Reinkarnation er ikke kristen tankegang

Når vi dør, opstår vi med både krop og sjæl til et liv i Guds kærlighed og lys, skriver Kristine Hestbech.

REINKARNATION: Mange kristne ved ikke, at reinkarnation ikke er en del af det kristne trosunivers, skriver Kristine Hestbech

Spørgsmål:

Kære Kristine Hestbech

På spørgsmålet fra Martin Bay Thomsen "Kommer min mor i himlen?" svarede du: "Jeg er slet ikke i tvivl om, at din mor kommer lige lukt i Himlen!" Da jeg finder dit svar både rigtigt og sympatisk, vil jeg gerne høre din mening om, at folkekirken har udstødt kirketjener Steen Ribers, Sct. Andreas Sogn, af folkekirken.

Sagen har fået mig til at undersøge den livsopfattelse, som Steen Ribers åbenbart ikke kan/må have og samtidig være medlem af folkekirken. Ifølge denne livsopfattelse - som jeg forstår den - skal folkekirken reformeres indefra, vel ikke ulig hvad mange forskellige kristne retninger også mener, at folkekirken skal.

Steen Ribers har, så vidt jeg er orienteret, hentet sin tro fra et skrift, som hedder "Vandrer mod Lyset" - hvis inderste kerne er denne: Før jeg har lært at elske og tilgive mine fjender af et oprigtigt hjerte, kommer jeg ikke ind i Guds rige.

Hvis jeg har forstået det rigtigt, mener kredsen omkring Steen Ribers, at Kristus formår at elske og tilgive sine fjender - og at vi skal følge i Kristi fodspor.

Hvorfor er der egentlig ikke plads til Steen Ribers i Folkekirken? Kan du forklare mig det? Og hvad mener du selv om sagen? Ville du som hans sognepræst gjorde, have taget skridt til at udstøde Steen Ribers af Folkekirken?

Med venlig hilsen

Vagn Bro

Svar:

Kære Vagn Bro

Jeg vil først sige dig tak for din respons, og sige, at jeg ikke har læst "Vandrer mod lyset" selv, og derfor har svært ved at gå ind i en dialog omkring, hvad kernen i den bog er. Hvad jeg kender til sagen - hvilket kun er fra medierne - så var problemet med Steen Ribers, at han troende på reinkarnation, dvs. genfødsel af sjælen i nye legemer.

Reinkarnation hører ikke med i den kristne tro, der siger at vi er skabt som krop og sjæl til et liv her på jorden, og når vi dør, opstår vi med både krop og sjæl til et liv, vi der lever jo ikke ved hvad er, men som er et liv i Guds kærlighed og lys. Så vidt jeg ved, mente Steen Ribers IKKE, at reinkarnation var imod den kristne tankegang, og det var der hele miseren gik i gang.

Han fastholdt sit syn og det blev tilsyneladende et problem i den kirke, hvor han også arbejdede. Og præsten kunne ikke vedblive med at sidde det overhørig, da det tilsyneladende fyldte en del, og derfor tog han medlemskabet op med ham, for hvorfor være medlem af folkekirken, hvis din tro måske egentligt ligger et andet sted end den kristne?

Men sagen blev jo guf for medierne, fordi der måske her var mulighed for at dunke folkekirken oven i hovedet med, at den var snævertsynet og gammeldags og grænsesættende osv. Men sagen rammer jo andetsteds også, for kan man kun være medlem af folkekirken, hvis man som medlem TROR PÅ DET HELE?

Jeg tænker, at jeg møder mange i min menighed, som netop tror på reinkarnation men som samtidigt siger, de tror på Jesus Kristus. Skal de så smides ud? Nej, det skal de ikke, for troen er ikke en færdig vare købt i Bilka, men netop tro - der vokser og udvikler og forandrer sig i takt med os selv igennem vores liv.

Og mange kristne ved faktisk ikke, at reinkarnation IKKE er en del af det kristne trosunivers og bliver overraskede og tænksomme, når vi taler sammen om det her liv og det næste.

Så jeg synes det er svært at svare klart på dit spørgsmål om, hvorvidt jeg ville have gjort det samme. For jeg kender ikke sagen indefra og ved ikke, hvordan han har været at arbejde sammen med, og om han simpelthen har sat sig på tværs i den kirke, hvor han jo også var ansat. Men det lyder lidt sådan!

Men et eller andet sted, så er kirken jo ikke bare frikvarterets puderum for alle, men netop forsamlingen af troende, der har valgt at tilbede og lovprise Gud i Jesus Kristus.

Apropos vandrer mod lyset og det du skrev om, at før vi har lært at tilgive vores fjender af et oprigtigt hjerte, kommer vi ikke ind i Guds rige, så tænker jeg, at så er der vist god plads i det rige. For hvem kan af et oprigtigt hjerte igennem et helt liv sige, at vi har tilgivet alt og alle?

Og er det ikke kun Gud, der netop kan tilgive, og derfor ham vi må søge trøst og tilgivelse hos, når vi mærker at vi ikke formår det, vi så gerne ville? Eller som Paulus siger: "Det gode jeg vil, det gør jeg ikke, og det onde jeg ikke vil, det gør jeg.

Og der er vel også ting og hændelser i dette liv, der er så smertefulde, at en tilgivelse er næsten umulig. Og der lægger jeg sagen over i Guds hænder og beder ham om at tilgive den, jeg ikke formår at tilgive med ordene: "Vær stor og barmhjertig Gud, og tilgiv der, hvor jeg ikke kan. Og tilgiv mig mit hårde hjerte."

At jeg tror sådan, er ud fra bjergprædikenen i Matthæusevangeliet, hvor Jesus radikaliserer de ti bud så kraftigt, at de faktisk ikke er mulige for et almindeligt menneske at opfylde. Og at han satte de krav, var ikke for at dunke os i hovedet, men faktisk for at sige til os, at uanset hvad du gør menneske, så kan du ikke gøre dig fortjent til Guds kærlighed.

Nej, den kommer til os, og den kommer BÅDE til retfærdige og uretfærdige, for Gud elsker dig, men han elsker OGSÅ din fjende! Og måske er det det, vi skal arbejde med, og huske os selv på hver dag, at Gud elsker - ikke bare mig - men altså også de uelskelige.

Det er den tro, jeg læner mig op ad hver dag, og tænker at ja, Jesus bar alverdens synder og mine med. Så jeg tror på, at vi kommer ind i Guds rige, når vi bærer troen i vores hjerter, og oprigtigt angrer det vi har gjort forkert i dette liv.

Mange hilsner

Kristine Stricker Hestbech

Læs mere om reinkarnation og Ribers-sagen set fra forskellige religioners synsvinkel - klik ind på RELIGIØSE SVAR