Liberalteologien kort fortalt

Kristus reduceredes i liberalteologien til en morallærer eller typen på det gode menneske, skriver Nana Hauge.

TEOLOGI: Liberalteologien er kendetegnet ved en ubegrænset tillid til den gode viljes muligheder og til menneskets skabende evner, skriver Nana Hauge

Spørgsmål:

Hvad går liberalteologi ud på? Hvad er dens modsætning, og hvad består modsætningsforholdet i?

Svar:

Liberalteologien er en teologisk retning eller bevægelse, som førtes frem i Tyskland i 1900-tallets begyndelse. Det centrale ved liberalteologien er, at den bestemmer religion som menneskets religiøse bevidsthed, og således afleder alle teologiske bestemmelser af noget i mennesket og ikke uden for mennesket.

Vejen til Gud går således gennem menneskets bevidsthed, derfor spiller dogmer, bekendelse og skrift heller ikke den store rolle for liberalteologien. De liberale teologer stillede sig ligefrem kritisk overfor dogmerne om treenigheden, jomfrufødslen, og Kristus reduceredes til en art morallærer eller typen på det gode menneske.

Det vigtigste for liberalteologien var etikken, og de liberale teologer forsøgte at bevise, at netop kristendommen bød på de bedste impulser til et moralsk og samfundsgavnligt liv. Det centrale ved kristendommen blev derfor den særlige kristne moral.

Liberalteologien er kendetegnet ved en ubegrænset tillid til den gode viljes muligheder og til menneskets skabende evner. Rent praktisk førte liberalteologien til en række bestræbelser på at skabe det gode liv (gudsriget) på jorden, ikke mindst ved at tage forskellige arter af socialt og filantropisk arbejde op.

Op til 1. Verdenskrig var liberalteologien den førende teologi i de fleste protestantiske lande i Europa, men verdenskrigens rædsler satte en stopper for den udbredte tillid til troen på menneskets gode vilje og fremskridtetsmuligheder.

Som en reaktion på liberalteologien opstod således den dialektiske teologi, som afviser enhver tanke om naturlig gudserkendelse – altså tanken om at vejen til Gud går igennem mennesket eller nogen anden instans uden for Gud selv. Hverken menneskets religiøse følelser eller moralske værdighed er noget værd. Det eneste mennesket har at holde sig til, er ordet om Guds nåde, som kommer til udtryk i åbenbaringen, altså i evangeliet om Jesus Kristus.

Det særlige modsætningsforhold mellem liberalteologien og den dialektiske teologi består i, at liberalteologien bestemmer vejen til Gud gennem mennesket, det være sig gennem menneskets følelse eller moralske formåen. Liberalteologien er altså fuld af tiltro til menneskets gode vilje, for det er jo ved mennesket selv, at det kommer til gudserkendelse.

I følge den dialektiske teologi, derimod, er der intet i mennesket, man kan bygge på, for at nå Gud. Hverken religiøse oplevelser, følelser, moralske dyder eller fromhed hjælper noget her. Gud kommer til mennesket fulstændig uafhængigt af noget ved mennesket selv, og på den baggrund bliver der ikke plads til et traditionelt fromhedsliv eller en særlig kristen moral.

Nana Hauge
Cand.theol.