Kan man miste sin skytsengel?

Du kan tale til englen som til din bedste ven, skriver Iben Thranholm. - Foto: Jakob Stensig Kristensen

Da du blev undfanget, skabte Gud samtidigt også en særlig engel til dig, og den kan du aldrig miste. Englen forlader dig aldrig, svarer journalist og teolog Iben Thranholm

Spørgsmål:

Kære Iben Tranholm

Kan man miste sin skytsengel? Som barn havde jeg helt klart en oplevelse af der var "noget", der hjalp mig på vej gennem livet. En skytsengel - eller noget andet - uden dog helt at kunne sætte ord på det.

Senere i mit voksne liv har jeg ikke haft denne samme oplevelse, og har somme tider tænkt tilbage på barndommen, og denne dejlige oplevelse. Mit spørgsmål er derfor: Kan man miste sin egen skytsengel? For eksempel hvis man har opført sig dårligt. Og hvordan får man så skytsenglen tilbage igen?

Håber du kan give svar på ovenstående.

Med venlig hilsen
Peter

Svar:

Kære Peter

Nej, man kan bestemt ikke miste sin skytsengel. Englene er ligesom Gud trofaste.

Da du blev undfanget, skabte Gud samtidigt også en særlig engel til dig, og den kan du aldrig miste. Englen forlader dig aldrig. Af og til kan vi i livet føle, især når vi udsættes for modgang og ondskab, at Gud eller vores engel er blevet væk.

Hvis vi ransager os selv, må vi ofte konstatere, at det måske er os selv, som har været væk. Gud og englene er der altid, men vi er der ikke altid, dvs. vi lever ikke altid i bevidstheden om deres nærvær.

Gud og englene respekterer også menneskets frie vilje, og at vi er frie til at handle som vi vil, men de er altid omkring dig og er parate til at gribe ind. Hvis du begynder at bede, vil englen sikkert lade dig føle dens nærvær. Du kan tale til englen som til din bedste ven.

Bedste hilsner
Iben Thranholm
Journalist og teolog