Præstekjolen er en gammel borgerdragt

Når borgerdragten blev præsternes dragt, så tror jeg, det hang sammen med den store tendens til forenkling, der brød frem på reformationstiden, skriver Ricardt Riis.

Spørgsmål:

Hvad er meningen med præstekjolerne?

For ikke så længe siden mener jeg at huske, at jeg så tidligere sognepræst Ricardt Riis skrive om, at de præstekjoler, som danske præster optræder i under gudstjenester i folkekirken, i virkeligheden blot er en borgerdragt fra 1600-tallet.

I første omgang overraskede det mig, og jeg fandt det pudsigt, men efterhånden synes jeg ikke længere, det blot er en bagatel.

Jeg gætter på, at de fleste af os almindelige mennesker, opfatter præstekjolen som et signal om noget helligt - i hvert fald noget, der har med den kristne Gud at gøre.

Men hvis "kjole og krave" blot er en fortidig ikke-gejstlig borgerdragt, forekommer det mig at være noget i retning af et billigt og falsk "spil for galleriet".

Kan der siges noget til forsvar for præstekjolen, udover at det er en tradition - uden indhold?

Hvordan er den tradition opstået, og hvorfor fortsætter den?

Det er mit indtryk, at præstekjolen øger afstanden mellem præst og menighed og dermed ikke just fremmer Luthers tanker om det almindelige præstedømme.

Med venlig hilsen

Arne

Svar:

Kære Arne!

Du skriver: "hvis "kjole og krave" blot er en fortidig ikke-gejstlig borgerdragt, forekommer det mig at være noget i retning af et billigt og falsk "spil for galleriet"."

Det har jeg lidt svært ved at dechiffrere. Vi er formentlig enige om, at fortidens begivenheder kan vi ikke lave om på. Og hvis det nu rent faktisk forholder sig som anført, så kan jeg ikke rigtig se, hvordan dette i dag at bruge præstekjole blot skulle være et "spil for galleriet". Eller var det dengang i 1600-tallet, der var tale om, at det hele blot var et "spil for galleriet"? Det var i hvert fald ikke tilfældet.

Når borgerdragten blev præsternes dragt, så tror jeg, det hang sammen med den store tendens til forenkling, der brød frem på reformationstiden. De reformerte gik meget længere end vi lutheranere: de nedtog enhver form for udsmykning af kirkerne, de lavede ritualer, der kun medtog det strengt nødvendige, og så videre. Så i den sammenhæng kan jeg godt forstå, at præstedragten ikke mere skulle være noget særligt, men blev en almindelig borgerdragt. Man kan såmænd næsten sige, at det lå der dengang forkyndelse i.

Så er det jo så gået sådan, at mens det øvrige samfund har bevæget sig, er kirken blevet stående, i hvert fald hvad det pæne søndagstøj angår.

Og så melder det spørgsmål, som du stiller, sig naturligvis: "Kan der siges noget til forsvar for præstekjolen, udover at det er en tradition?"

Nu føjer du desværre til: "- uden indhold?" og dermed besvarer du selv spørgsmålet på en måde, som man nok skal være lidt varsom med. Jeg mener, det er jo efterhånden ganske mange generationer af præster og menigheder, der har levet med præstekjolen som præstens særlige "uniform", og tilsyneladende levet godt med det, siden de ikke har prøvet at ændre det. Mon dog ikke disse mennesker har tænkt lidt over tingene? Mon ikke de har forsøgt at give en begrundelse for, at de gør, som de gør? Det vil jeg tro. Og jeg vil altså også tro, at man op igennem de tre hundrede år, der er gået, nok har gjort sig sine tanker og haft sine begrundelser og måske også fået denne praksis til at rime med Luthers tale om det almindelige præstedømme.

Det sidste er nu ikke så svært. For Luther taler både om det almindelige og om det specielle præstedømme. Hans tale om det almindelige præstedømme retter sig imod enhver tanke om et principielt skel mellem lægfolk og præster. Enhver kan blive kaldet til præst, der kræves ikke nogen særlig åndsgave, der stilles ikke krav om et liv i cølibat, eller noget i den retning. "Alt, hvad der er krøbet igennem dåben", siger som bekendt Luther, "er både præst og biskop og pave", se her.

Dette ord blev forøvrigt taget op af de katolske modstandere her i Danmark. I 1530 under Herredagen i København formulerede Poul Helgesen og Nicolaus Herborn (fra Tyskland) nogle lutherske artikler, som de bad lutheranerne om at tage stilling til. Og artikel 12 har følgende snedige formulering: "Alle kristne mennesker af begge køn er præster". Formuleringen "af begge køn" drager konsekvensen af Luthers "krybeformulering", for eftersom også kvinder bliver døbt, må Luther jo mene, at også kvinder kan blive præster, se her.

