Kærligheden ifølge Luther

Luther mente ikke, at ægteskabet var et sakramente, skriver Ricardt Riis. Foto: DPA/AP/ritzau

Reformatoren Luther mente kun, at et ægteskab kunne opløses, hvis manden var impotent, men han anbefalede dog andre metoder

Spørgsmål:

Hvad er Luthers syn på ægteskab og hans syn på skilsmisse? Hvad er Luthers syn på cølibat? Hvilket syn har Paulus på ægteskab og cølibat, og hvilken betydning får det senere hen for kristen tankegang? Er Paulus kvindefjendsk?

Vi håber, du har tid til at svare på alle vores spørgsmål!

Venlig hilsen

Rose, Janni og Mie

Svar:

Kære Rose, Janni og Mie

Angående det første, Luthers syn på ægteskab og skilsmisse, er svaret det, at Luther i sit store skrift imod pavekirken "Om kirkens babyloniske fangenskab" fra 1520 meget skarpt vender sig imod det syn på ægteskabet, som pavekirken havde udviklet i løbet af middelalderen: at ægteskabet var et sakramente. Nej, siger Luther, ægteskabet er ikke en speciel kristelig ordning; det er indstiftet af Gud, sandt nok, men netop indstiftet til at have virkning og gyldighed iblandt alle folkeslag. Derfor ville Luther tage ægteskabsretten bort fra kirken og lægge den over til den verdslige øvrighed.

Men hvad så med skilsmisse? For i pavekirken var skilsmisse jo ikke tilladt? Sandt nok, men det havde netop ført til ganske utålelige tilstande, hvor den, der havde penge nok, altid kunne få paven til at dømme hans ægteskab ugyldigt, og hvor pavekirken havde indført en masse tilfælde, hvor ægteskab mellem parterne var forbudt, tilfælde, der dog kunne dispenseres fra (mod passende betaling, naturligvis). Luther brød med alt dette, og mente, at de, der ville opløse et ægteskab, brød Guds eller naturens lov, for efter naturens lov indgås ægteskabet, når mand og kvinde kommer sammen.

Det eneste tilfælde, Luther kan forestille sig, hvor et ægteskab måske kunne opløses, var i det tilfælde, hvor manden lider af impotens. Han har nogle overvejelser desangående, der ender med, at han råder kvinden til med sin mands billigelse at få en anden, f.eks. sin svoger, til at besvangre hende; hvis hun gør noget tilsvarende uden mandens billigelse, er Luther stærkt i tvivl om, hvorvidt det er den impotente mand eller hans utro hustru, der er den største synder.

Endelig siger Luther om skilsmisse, at han sådan set er mere imod det end imod bigami, men at Kristus selv på den anden side jo tillod skilsmisse i tilfælde af utroskab. Blot skal man ikke forhindre den, der således er blevet skilt, i at blive gift igen, som de pavelige love gør det.

Dernæst det næste spørgsmål: Luthers syn på cølibatet!

Luther skelnede i begyndelsen mellem præsters og munkes cølibat. Han gik i første omgang kun ind for, at præster skulle have lov at gifte sig, munkene derimod skulle forblive i deres kloster. Hvorfor? Jo, for munkene var frivilligt gået med til at leve i cølibat, hvorimod præster var tvunget til det, hvis de i det hele taget ville være præster. Men i sit store og ret epokegørende skrift "Om munkeløfterne"vender han sig stærkt også imod munkenes cølibat.

Nu er hans opfattelse den, at enhver, der mærker kønsdriften tage ved sig, skal rette sig efter Paulus' formaning i 1 kor 7,9, at det er bedre at gifte sig end at brænde af begær. Og når munkene ikke vil det, altså ikke vil forlade deres kloster, gifte sig og leve som almindelige borgere, skyldes det, at de vil retfærdiggøre sig selv, i stedet for at leve af Guds nåde.

Så er der Paulus!

Han har unægtelig sagt nogle skrækkelige ting, som har haft enorm betydning i kirken op igennem århundrederne. De fleste af disse ting står i 1 Kor 7. F.eks. står der i vers 8: "Til de ugifte og enkerne siger jeg, at det er bedst for dem, hvis de bliver ved med at være som jeg." Og bare en sådan bemærkning, sagt af den store og hellige Paulus, hvad har den ikke kunnet afstedkomme af forviklinger! Hvor mange munke og nonner har ikke troet, at de blev mere hellige ved at leve i cølibat! Så har man ganske kunnet skøjte hen over alt det, som Paulus også siger, f.eks. i det følgende vers: "Men kan de ikke være afholdende, skal de gifte sig; for det er bedre at gifte sig end at brænde af begær."

