Luther har været i skærsilden

KIRKEHISTORIE: Luther fastholdt troen på skærsilden --for han har selv været der, skriver Ricardt Riis

Spørgsmål:

Hej

Jeg har et spørgsmål omkring Luthers dødsopfattelse.

Hvordan skal dommedag forstås iflg. Luthers overbevisning? Er dommedag en løbende hændelse, eller sker dommedag kun en gang, hvor mennesket så må vente i dødsriget?

Hvilken overbevisning havde Luther i sammenhæng med dødsopfattelser?

Trine

Svar:

Kære Trine!

Når man har med historiske personer at gøre, som for længst er døde, forholder det sig desværre sådan, at man ikke kan få svar på alle de spørgsmål, man stiller.

Disse mennesker har skrevet deres skrifter ud fra den baggrundsforståelse, der herskede på deres tid. Og ændrer denne baggrundsforståelse sig, så der opstår nye problemstillinger og nye måder at spørge på – og det sker jo uvægerlig – så vil man ikke uden videre kunne få svar på de nye problemer eller de nye spørgsmål, der er opstået.

Nu Luther! Han havde sine problemer at slås med - overleveret ham fra senmiddelalderen. Man kan sige, at han i høj grad var med til at ændre de problemstillinger, der optog folk dengang. Man kan også sige, at med ham indvarsledes "det moderne".

Men man må ikke forvente, at han har svar på rede hånd overfor alle de spørgsmål, vi moderne mennesker stiller.

Sådan er det. Og det er jeg lidt ked af. Det betyder nemlig, at jeg er nødt til at gøre det hele lidt mere indviklet, end det ved første øjekast ser ud til at være.

F. eks. er det ikke sådan, at Luther tager stilling til dommedag eller til døden på en måde, som vi direkte kan overtage. I begge forestillinger er der for ham en "mellemforestilling", som vi i kraft af Luthers virke har forladt i dag, men som alligevel må nævnes, for at billedet kan blive fuldstændigt.

Denne "mellemforestilling" er forestillingen om skærsilden.

Det er bemærkelsesværdigt, at mens Luther i løbet af de store forvandlingsår 1517-21 rask væk bortskærer den ene efter den anden af middelalderens kirkelige forestillinger: aflad, munkeliv, præstecølibat, pavedømme, m. m., så er det først i 1530, at han i et lille skrift foretager en tilbagekaldelse af skærsilden.

Det er, som om han ikke rigtig har turdet binde an med at bortskære skærsildsforestillingen. (se mine overvejelser desangående her).

Tilsvarende kan man undre sig lidt over den skråsikkerhed, som Luther har i de første reformationsår, når han udtaler sig om skærsilden. Han kan i 1518 i sine resolutioner over de 95 teser sige, at det for ham er bombesikkert, at der findes en skærsild. Og han kan overfor Eck i den store disputation i Leipzig hævde, at han ikke blot tror, nej, han véd, at der findes en skærsild.

Hvordan dog det?

Ja, det mærkelige svar er, at Luther mener, at han selv har været der. I sine anfægtelser, før han nåede frem til sin reformatoriske opfattelse (den såkaldte "tårnoplevelse"), havde han det, som var han i helvede.

Men da anfægtelserne uomtvistelig hørte op, kan det ikke have været helvede, han var i, for helvede er kendetegnet ved, at man er der til evig tid, det må have været skærsilden, han var i, mener Luther, for i skærsilden hører pinslerne op, selv om den pågældende tror, de varer evigt.

Det får ham også til at sige, at man i stedet for at tro på afladsprædikanterne, der snakker løst og fast om disse ting ud fra deres uvidenhed, skulle tro på dem, der har erfaret det. Og dermed tænker han altså på sig selv.

Jamen, er skærsild og helvede og paradis da noget, der kan opleves allerede her på jorden?

Sådan set: Ja. I hvert fald er det begreber, der trænger sig på i beskrivelsen, når Luther skal fastholde de store og afgørende ting, han har oplevet.

