny Testamente Kasper Bro Larsen

Spørgsmål:

Kære religion.dk

Så vidt jeg har forstået, så ved vi ikke med sikkerhed, hvornår de 4 evangelier i Det Nye Testamente er skrevet. Der er et vist spillerum for dateringen. Ofte vil man se, at bibelfundamentalister foretrækker at antage, at evangelierne er skrevet så tidligt som muligt jeg mener, at jeg har set en antagelse om, at Matthæusevangeliet er skrevet omkring år 40.

Mit spørgsmål er derimod nærmest det omvendte:

Hvornår må evangelierne nødvendigvis senest være skrevet?

På forhånd tak for svaret.

Med venlig hilsen

Karsten
 

Svar: 

Kære Karsten
Når man i historievidenskaben skal datere et fænomen, indkredser man det ofte ved dels at finde det tidligst mulige tidspunkt (terminus post quem), dels det senest mulige (terminus ante quem). Derefter, kan man så se, om det er muligt at lave en mere præcis datering. Det, du spørger om, er den senest mulige datering (terminus ante quem) for evangeliernes tilblivelse. Spørgsmålet er imidlertid svært at svare entydigt på, for dels er de enkelte evangelier sikkert blevet til over en årrække, dels afhænger det af, hvor stor sikkerhed, man vil have. 

I første omgang kan man dog se på manuskriptoverleveringen: Hvor gamle er de ældste manuskriptkopier? Hvis vi tager Johannesevangeliet som eksempel, var der i det 19. årh. en del forskere, der mente, at det måtte dateres meget sent til kort før år 200 på grund af skriftets ligheder med den gnostiske teologi. Nu fandt man imidlertid i 1920 på et marked i Egypten et gammelt papyrusfragment med tekst fra Johannesevangeliet. Fragmentet - det såkaldte P52 - dateres normalt til midten af 100-tallet. Johannesevangeliet kan altså ikke være skrevet senere end dette og er endda sikkert tidligere end P52, for fragmentet er næppe nogen original, men afskrift fra et foreliggende manuskript. P52 er i øvrigt det tidligste evangeliefragment, vi kender, så vi kan ikke komme længere tilbage, hvis vi holder os til manuskriptoverleveringen alene. 

Derimod kan man begynde at undersøge, om der er andre tidligere kilder, der citerer eller bruger Johannesevangeliet. Her bliver sagen yderligere kompliceret, for dels kan man ikke altid være sikker på, hvilken vej påvirkningen går (Er det Johannes der citerer en anden kilde, eller er det den anden kilde, der citerer Johannes?), dels synes Johannesevangeliet ikke at have været så velkendt og betydningsfuldt i begyndelsen af 100-tallet, som det senere bliver hos f.eks. kirkefaderen Irenæus omkring år 180. Nogle ser dog allusioner til Johannesevangeliet hos Ignatius af Antiokia (omkr. år 110), hvorved dette bliver vores senest mulige datering af evangeliet, mens andre anser disse mulige allusioner for at være generel, kristen sprogbrug der er nemlig ikke tale om direkte citater. 

Når de fleste vil datere Johannesevangeliet til år 90-110, beror dateringen altså på en helhedsvurdering og ikke på håndskriftoverleveringen alene. Den senest mulige datering af evangeliet afhænger derimod af, hvordan P52 dateres. For Mattæus-, Markus- og Lukasevangeliets vedkommende har vi ikke helt så gamle manuskriptkopier, da de ældste håndskrifter her er fra 200-tallet. Ud fra andre iagttagelser, betragtes disse evangelier dog normalt som ældre end Johannesevangeliet. Men det er en anden historie.

Med venlig hilsen

Kasper Bro Larsen, adjunkt i Ny Testamente på Aarhus Universitet