Og det er egentlig også mærkeligt, at man har taget Paulus' påstand i vers 32-34: "En ugift mand tænker på Herren, hvordan han kan være Herren til behag; men den, der er gift, tænker på verden, hvordan han kan være sin hustru til behag og er splittet. Og en ugift kvinde eller ung pige tænker på Herren, på at være hellig både i legeme og ånd; men den, der er gift, tænker på verden, hvordan hun kan være sin mand til behag" for gode varer. Viser ikke erfaringen, at det er noget værre sludder? Som Luther siger det om munke og nonner, der mener, de lever et helligt liv uden syndige tanker, at det dog ikke i den henseende nytter særlig meget, at man undlader for sine ydre øjne at se kvinder eller mænd, når der gang på gang dukker mands- eller kvindebilleder op i ens tankeverden.

Og så det sidste spørgsmål: Var Paulus kvindefjendsk?

Her skulle jeg måske i virkeligheden som mand melde mig inhabil. Men da jeg nu har fat i tasterne, får I et svar på det spørgsmål også, omend det kun er fra en mand.

Nej, han var ikke kvindefjendsk, men han havde vistnok ikke fået udfejet al den jødedom, der tidligere lå i hans sind og bestemte alle hans tanker og gerninger. Nu er det først for forholdsvis nylig, at rabbinsk jødedom på Jesu tid er blevet studeret ud fra sine egne forudsætninger, og altså ikke blot som Det nye Testamentes forfattere har forstået den. Men jeg tror nok, at man også ud fra et sådant studium vil nødsages til at indrømme, at Paulus var ret fantastisk: Han havde virkelig gjort op med sin tids jødedom; for ham lå retfærdigheden virkelig ikke mere i lovgerninger, men i tro.

Men ét af de punkter, hvor hans opgør måske ikke er ført helt igennem, var i hans syn på kvinden. Godt nok skriver han i Gal 3,28, at "her kommer det ikke an på at være jøde eller græker, på at være træl eller fri, på at være mand og kvinde, for I er alle én i Kristus Jesus", og godt nok kan det i 1 Kor 11,11 skrive, at "Dog, i Herren er kvinden intet uden manden og manden intet uden kvinden." Men det sidste skrives jo unægtelig efter en udredning, der tydeligt siger, at manden er Guds afglans, men kvinden mandens afglans, og at kvinden er blevet til for mandens skyld, ikke omvendt. Så den fuldstændige ligestilling, som man skulle forvente efter Gal 3,28, er ikke slået helt igennem.

Det må man også tage i betragtning, når man bedømmer det herostratisk berømte ord i 1 Kor 14,34-35: "Som i alle de helliges menigheder skal kvinderne tie stille i menighederne. De må ikke tale, men skal underordne sig, sådan som loven også siger. Men hvis de vil have noget at vide, skal de spørge deres mænd hjemme, for det sømmer sig ikke for en kvinde at tale i menigheden." Det græske ord for at tale, der bruges her, "lalein", kan også betyde sludre, snakke. Og hvis man oversætter det ved snakke, er meningen jo forholdsvis uskyldig, og det er os, der har misforstået Paulus, når vi her vil se et forbud mod kvindelige præster.

Men jeg er ikke helt tilfreds med, at han henviser til loven. Det er netop et jødisk træk, at gøre noget, fordi loven siger det. Det kristne er, at overveje sagen selv, og rette sig efter det, ens hjerte tilsiger én. Og Paulus plejer da også at henvise til korinternes egen forståelse af sagen. Og forresten tillod Paulus også kvinder at profetere, jf. 1 Kor 11,5. Det rimer ikke godt med 14,34, hvis meningen er, at kvinder slet ikke må sige noget overhovedet i menigheden.

Måske vi skal have det forhold med, at Paulus' efterfølgere, f.eks. den person, der har skrevet de såkaldte pastoralbreve, 1. og 2. Timoteusbrev og Titusbrevet, var betydelig mere påvirket af jødedommen end Paulus. I 1 Tim 2,12 hedder det således: "men at optræde som lærer tillader jeg ikke en kvinde, heller ikke at bestemme over sin mand; hun skal leve i stilhed." Her er der ikke tale om, at noget overlades til menighedens egen forståelse. Nej, her optræder Paulus (eller altså den person, der har skrevet pastoralbrevene, formodentlig en Paulus-discipel) som en anden Moses, der ser sig i stand til at udstede forordninger. Og her går forbudet ikke kun på at tale som prædikant, men retter sig imod også det at undervise.

Så meget til disse spørgsmål. Håber, I kan bruge noget af det!

Venlig hilsen

Ricardt Riis
Pensioneret præst, redaktør af www.martinluther.dk

Svaret giver udtryk for panelistens holdning. Religion.dk har inviteret religionsforskere og repræsentanter fra forskellige religioner og religiøse grupperinger til at besvare de spørgsmål, som sendes til "Spørg om religion". Alle svar i "Spørg om religion" giver udtryk for panelisternes egen holdning, ikke for hvad religion.dk mener.