Luthers syn på jøder, tyrkere og paven

Luther hører til historiens store personer, men det betyder ikke, at vi skal efterligne ham i ét og alt, skriver Ricardt Riis. (Foto fra filmen "Luther")

LUTHER: Muligvis er vi blevet moderne i kraft af Luthers indsats - men han er ikke selv moderne, og vi kan derfor ikke bevidstløs rette os efter ham, skriver Ricardt Riis

Spørgsmål:

Hvad var Luthers syn på jøder og tyrkere - og er det på linje med hans syn på paven?

Med venlig hilsen

Fabricius

Svar:

Kære Fabricius!

Luther hører til historiens store personer. Men det betyder ikke, at vi skal efterligne ham i ét og alt. Heller ikke, selv om vi kalder os lutheranere. Hans syn på jøderne er således ikke noget, der er værd at efterligne. Hans syn på tyrkerne egentlig heller ikke. Men lad os ikke overse, at når vi i dag kan se så afslappet på vore statsforhold, at vi kan tillade os at se positivt interesseret på både jøder og tyrkere, skyldes det i ret høj grad, at Luther gjorde statsforholdene til noget, den menneskelige fornuft skulle tage sig af.

Først hans syn på paven!

Det ændrede sig afgørende i 1520. Og det var, så vidt jeg kan skønne, lige ved at gå galt for ham. På et tidspunkt i foråret 1520 nåede han frem til den overbevisning, at paven var antikrist, det vil sige, han var identisk med djævelen selv, men det var den djævel, der havde indtaget Kristi plads og gav sig ud for at være Kristi stedfortræder.

Det lyder mærkeligt i vore øren, men hans overbevisning hang sammen med, at papisterne, ikke mindst pavens "censor", Sylvester Prierias, tillagde paven magt til at gøre hvadsomhelst uden at aflægge regnskab for det overfor nogen. Ingen kunne klage uden at blive anklaget for kætteri. Og da Sylvester i juni 1520 udgav en bog om pavens magt, lod Luther den trykke i Wittenberg og forsynede den med et forord og en efterskrift af sig selv; desforuden undlod han ikke at kommentere den kraftigt i marginen undervejs.

Og han var ude af sig selv af forargelse over det, Sylvester skrev om paven, netop fordi Sylvester tillagde paven magt til at afgøre alle trosspørgsmål uden diskussion og uden at give grunde. Endda hævdede Sylvester, at hvis noget var blevet kotyme i kirken i Rom, så var det kætteri at hævde, at det var forkert, ligegyldigt hvor mange gode grunde man kunne opregne imod det.

Det fik Luther til at skrive i efterordet til Sylvesters skrift:

"Hvis vi straffer tyve med pisk, røvere med sværd, kættere med ild, hvorfor skulle vi så ikke meget snarere med alle våben bekæmpe disse fordærvelsens lærere, disse kardinaler, disse paver og hele denne romerske hob romersk sodomi, som uden ende korrumperer Guds kirke, og vaske vore hænder i deres blod, som mennesker, der vil befri os selv og vore fra en omfattende og for alle farlig ildebrand?"

Læs teksten her!http://www.martinluther.dk/epitom2.html#21

Ikke lang tid efter udgav han skriftet til den tyske adel, og deri er anklagen mod paven for at ville påtage sig eneret til at udlægge skriften bevaret, men al tanke om anvendelse af vold imod paven er skrinlagt. Endda mente han, skriver han i et brev til sin kurfyrste, at kurfyrsten skulle lade kejserens soldater komme ind i Sachsen, hvis de ville arrestere ham. Den holdning ændrede han først i 1530.

Hvorfor han så skriver, som han gør i efterskriften til Sylvesters bog, det er mig lidt af en gåde. Nå ja, da Hieronymus Emser senere bebrejder ham, at han har skrevet sådan, forsvarer han sig med, at det var hypotetisk ment: "hvis vi straffer kættere med bål" står der, men det gør vi jo netop ikke. Jeg er dog ikke helt sikker på, at hans forklaring holder vand.

Så er der Luthers syn på tyrkerne.

Her må man sige, at Luther delte sin tids humanistiske interesse for det fremmede. Han havde således læst koranen, hvis jeg ikke husker fejl, endda sørget for en tysk udgave af den. Men naturligvis havde han sine teologiske indvendinger at komme med imod dem. Blandt andet havde han den indvending imod dem, at de lod koranen og ikke fornuften bestemme over, hvordan staten skulle indrettes. Og han mente også, at deres ægteskabsforståelse var helt i skoven.

Men den opfattelse, som stadig herskede i papistiske kredse, at man skulle føre korstog imod tyrkerne, vendte han sig imod. Naturligvis skulle man forsvare sig imod dem, hvis de angreb (det gjorde de netop på den tid, Wien blev belejret i 1529, men modstod belejringen), men man skulle gøre det, ikke fordi de var vantro, men fordi de angreb.

I sit skrift imod tyrkerne giver han en formaning til dem, der kommer i tyrkisk fangenskab, måske endda bliver solgt som slave. De skal tålmodigt finde sig i alt fra deres herrers side, om ikke de måske på den måde kan vinde dem for Kristus. Og ganske besynderligt: Han anerkender slaveriet på den måde, at han formaner én, der er solgt som slave, til ikke at prøve at stikke af. Han må tænke på, at han derved berøver sin herre noget af hans ejendom; og det kan en kristen ikke tillade sig.

Så til sidst Luthers syn på jøderne!

Det er for en nutidslæser det mest prekære at læse om. Han skrev mod slutningen af sit liv et stort skrift mod jøderne. Deri anbefaler han fyrsterne at drive jøderne ud af deres lande. Hvilket de dog ikke rettede sig efter. Men det var bestemt ikke Luthers skyld.

Hvorfor gjorde han det?

Jamen, Luther er ikke et moderne menneske. Han står ved indgangen til det moderne, og vi er muligvis blevet moderne i kraft af hans indsats. Men han er ikke selv moderne, og vi kan derfor ikke bare bevidstløs rette os efter ham (hvad han forresten selv ville have sig meget frabedt).

Måske - men det er et stort "måske" - kan hans syn på jøderne sammenlignes med vort syn på kommunisterne under den kolde krig. Vi mente, eller i hvert fald: vesttyskerne mente, at man ikke kunne acceptere kommunister i et demokrati. Nej, for de gik ind for verdensrevolutionen og dermed var de imod demokratiet. Og som sådanne demokrati-modstandere kan man ikke have dem til at være lærere i skolerne eller beklæde offentlige stillinger.

Berufsverbot hed det, og andre europæere, heriblandt danskerne, var ikke just begejstrede for det. Men der var dog en vis mening i det. Måske (altså det helt store "måske") hænger Luthers holdning sammen med en vis opfattelse af, at alle i en stat skal have i hvert fald den samme grundopfattelse. Man må desværre sige, at mange delte Luthers holdning til jøderne. De var tålte, men så absolut ikke mere.

Først da vi med oplysningstiden fik en virkelig sekulær statsforståelse, blev jøden forvandlet fra et tålt og ret ofte forfulgt individ, til en borger på lige fod med andre. En sørgelig historie, ja, og Luther har sin andel i den, bestemt, men sådan er det altså.

Disse var ordene.

Venlig hilsen

Ricardt Riis

Læs flere svar om Luther i vores tema "Hvad mente Martin Luther?" under "Religiøse svar"