Munkedragter og kardinalhatte

Der findes (fandtes) mange forskellige munkedragter, men fælles er, at de er enkle og ensfarvede, ligesom det samme gælder for nonnedragter, skriver Søster Anna-Maria. Billedet viser en franciscanermunk. Foto: Wikimedia

I dette svar fortæller søster Anna-Maria, der er katolsk benediktinernonne, om de katolske klædedragter, bl.a. om kardinalhatten.

Spørgsmål:

Hej

Jeg sidder og "zapper" på nettet for at finde sider om den kristne beklædning op gennem tiderne, intet –

Hvorfor kan jeg ikke finde eksempelvis billeder af de katolske kardinalers hovedbeklædning (den store runde hat) eller for den sags skyld - munkekutter?

Jeg så filmen "Rosens Navn" men finde Sean Connerys munkekutte er ikke muligt!

Jeg ringede til en katolsk forening i Helsingør - han ønskede ikke at hjælpe da munkekutter (for ham) er et religiøst symbol, som han ikke ønskede, at jeg skulle kopiere.

Kan du hjælpe, helst med hatten, da jeg har fundet et snitmønster på en munkekutte?

Med venlig hilsen,

Keld Lund

Svar:

Hej Keld!

Jeg kan godt forstå, at du ikke kunne finde noget på nettet om kardinalhat m.m. Det kan jeg heller ikke. Men jeg har slået op i Lademanns Leksikon og fundet flg.:

Kardinalhat: Bredskygget, lavpudlet, tidligere rød eller sort, fra 1969 kun sort, hat til brug udenfor liturgien for kardinaler; har 15 kvaster ved hver side. Heraldisk erstatter den hjelmen i deres våben.

Det er formodentlig denne hat du henviser til og spørger om. Man kan undre sig lidt, at i forbindelse med et tema om kristen beklædning gennem tiderne, at du netop lægger så stor vægt på kardinalhat. Det er jo ikke den, man støder mest på.

Du skriver om munkedragt; der findes (fandtes) mange forskellige udgaver, men fælles er, at de er enkle og ensfarvede, ligesom det samme gælder for nonnedragter. Du skriver ikke noget om, du er ved at lave en opgave om dette emne, eller om det blot er til privat brug.
Men under alle omstændigheder håber jeg, du kan bruge dette svar.

Med venlig hilsen

søster Anna-Maria