Præster beder ikke ens

BØN: Kirkebønnen er menighedens bøn og ikke præstens private, påpeger sognepræst Leif G. Christensen

Spørgsmål:

Jeg har været til gudstjeneste mange steder efterhånden og undrer mig over, at der er forskel på ritualerne.

Hvordan kan det være, at nogle præster beder for "Dronning, Kongehus og Fædreland," medens der i andre kirker ikke bedes for disse instanser?

Er det normalt, at en præst i en dansk folkekirke beder med navns nævnelse for et specifikt medlem af menigheden, som er til stede? Er det ikke at forfordele denne person, selv om vedkommende er alvorlig syg eller på anden måde trænger til styrke?

Ken Rasmussen

Svar:

Kære spørger

I 1. Timotius brev kap. 2,1-6 fremgår det, at det helt tilbage i Urkirken har været almindeligt med forbøn for menigheden, ligesom bøn for menneskeliv og samfundsliv hører til gudstjenestens allerældste elementer.

Ifølge højmesseordningen for gudstjenester i Den danske Folkekirke kan præsten forme kirkebønnen frit og f.eks. inddrage motiver fra dagens læsninger eller prædikenen. Men det kan også være anliggender fra en øjeblikkelig situation, eller præsten kan – efter anmodning fra vedkommende – bede for en bestemt person eller et bestemt anliggender.

Dog er det sådan, at der eksisterer en vejledning for præster, hvor en bestemt kirkebøn er formuleret. Her står bl.a.:

"Hold din beskærmende hånd over vort folk og fædreland og al dets øvrighed, velsign og bevar vor konge (navn nævnes), dronning (navn nævnes) og hele kongens hus (navne nævnes). Giv dem og os alle nåde, fred..."

Det forventes altså af præsten, at han medtager forbøn for statsoverhoved, regering og folketing samt fattige, syge, anfægtede og døende og andre i åndelig eller legemlig nød i i sin kirkebøn (jf. 1. tim 2,1).

Indholdet af præstens kirkebøn varierer altså naturligt nok fra søndag til søndag og fra kirke til kirke. Nogle præsters kirkebøn er meget personlig og andre formulerer sig i generelle vendinger. Det er dog vigtigt for præsten at huske, at kirkebønnen er menighedens bøn og ikke præstens private, ligesom kirkebønnen heller ikke må blive så generel at den af menigheden føles ligegyldig.

Leif G. Christensen
Sognepræst i Helligåndskirken, København