Jesu komme - jordens undergang?

Hvad sker der, hvis Bibelens profetier går i opfyldelse? Hvilken rolle har Israel i afslutningen af den hidtige verdens historie?

Spørgsmål om Jesu komme

Kære Ole

Jeg har tumlet med dette problem i årevis, og nu synes jeg, at det kommer nærmere!

JESU KOMME !! - Jordens undergang - vores fysiske død her på jorden.

Jeg er kristen, men har svært ved at forlige mig med, at mine børn måske ikke når at vokse op.

Ofte kommer jeg med bemærkningen "Ja, hvis vi lever så længe" - eller om mine børn: "Ja, hvis de når at opleve dét og dét" - hvorefter min mand spørger mig, hvad jeg mener med det. (Han ved godt, hvad jeg mener, men synes at man skal leve i nuet).

Jeg ved, at Gud elsker Israel, og at det kommer til at gå skidt for dem, der prøver at skade Israel.

Og med al den krig i Mellemøsten - som tilsyneladende bliver værre og værre - ja, så kan jeg ikke lade være med at forestille mig, at Gud snart må have opbrugt al sin tålmodighed.

Jeg har i ny og næ spurgt mine kristne venner, hvordan de har de med "Jesu komme" - men de siger bare, at "Jesus vil komme igen i herlighed" - og dermed mener de, at det kun kan være noget, vi skal glæde os til.

Men jeg lever i verden, og jeg synes derfor ikke, at det er så underligt, at jeg elsker min lille verden - min trygge ramme omkring mit liv - og at jeg ønsker, at mine børn skal leve på denne jord i så mange år som muligt.

Jeg har brug for at blive fyldt med fred indeni men synes ikke, at jeg kan snakke med nogen om det, selvom alle i min familie er kristne og dermed ville være oplagte at spørge.

Måske er jeg også bange for, at de vil "slå det hen" og sige, at jeg bekymrer mig for meget.

Så måske hjælper det at høre dit svar?

På forhånd tak!

Med venlig hilsen,
Dorte

Svar

Kære Dorte!

Som jeg læser dit brev, forekommer det mig, at du har mere brug for at tale hele problemstillingen igennem med en åndelig vejleder eller sjælesørger.

Jeg tror, at Jesus kommer igen, og at jord og himmel skal fornyes. Når jeg læser Biblen kan jeg ikke se andet end, at der forud for Jesu genkomst vil være en række voldsomme begivenheder, som er præget dels af Antikrists oprør mod alt hvad der er helligt og dels af kristnes trofaste vidnesbyrd trods forfølgelse.

Men Jesus vil bevare os. Samtidig opfordrer han os til at holde fast ved vort forhold til ham.
Jeg læser Biblen sådan, at Israel har vigtig rolle i afslutningen på den hidtidige verdens historie. Og at samlingen af Israel fra alle nationer hører endetiden til.

Med venlig hilsen,
Ole Skjerbæk Madsen