Offerdyr

KRISTNE SKIKKE: I det gamle testemente viser Gud, at det er forkert at ofre mennesker, og at de i stedet må ofre dyr, forklarer Kirsten Kjerulff om ofrene i Bibelen

Spørgsmål:

Jeg overvejer at melde mig ind i Den katolske Kirke, da jeg ser mange sammenfald mellem, hvad jeg selv tror, og hvad Den katolske Kirke står for. Men det er egentligt ikke det mit spørgsmål omhandler.

Jeg kom nemlig i samme forbindelse til at tænke over biblens budskaber. Ofte læser man i biblen, at Gud bad nogen om at ofre et dyr til hans ære, men jeg tænker så at for skaberen af alt: Mennesker, dyr etc. må dyret være lige så vigtigt som mennesket.

I de ti bud lyder det blandt andet, at du aldrig må tage et andet væsens liv - og at du desuden ikke må stjæle - men at dræbe et dyr er da netop at tage/stjæle et liv.

Jeg tænker så videre på, at mange dele af biblen tydeligt afspejler den datidige holdning til menneskelige værdier osv. Og at jeg derfor ikke kan se den i sammenhæng med dagens moral og etik.

Jeg går nu meget langt ud og føler mig som en STOR synder. Men jeg tvivler på biblen. Kan det passe, at når bogen er skrevet af mennesket, at det eneste "hellige" i bogen er de ti bud? At De Ti Bud er det eneste 100% kristne i biblen, som vi kan regne med?

Og synder jeg meget ved at tænke på den måde?

My

Svar:

Kære My

Nej, det er ikke en synd at grunde over Guds mysterier. Tværtimod har Gud jo givet os en forstand, for at vi skal søge stadig dybere ind i Hans Sandhed. Men det ville være rigtig godt for dig at snakke med en præst om alt det, du nævner, for dine spørgsmål er så omfattende, at det ville blive et meget langt brev, hvis jeg skal svare på det hele her.

Du begynder med at skrive, at du overvejer at blive katolik. Måske er det netop fordi den katolske tro er meget opmærksom på menneskets ansvarlighed for skaberværket, for naturen og for dyr og planter. Som du selv skriver, så har Gud jo skabt det hele, og Gud pålagde Adam og Eva at give dyrene navne og bestyre hele skaberværket.

Men menneskets ulydighed mod Gud i syndefaldet rev hele naturen med sig ned i død og undergang. Derfor vil Gud naturligvis også frelse hele skaberværket sammen med mennesket.

Mennesket er en del af naturen og hører sammen med den.

Men i den syndige verden, vi nu lever i, har syndefaldet bragt fjendskab ind mellem mennesker og naturen, så at vi udnytter naturen og slår dyrene ihjel for at spise dem, ligesom dyrene æder hinanden.

Derfor er det også rigtigt, at Bibelen mange steder afspejler den datidige holdning til menneskelige værdier. Men hele det Gamle Testamente er en fortælling om, hvordan Gud langsomt opdrager sit udvalgte folk, for at Han gennem det en gang kan frelse hele menneskeheden.

Bibelen er jo nok skrevet af mennesker, men ved Helligåndens hjælp, så læst i sammenhæng viser den sig at være en lang udviklingshistorie, hvor Gud f. eks. opdrager folkene til at ofre dyr i stedet for mennesker (det var almindeligt blandt folkene på Abrahams tid at ofre deres børn til afguderne).

Gud viser dem, at det er forkert at ofre mennesker, men at de i stedet må ofre dyr for at sone deres synder. Dyrene var jo det, som nomadefolkene skulle leve af, så det var virkelig et offer, der måske betød, at de selv måtte sulte. Det kan jo være nødvendigt at slå dyr ihjel for at overleve, når man ikke har andet at spise.

Der står for øvrigt ikke i de 10 bud, at du ikke må slå dyr ihjel, men at du ikke må slå mennesker ihjel. Der er nemlig en afgørende forskel på mennesker og dyr: Mennesket er skabt "i Guds billede", dvs. sådan at det ligner Gud, og først og fremmest er skabt, for at det også skal udvikle sig til at ligne sin Skaber i hellighed.

I Gamle Testamente var det en stor og værdig gave til Gud, at man ofrede et dyr til Ham som soning for sine synder. Men Gud brød sig i virkeligheden ikke om, at man slagtede dyr som offer til Ham. Det, Han ønsker, er, at man virkelig angrer sine synder. I Salme 51 står der: "For du vil ikke have slagtoffer, og bringer jeg brændoffer, tager du ikke imod det; mit offer, Gud, er en sønderbrudt ånd, et sønderbrudt og sønderknust hjerte afviser du ikke, Gud."

Intet slagtoffer kan gøre bod for menneskers synder.

Først da Jesus kom, og gav sig selv som "offerlam", da Han døde på korset, først da blev forholdet mellem Gud og mennesker genoprettet, det forhold, som var blevet brudt, da Adam og Eva i ulydighed vendte sig bort fra Gud. Da opretter Kristus "den nye pagt ved mit blod, som udgydes for jer til syndernes forladelse", som Han sagde skærtorsdag nat, da Han indstiftede nadveren, og som det stadig siges hver dag i kirken, når præsten løfter brød og vin til forvandling til Jesu legeme og blod.

Nadverens sakramente er det ublodige offer, som aktualiserer Jesu blodige offer af sit eget liv, sit eget legeme og blod på Golgatha (dvs. gør offeret nærværende og nutidigt). Først da Jesus kom, og Gud gennem Ham åbenbarede sig helt, først da kunne man forstå Det gamle Testamente. Hele Det gamle Testamente peger jo hen imod Jesus, der skal komme og frelse hele menneskeheden.

"Jeg tvivler på Bibelen", skriver du. Den er også meget, meget svært at forstå, hvis man ikke får det hele i sammenhæng, og hvis man tror, man kan læse den selv uden hjælp. Det er derfor, det vil være en rigtig god ide at snakke med en præst og især at gå til systematisk undervisning.

Det kan du få i de fleste katolske kirker, og her gør man også meget ud af at belyse sammenhængen mellem det Gamle og det Nye Testamente. Først da begynder man at kunne se meningen med hele Bibelen, "den dybe sammenhæng", som er Kristus.

Venlig hilsen

Kirsten Kjærulff
Forfatter og foredragsholder