Kan Gud hjælpe os fri af vor ondskab?

Det onde er, når man ikke vil bøje sig for det sproget siger, påpeger Ricardt Riis.

Vi kan ikke selv slippe fri af vor ondskab, nej, vi slipper fri, når Guds ånd overmander os, skriver tidligere sognepræst Ricardt Riis

Spørgsmål:

Hej

Jeg sidder og arbejder med en opgave, hvori der er et spørgsmål, der lyder: Kan ondskab overvindes og hvis ja af hvem? Kan I hjælpe mig med forslag til materialer der kan hjælpe mig med at udrede mine spørgsmål, eller vil I komme med jeres bud på, om ondskab kan overvindes, og hvis ja af hvem ifølge de forskellige religioner.

På forhånd mange tak

Med venlig hilsen

Lena

Svar:

Kære Lena!

Såvidt jeg kan se på listen over de personer, der skal svare på det meget omfattende (og næsten ubesvarlige spørgsmål), du stiller, så er jeg "udvalgt" til at svare fra en kristen synsvinkel. Og jeg véd da også udmærket, hvad en god, solid, luthersk teolog skal svare på det spørgsmål, nemlig, at vi mennesker er onde helt igennem, og at vi ikke selv kan komme ud af denne ondskab. Og det er da heller ikke, fordi dette svar er sådan helt forkert. Men jo ældre jeg bliver, des mere intetsigende, for ikke at sige defaitistisk, forekommer det mig.

Der er imidlertid det rigtige ved dette "lutherske" svar, at historien fremviser mange eksempler på, at netop mennesker, der mente, at de havde fundet vejen ud af ondskaben, ved en slags historiens ironi kom til at gøre meget mere ondt end andre. Den franske revolution i 1789 ville det gode og fik også gennemført mange utrolig fremadrettede tiltag, men endte alligevel efter få år med et terrorregime uden lige. Og både nazisterne og kommunisterne mente, at deres vej frem var vejen frem mod et bedre samfund, mod det ondes afskaffelse. Hvad hævdede ikke kommunisterne: at menneskets ondskab bestod i samfundets ondskab, og at, når denne forkerte samfundsindretning var fjernet, ville mennesket blive godt og kun handle godt! Men ak, man skulle altså lige igennem en kort overgang, hvor de, der havde set lyset, blev nødt til at gøre noget mindre godt, nemlig at sætte de mennesker udenfor indflydelse, der ikke havde set det samme lys, eventuelt ved at slå dem ihjel. Hvis altså det ikke kunne være anderledes, hvad det jo i forbavsende mange tilfælde ikke kunne.

Vi kan såmænd også tage Irak-krigen. Der er ingen tvivl om, at de amerikanere, der startede krigen, inklusive præsident Bush, er store idealister, der tror på, at de med deres indgriben i Irak kan være med til at gøre verden til et bedre sted at leve i, eller, som det hedder i vore dage, med deres indsats kan gøre en forskel. Men mig forekommer det altså, at de er idealister uden forstand, at de har gebærdet sig i Irak som en flodhest i en porcelænsbutik, at de derfor har mange, mange flere menneskeliv på samvittigheden, end om de havde været mindre idealistiske. Og så ser vi helt bort fra, at Iraks olie måske også kan have spillet ind i beslutningsprocessen.

Så den første del af det sædvanlige lutherske svar: at vi mennesker er onde, at vi er syndere, der ikke kan komme fri af vores ondskab ved egen magt, er såmænd rigtig nok.

Og så er det alligevel helt forkert.

Det får det til at lyde, som om der ikke er noget at gøre.

Nå ja, man kan jo så lidt fromt (eller overfromt) føje til, at den eneste, der kan hjælpe os af med vor ondskab, er Gud. Og så er der lagt op til den sædvanlige prædiken om den gode og kærlige Gud, der elsker os ud over al måde og som altid er parat med sin tilgivelse. Uden at det bliver særlig klart, hvordan det skal hjælpe os, udover at det måske kan hjælpe os til at hytte vort skind med lidt bedre samvittighed. Og det er vel egentlig ikke særlig kristeligt.

Det er jo sandt nok, at Gud kan hjælpe os fri af vor ondskab. Det er også sandt, at han hjælper os ved at forkynde os sin tilgivelse. Men det er, som om det altsammen er blevet til floskler. Hvad om vi tog alle Jesus-ordene, rystede dem godt og grundigt, og prøvede påny at få mening i dem!

Lad mig pege på et af de mere ukendte Jesus-ord, ordet fra Mattæusevangeliet 5,37:

"Men i jeres tale skal et ja være et ja og et nej være et nej. Hvad der er ud over det, er af det onde". Jesus har advaret os mod at sværge, og slutter altså med denne salve, at hvad der i vores tale er udover ja og nej, er af det onde. Hvad i alverden kan han mene med det?

Han mener, at vi skal stille vor næste frit, om han vil tro vort ord eller ej. Han mener, at vi skal lade sproget selv overbevise vor næste. Han mener, at vi i den grad skal stole på sprogets egne kræfter, at vi undlader at sætte magt bag vore ord, er det så kun den magt, der ligger i at udsmykke vore ord med et par eder.