I den sammenhæng er det ganske bemærkelsesværdigt, at lutheranerne ikke benægter den formulering, katolikkerne har givet artikel 12. Det er vores lære, siger de åbent og frejdigt.

Men som sagt taler Luther også om det specielle præstedømme. Der ligger ikke andet i denne tanke, end at intet menneske selv skal føre sig frem som præst. Han skal kaldes eller vælges dertil af en menighed. Og det, han vælges til, er altså det særlige præstedømme, det embede, der tager sig af sakramenternes forvaltning og prædikenen om søndagen.

Og ved at give den person, der er udvalgt til at holde gudstjenesten og forrette de øvrige kirkelige handlinger, en særlig embedsdragt på, siger man ikke andet, end at her har vi altså den person, der i dag forretter disse præstelige embedsforretninger. Og ligesom det kan være praktisk nok i et tog at kunne se, hvem der er konduktør, sådan kan det også være praktisk nok at kunne se, hvem der varetager præstens funktioner. Mere tror jeg ikke, man skal lægge i det.

Der var for en snes år siden et vist røre om præstekjolen, fordi en præst nægtede at bruge den ved gudstjenester. Jeg husker ikke præcist, hvordan det endte, men hvis det endte med, at han fik lov at nøjes med et sæt pænt sort tøj, så er han ikke blevet et eksempel til efterfølgelse.

Og forståeligt nok. Jeg ser i hvert fald ingen grund til at ændre på denne tradition.

Venlig hilsen

Ricardt Riis,
tidligere sognepræst

Spørgsmål:

Kære Ricardt Riis.

Tak for dit svar, som jeg har gennemlæst nogle gange.

Jeg ser, at du ikke er tilfreds med min måde at spørge på, og jeg må jo så beklage, at jeg ikke har spurgt tilstrækkelig ydmygt og respektfuldt.

Men tilbage til indholdet. Jeg ser, du bekræfter, at nutidens kjole og krave ganske enkelt er fortidens almindelige borgerdragt. Ligeledes bekræfter du, at mens nutiden i 2007 har indfundet sig, så har præsterne - i hvert fald hvad påklædning angår - "ikke bevæget sig".

Når du så kommer til forklaringen på, hvorfor præsterne bærer en almindelig borgerdragt fra 1600-tallet - og hvorfor de "ikke har bevæget sig", så er det, jeg er nødt til at læse dit svar nogle gange.

For hvad er det egentlig, du forklarer? Jo, præsterne må da vist have følt sig godt tilpas i kjole og krave, "siden de ikke har prøvet at ændre det".

Du mener også, at præsterne nok har gjort sig deres tanker herom - men hvilke tanker? Det kender du åbenbart ikke noget til.

Efter en længere "eskapade" udi det almindelige og det specielle præstedømme, herunder kvinders muligheder for at være præster, som ikke munder ud i noget, du forbinder med præstens påklædning, når du frem til, at det er praktisk, at præsten er let genkendelig på klædedragten.

Jo, da - men det siger jo ligesom ikke rigtig noget om, hvorfor præsterne "ikke har bevæget sig" angående deres middelalderlige borgerlige påklædning her i nutidens Danmark.

Endelig nævner du en begivenhed med en præst, der nægtede at bruge præstekjolen, men husker ikke hvad der kom ud af det, så det hjælper os jo heller ikke noget.

Jeg kan ikke få dine ord til at betyde ret meget andet end: Når præsterne går klædt, som om de var almindelige borgere i 1600-tallet, så er det fordi - det gør de.

Og jeg kan ikke undgå at tænke på signalværdien. Hvad er det, den påklædning sigalerer? Noget helligt - som man vel umiddelbart kunne tro? Nej, det kan man da ikke med en almindelig fortidig borgerdragt!

Måske et ønske om at komme tilbage til fortidens enevælde og kirketugt? Det kunne da godt se sådan ud. Og hvis ikke, hvad er det så, man så velovervejet vil signalere?

På mig virker den borgerlige middelalderlige præstekjole ganske enkelt fjollet - og det skulle ikke undre mig, om flere, efterhånden som sandheden om denne dragt kommer frem, hvad du jo selv - prisværdigt - har hjulpet til med, vil få den samme fornemmelse.

En almindelig mørk borgerlig habit - eventuelt med en særlig flip - eller noget andet mindre "karnevalsagtigt" - ville få i hvert fald mig til at møde præsten i kirken med betydelig større respekt.

Med venlig hilsen

Arne

Svar:

Kære Arne!

