Hvornår må man kalde sig kristen?

Troende, som ikke godtager de oldkirkelige koncilers lære er ikke er kristne, forklarer Poul Sebbelov. Foto: Leif Tuxen

"Jehovas Vidner (JV) er ikke kristne, fordi de afviser læren om treenigheden, som er fundamentet for den kristne tro og lære," skriver Poul Sebbelov, der er ortodoks præst

Spørgsmål om kristendom

Hvorfor er Jehovas Vidner ikke kristne, og hvad skal der til, for at man må kalde sig kristen?

Med venlig hilsen,
Ole Hopff

Svar fra ortodoks præst

Kære Ole Hopff

Tak for dit korte og kontante spørgsmål, som giver anledning til at præcisere nogle begreber.

For det første: Jehovas Vidner (JV) er ikke kristne, fordi de afviser læren om treenigheden, som er fundamentet for den kristne tro og lære. JV bekender ikke Gud som én og tre, Fader, Søn og Helligånd. I forlængelse heraf benægter JV Kristi guddommelighed, og de tror ikke på Kristi opstandelse fra døde, som kirken fejrer ved påskens højtid. Helligånden indgår slet ikke som element i JV's liv og lære.

Hvorfra véd vi, kunne man spørge, at netop treenighedslæren, Kristi guddommelighed og opstandelse er de størrelser, der definerer den kristne tro? Det véd vi fra de kirkemøder, de såkaldte økumeniske konciler, som blev afholdt i løbet af kirkens første otte århundreder. Disse møder havde alle som deres sigte at definere den kristne tro; og særligt var der tilbagevendende uoverensstemmelser angående Kristus og Hans "status" som guddommelig.

Det allerførste af de økumeniske konciler i år 325 var foranlediget af, at nogle kristne, ledet af en præst ved navn Arius, hævdede, at Kristus ikke var Gud, men et almindeligt menneske. Arius blev underkendt af mødet, og han og hans tilhængere blev udelukket fra Kirken. Det blev fastslået, at det er en uadskillelig del af kristen lære, at Kristus er Guds Søn.

På det efterfølgende Koncil år 381 blev det præciseret i den tekst, som kaldes

trosbekendelsen (og som fortsat bruges i kristne kirker), at treenigheden foruden Fader og Søn indeholder en tredje person, Helligånden.

På senere Konciler, især det fjerde i år 451, præciseres den kristne tro angående Kristi natur og forholdet mellem Hans guddommelighed og menneskelighed. De tre hovedretninger inden for kristendommen, ortodokse, romerske katolikker og protestanter, vedkender sig alle at være forpligtede på de fire første konciler, altså dem, der definerer treenigheden og Kristi natur.

Netop dét er grunden til, at vi kan sige, at troende, som ikke godtager koncilernes lære heller ikke er kristne. JV for eksempel er i overensstemmelse med Arius' lære og altså ikke med Kirkens.

Kristne fra de forskellige kirkesamfund er ganske vist uenige om en lang række elementer, og derfor kan de ikke være i én og samme kirke eller dele nadver. Men de anerkender alligevel hinanden som kristne, fordi de har grundlæggende samme forståelse af treenigheden og Kristus. Og de er enige om at afvise, at nogen kan være kristen uden at dele koncilernes lære.

Med venlig hilsen,
Poul Sebbelov
Ortodoks præst