Det gjorde han selv over jøderne, og det resulterede som bekendt i, at han døde af det. Men ved hans opstandelse tilkendegav Gud, at det var den rette måde at forholde sig på. Nå ja, det er jo altså en trossætning, at Jesus er opstået fra de døde, men er denne trossætning identisk med at hævde, at vi skal lade sproget selv om at overbevise den anden, så glider den måske bedre ned, selv om den jo også i så fald bliver mere vedkommende og dermed også sværere at afvise.

Det er jo nemlig denne trossætning, der ligger bag vort demokrati. Her lader vi hver enkelt sige, hvad han har på hjerte uden sanktioner af nogen art. Og sproget, eller altså den frie diskussion, får så lov at afgøre sagen. Det vil sige, vi demokrater går ud fra, at der i sproget, eller i den frie diskussion, er kræfter, der kan overbevise, kræfter, der kan bruges til at regere efter, retfærdighedsforestillinger, som man kan lave love efter, og så videre.

Det onde bliver i denne menneskeopfattelse lig med dette, at man ikke vil bøje sig for det, sproget siger. Det viste sig hos kommunisterne i sin tid derved, at man altid regnede modpartens tale for at være et udslag af modrevolutionære tanker, man lyttede aldrig efter meningen eller ægtheden bag, og derved trådte man aldrig i ægte diskussion med den anden.

Det viser sig hos ekstremistiske jøder og palæstinensere derved, at man sætter Gud bag sine krav. De jødiske bosættere har ingen tanker for den jordiske retfærdighed, der siger, at man vel må kunne deles om det land og de ressourcer, der er til rådighed; alle sådanne overvejelser, som vi kalder fornuftige overvejelser, viger for den påstand, at det palæstinensiske landområde af Gud selv er blevet givet til jøderne, og at det derfor er gudsbespottelse at ville overlade noget til andre.

Og de ekstremistiske palæstinensere holder fast ved den tanke, at land, der én gang er erobret af muslimer, for altid skal være muslimsk. Derfor drager de den slutning, at den eneste løsning på Palæstina-problemet er at smide jøderne i havet. Og det er altså også for dem Gud selv, der har givet dem den opgave, ganske uanset, hvad almindelig menneskelig retfærdighed siger.

Men desværre er det ikke kun hos sådanne ekstremister, at ondskaben findes. Også vi andre har en ulyst til at bøje os for sprogets iboende kræfter. Enhver forælder har nok oplevet, at ens håbefulde pode, når man er nødt til at ændre på et løfte, man har givet, slynger ens egne ord tilbage i hovedet på én: Jamen, du har jo selv sagt, at man skal holde, hvad man lover. Og så må man til at finde en grimasse, der kan passe: vil man bøje sig for ungens fuldkommen korrekte iagttagelse? eller vil man fastholde forældreværdigheden (og -magten)?

Og det er også sproget, der holder sammen på ægteskaber. Nå ja, der er det med det seksuelle, det skal ikke glemmes, men er der noget parterne imellem, er der en mistillid, der lurer, så bliver den legemlige forening ikke det, den skulle være: en sammensmeltning af både legeme og ånd, for man fik ikke talt ud, så den gamle tillid vendte tilbage.

Sådan har sproget lagt sig overalt i menneskelivet, lagt sig som en livgivende magt, men også lagt sig som noget, vi kan misbruge. Og hvis vi nu gør opmærksom på, at Gud netop er sprogets Gud, at han virker ind på verden igennem sit ord og sin ånd, det vil sige, at han virker ved at lade ordene i diskussionerne gøre deres virkning, og ved at lade sin ånd bevirke, at vi så virkelig bøjer os for de ord, vi har forstået, hvis vi forstår Gud som en sådan kraft, så bliver det måske knap så uforståeligt at sige, at vi ikke selv kan slippe fri af vores ondskab, men at vi kan slippe fri med Guds hjælp. Gud hjælper os altså ikke ud i det blå, han hjælper os, når vi, uden at vi selv kan forstå, hvordan, indser, at noget er retfærdigt, fordi vi kom til at høre, hvad den anden part sagde.

Og så synes jeg altså, at det hele bliver mere forståeligt. Vi kan ikke selv slippe fri af vor ondskab, nej, vi slipper fri, når Guds ånd overmander os. Men vi kan give os ind under sprogets kræfter. Ligesom en forfatter; han er 100% afhængig af sin inspiration; men han har også erfaret, at inspirationen ikke kommer, når han ingenting laver, men netop når han læser bøger, aviser, lever med i sin samtids kultur, og så videre.

Men hele tiden må vi sige, når vi vil have andre til at dele vor forståelse af, hvem mennesket er: Det er så langt, som jeg er nået! Korrigér mig, hvis du kan!

Venlig hilsen

Ricardt Riis, tidligere sognepræst

Svaret giver udtryk for panelistens holdning. Religion.dk har inviteret religionsforskere og repræsentanter fra forskellige religioner og religiøse grupperinger til at besvare de spørgsmål, som sendes til "Spørg om religion". Alle svar i "Spørg om religion" giver udtryk for panelisternes egen holdning, ikke for hvad religion.dk mener.