Ligeledes, når gennembruddet i tårnoplevelsen eller den positive slutning på tårnoplevelsen skal beskrives: I 1545 skriver han efter at have fortalt, hvordan han omsider kom til rette med begrebet "Guds retfærdighed":

"Nu følte jeg mig som helt igennem født påny, jeg følte, at jeg gennem åbne porte var trådt lige ind i selve paradiset".

Godt nok er det "kun" noget, han følte, godt nok vover han ikke direkte at sige, at han sådan bogstavelig var trådt ind i paradis, men alligevel!

Alt dette førte mig til, da jeg udarbejdede ovennævnte lille artikel om Luthers skærsildsforståelse, hvorfra disse tanker er taget, at undersøge, hvordan Luther da opfatter og udlægger fortællingen om den rige mand og Lazarus (Luk 16,19-31).

Her hedder det, at den fattige Lazarus blev ført op i Abrahams skød. Men, indvender Luther, Abraham er jo både død og borte, han blev begravet, hans skød er derfor ikke noget legemligt sted, og er det ikke legemligt, hvad kan det så være?

Jo, svarer Luther, Abrahams skød, det er Guds ord. Derfor, fortsætter han, "i dette skød, i evangeliet, i forjættelsen, der udgik til Abraham, deri må vi alle dø; når jeg eller en hvilken som helst kristen dør, så må han lukke sine øjne, og alene klynge sig til Guds ord og stole på Gud, at han vil tage os op i sin himmel".

Og han skriver videre: "I den tro, at der dèr ikke er andet end ordet, må han frimodigt gå bort, så går han bort til Abrahams skød. Den rige mand, når han bliver beskrevet sådan, at han ser sig omkring, så må vi ikke forestille os, at han havde øjne og tunge, eller at Lazarus havde en finger. Nej, det er ikke noget legemligt, det foregår altsammen i samvittigheden, hvor han erkender, at han har handlet imod evangeliet. Der blev ikke sagt noget til ham, det er altsammen gået sådan til i samvittigheden; han har i sin samvittighed følt, at han til evig tid skulle have været der, derfor får han ikke hvile".

Der fortælles i lignelsen om himmel og helvede, om livet efter døden, om den skæbne, der bliver den rige mand og Lazarus til del efter døden. Men Luther får det til altsammen at være noget, der sker i samvittigheden, og den, hvis samvittighed der er tale om, er formentlig den rige mand.

Jeg véd ikke, om du kan få noget ud af disse ting. Det svarer nok ikke direkte på dine spørgsmål. Men af og til kan det såmænd også være nyttigt at blive nødt til at reformulere sine spørgsmål. Så jeg véd såmænd ikke, om jeg vil sige undskyld for det.

Til sidst: Da du sådan direkte spørger om Luthers dødsopfattelse, vil jeg ikke undlade at henvise til et sted i resolutionerne, hvor han sammenligner den uretfærdige og den retfærdige med hensyn til forholdet til døden. Den uretfærdige frygter døden, siger han, "men den retfærdige, som er træt af dette liv, stræber mest muligt efter at opløse det, og derfor er det hans ønske, der går i opfyldelse for ham.

Den første har ikke levet halvdelen af sine dage, den anden har forlænget sit liv i denne verden udover det fuldkomne. Derfor, hvad den første frygter, stræber den anden efter, sådan er de tilskyndet af et helt forskelligt ønske".

Jeg er bange for at måtte indrømme, at Luther livet igennem bevarede dette ideal: At den kristne skulle glæde sig til døden; og at tårnoplevelsen kan have haft sin grund i, at han ikke følte, han kunne leve op til dette ideal. Han lærte så at leve på Guds tilgivelse, han lærte at tro på Guds ord.

Og vi andre har lært ikke blot at acceptere, at vi er bange for at dø, men at forstå, at frygten for døden er noget, vi er skabt med. Den lærdom har vi fået, blandt andet i kraft af Luthers tårnoplevelse.

Derfor står vi i den mærkelige situation, at hvis vi vil gå tilbage til Luther selv og lære direkte af ham, så vil vi miste alle de positive ting, som den følgende udvikling, der gik ud over Luther selv, har medført.

Ja, historien er indviklet og svær at håndtere. Men utrolig spændende.

Venlig hilsen

Ricardt Riis
Tidligere sognepræst