Du skriver til sidst: "På mig virker den borgerlige middelalderlige præstekjole ganske enkelt fjollet". (I parantes: Vi plejer ikke at regne 1600-tallet med til middelalderen; så skønt præstekjolen er en gammel borgerdragt, er den altså ikke middelalderlig).

Af én eller anden grund har du set dig gal på præstekjolen. Og det bliver så din sag. Men du må altså ikke bede mig om at lave om på historien af den grund. Og den historiske redegørelse, jeg efter bedste evne søgte at give dig i mit sidste indlæg (og der står faktisk en del historiske oplysninger deri), kan selvfølgelig gives bedre af én, der har en større viden om sagerne, men grundsubstansen kan heller ikke en sådan klog mand eller kvinde lave om på. Luther taler både om et almindeligt og om et særligt præstedømme. Og præstedragten er ikke noget, man har skænket de store overvejelser. Man har taget præstedragten, som den nu engang var.

Og det har fungeret. Det kan godt være, at det er til din store utilfredshed, at det har fungeret. Men det har det altså. Og når jeg fortæller dig, at det har fungeret uden at give dig noget referat af hver enkelt tidsalders holdning til præstekjolen og overvejelser desangående, så sker det udelukkende for at imødegå den meget nedladende bemærkning, du kom med: at præstekjolen var en tradition "uden indhold".

Der er ingen grund til at tro, at præster op igennem disse tre-firehundrede år ikke har været tilfredse med deres dragt og fornemmet, både at folk respekterede dem med denne dragt på, og at de selv følte sig rimeligt udrustede til deres gerning med denne uniform.

Og den fortid kan vi altså ikke lave om på. Man kan udforske den noget mere. Man kan måske også se ned på alle disse fortidens mennesker, fordi de holder fast ved en tradition "uden indhold", men vi må lade den være, som den var.

Så foretager jeg en "eskapade", som du kalder det, for at sige noget om Luthers berømte diktum om, at alt hvad der er krøbet gennem dåben, er både præst og biskop og pave. Du må kalde det, hvad du vil, men også denne del af mit svar indeholder faktisk nogle historiske oplysninger. Om ikke andet kunne man måske finde dem interessante. Men indrømmet, de siger ikke det om præstedragten, som du gerne vil høre. Det får være. For de historiske kendsgerninger er det som sagt for sent at lave om på.

Ja, nu får jeg blod på tanden. Nu skal du have endnu en historisk "eskapade". Denne gang fra de kristne i det muslimsk dominerede Cordoba i Spanien. Her beskrev en præst, Eulogius, der døde martyrdøden i 859, hvordan nogle præster blev udsat for drillerier og forhånelser, ja sågar stenkast fra uartige muslimske unger, når de i deres særlige klædedragt gik gennem de muslimske kvarterer i byen. Ellers havde de kristne det såmænd ikke helt slemt under det muslimske overherredømme, men der var altså forskellige restriktioner på deres religionsudfoldelse. Og de mennesker, der havde tilsluttet sig den muslimske herskerklasse, undså sig ikke for at chikanere de kristne.

En sidebemærkning? Ja. En "eskapade"? Ja, såmænd også det, men da egentlig meget interessant. Allerede dengang havde altså præster en uniform, hvormed de kunne adskille sig fra andre mennesker. Om det er godt eller skidt, ja, det kan man så diskutere, og det har man altså også gjort fra tid til anden, som jeg fortalte lidt om i mit sidste indlæg.

Så gør du dig nogle tanker om signalværdien af denne fortidige klædedragt, og mener, at en almindelig mørk habit ville få dig til at møde præsten med større respekt.

Det tror jeg ikke, du har ret i. Og det skulle du sådan set også nødig have. Det, det drejer sig om, er at få folk til at lytte. Og det kan selv den mest moderne præstedragt ikke hjælpe med til, her hjælper kun teologi. Ligesom selv den mest utidssvarende dragt ikke forhindrer folk i at lytte, det, der kan forhindre dem i det, er, at præsten siger noget, der ikke rammer ind i deres hverdag. For det er det, der er teologiens opgave: at vise, hvordan budskabet har noget at sige, også til os i dag, vise, at det kan fortælle os noget om, hvordan vi skal leve vort liv, hvad der er væsentligt i det fællesskab, vi står i, hvilken holdning vi skal indtage til samfundet, til vore venner, til vor familie, til livet i det hele taget.

Og man kan godt have en fornemmelse af, at hvis teologien "går i klædeskabet", så skyldes det, at den har opgivet sin egentlige opgave. Det vil jeg ikke hjælpe med til.

Venlig hilsen

Ricardt Riis,
tidligere sognepræst