Luther og heksebrænding

Christian den 4. havde det som sin særlige forlystelse at forhøre hekse-anklagede kvinder under tortur, skriver Rose Marie Tillisch. Foto: DPA/AP/ritzau

Var det kirken eller staten, der brændte heksene? Rose Marie Tillisch svarer

Spørgsmål:

Hej religion.dk

Jeg er lærerstuderende, og jeg er i gang med at skrive min store historieopgave, som omhandler hekseforfølgelserne.

Jeg skriver til jer angende nogle tema-artikler om kvindesyn. Der var en bestemt jeg faldt over, som hedder: "Det kristne kvindesyn." Den er lagt ud på jeres hjemmeside den 12. april 2002.

Det, der undrer mig lidt, er Kathrine Lillers svar til Nuray.

Kathrine skriver:

"Kirken førte an i processen mod de såkaldte hekse i middelalderen.

Man ville nedkæmpe hedensk overtro, men man troede selv overtroisk på djævlebesættelser og pagter med Fanden, dertil kom en udtalt irritation over, at folk foretrak de kloge koners nedarvede lægeviden - fremfor de lægevidenskabelige mænds universitetsmetoder.

Disse ingredienser samt et par håndfulde almindelig misundelse og sikkert også en knivspids kvindeforskrækkelse rørte man sammen til en hed tændvæske, der antændte bål, hvorpå man brændte den menneskelige harddisk af urteviden, der var nedarvet gennem århundreder. Det var dumt og ledt. At det såoveninkøbet blev gjort i kristendommens navn, gør det kun endnu værre."

Er det muligt, at Kathrine vil præcisere og dokumentere dette, da jeg mener, hun ikke har ret i det, hun skriver. Hun skriver, at hekseafbrændingerne/-processerne fandt sted i Middelalderen. Det var ikke kirken, der brændte hekse på bålet. Kirken gik ikke ind for dødsstraf, så den verdslige ret trængte sig ind på kirken ved at indføje trolddomsparagraffen i Jyske lov i 1416.

Jeg vil også mene, at hekseafbrændingerne først rigtigt opstod efter Reformationen. Luther anerkender ikke kvinden som mandens lige. Han beskylder hende for at være "den onde fjendes præstinde." Så kvinden får det ikke nemmere under protestantismen. Hun levede i et patriarkalsk samfund, i en tid hvor kvindens sociale placering var bestemt af mandens stilling i samfundet. Kvinderne var ikke myndige. Den ugifte kvindes værge var hendes fader eller broder, og når hun var blevet gift, var hendes mand hendes værge.

Jeg håber Kathrine eller en anden kan hjælpe mig med at forklare det, Kathrine skriver.

Venlig hilsen

Annette

Svar:

Kære Anette!

Så vidt jeg forstår på din mail, koncentrerer du dig i din opgave om heksebrændinger i Danmark?

Du har ret i, at heksebrændinger her i landet har deres kulmination efter Reformationen, nemlig under Christian den 4. i Renæssancen. Han havde det som sin særlige forlystelse at forhøre anklagede kvinder under tortur.

Du har også ret i, at i protestantiske lande var det den verdslige magt, der dømte. Men det var den kirkelige magt, der anbefalede de anklagede til dom, hvorefter de blev udsat for pinefulde forhør. Grunden til at det i den protestantiske del af Renæssancens Europa blev den verdslige magt, der stod for retssagerne, var Luthers syn på staten og dens magt. For efter hans mening skulle fyrsten/kongen have det endelige ansvar for både sit folks nådelige og timelige velfærd.

Han havde på ingen måde heksebrændinger e.l. i tankerne, da han udformede disse ideer. Det var ikke dem, der var grunden til, at han tænkte sådan, men det havde som konsekvens, at kongen fik den dømmende magt.

I den katolske verden var det den kirkelige magt, der både anklagede, forhørte og dømte. Det betød ikke, at der ikke var mange kvinder, der blev anklaget i de katolske lande, men det fik den positive virkning, at ikke så mange blev dømt, for retssagerne blev ført af teologisk bedre udrustede forhørere, der kunne gennemskue overtro og nid og nag.

Og det er værd at lægge mærke til at mange, både protestantiske og katolske teologer, var MEGET imod hekseforfølgelserne, og en del satte deres liv og renomme ind på at kæmpe FOR de anklagede kvinder.

Middelalder er en bred historisk betegnelse, som ikke alene er bestemt af tid, men også af geografi. Man kan tale om, at mens renæssancen er i fuldt flor i Italien i slutningen af 1300-tallet, er det stadig middelalder i Danmark, simpelthen fordi renæssancen da ikke var nået til Danmark.

Middelalder er nærmere betegnelse for en tilstand vi henviser til end for en bestemt historisk epoke. Det kommer sig af, at det netop er Renæssancen, der har givet Middelalderen navn - som en betegnelse for den tilstand, der herskede mellem Romerrigets fald o. 400 e.Kr. og indtil Renæssancen (Genfødslen) af antikkens idealer.

Renæssancen har haft succes med sin nedladende betegnelse af hele denne lange periode. På grund af denne succes har man i lang tid ikke haft ordentlig viden om, hvad der foregik i denne periode på mellem 800-1000 år, alt efter hvilke geografiske områder, man taler om.

Og Luther: Ja, man kan finde mange forfærdelige citater. Hvad han dog ikke har sagt af græsselige ting om ting, han ikke havde forstand på. De kan ikke undskyldes. Men måske kan man forklare hans indskrnkede syn på hekse med, at han på det punkt uden videre overtog Heksehammerens og sin samtids hadefulde syn på kvinder. På det punkt fik han ikke gjort op med den katolske kirke.

Luther var simpelthen overtroisk og fuldt på linje med de fleste i sin samtid. Han var på ingen måde alene. Ethvert menneske har sine begrænsinger - også store mennesker. Og Luther er stor på nogle andre, vigtige punkter. Han er en spændende og livfuld teolog, som i den grad kan gribe læseren, når han beskriver Guds kærlighed og menneskenes dårskab. Og han skrev, hvis vi nu lige skal bløde hans udsagn om diverse kvinder lidt op, de mest kærlighedsfulde breve til sin kone.

Nu ved jeg jo ikke, hvor travlt du har med din opgave, men hvis du kan nå det, skulle du prøve at få fat på Jan Guillous bog, Heksenes Forsvarere. Den er god og oplysende, også selv om den mest skriver om svenske forhold.

Med venlig hilsen

Rose Marie Tillisch