Skal en kristen finde sig i hvad som helst?

Det kan være nødvendigt at hjælpe andre med at sætte grænser. - Foto: Foto: sxc.hu

Ja, vi skal vende den anden kind til, skriver forfatter og læge Thomas Teglgaard. Gud vil selv sørge for retfærdigheden

Spørgsmål:

Kære Thomas Teglgaard

Jeg har nogle spørgsmål i forbindelse med det at være kristen, jeg gerne vil høre din mening om.

1) Der står jo i Bibelen, at når nogen slår én på den ene kind, skal man bare vende den anden til. Til dette har jeg dog en indskydelse: hvis man bare finder sig i hvad som helst, og lader andre udnytte én alt det, de har lyst til, så ender man da med at få lavt selvværd, - og så respekterer/elsker man jo alligevel ikke sig selv, som man skal elske andre? Hvis det ikke er tilladt at sige fra, er det jo kun de aggressive, der har indflydelse på denne verden, og det kan da ikke være meningen?

2) Der står også i Bibelen, at hvis man ved, hvad der er det rigtige at gøre, men ikke gør det, så har man syndet. Men hvis man ikke kender til rigtigt og forkert, og derfor gør mod Guds vilje, har man ikke syndet. Betyder det så, at hvis man bor et sted, hvor kristendommen har ringe kår, og derfor ikke er kristen, så kommer man i himlen alligevel? Og er det så ikke bedst slet ikke at vide, hvad der er rigtigt - så kan man jo bare gøre, hvad man har lyst til?

3) Mange steder i Bibelen er Gud fremstillet meget brutal. Samtidig siges der om ham, at han er nådig. Der står f.eks. et sted: "hvis den ene hånd bringer dig til fald, hug den da af". Og et andet sted står der, man skal slå hånden af sin familie, hvis familiemedlemmerne ikke er kristne. Skal man virkelig handle så kategorisk?

4) Mener du frikirkerne tager fejl, når de sammenligner venskabet mellem en kristen og en ikke-kristen med en person, der står på en stol (den kristne), og én der står på gulvet og prøver at trække ham på stolen ned? Indeholder mennesket slet ikke noget godt i sig selv, hvis det ikke bekender sig til kristendommen?

Håber du vil tage dig tid til at svare på disse overvejelser.

Med venlig hilsen
Nanny S.

Svar:

Kære Nanny,

Det var mange (og gode) spørgsmål, lad os tage dem i din egen rækkefølge:

1. Jeps, vi skal vende den anden kind til. Jesus siger, at det skal vi, og han siger også, at hvis nogen tvinger os til at gå en mil, skal vi gå to; vil nogle tage kjortlen fra os, skal de også have kappen. Hvordan kan det være?

Svaret er, at det, han kalder os til, er fællesskabet med ham. Det er et lidelsesfællesskab, hvor fortrøstningen ligger i, at Jesus har overvundet verden. Alt tilhører ham og dermed også os, der tilhører ham. Vi skal ikke selv hævne noget som helst; Gud selv vil sørge for
retfærdigheden.

Vi lader os ikke styre af andre menneskers vilje, tværtimod. Vi lader os
styre af Guds vilje. Ondskab næres af ondskab. Når ondskaben alene finder villighed til at ville lide under den, dør den ud som ild uden ilt.
Tilgivelse og villighed til at ville lide ondt er den eneste vej til fred - i hjertet, på jorden og i evigheden.

Den praktiske og psykologiske side af det er så, at det kan være nødvendigt at hjælpe andre mennesker med at finde passende grænser. Det kan man godt gøre samtidig, mener jeg. Samtidig er det klart, at vi (læs: jeg) ofte undskylder min manglende vilje til at ville lide ondt med alt muligt psykologisk.

2. Vi frelses alene ved troen på Jesus. Kender vi sandheden, men siger pænt nej tak, går vi fortabt. Kender vi ikke sandheden, går vi fortabt. Hvordan nogle mennesker, der kalder sig ved det kristne navn, forsøger at sige, at man ikke må missionere, begriber jeg ikke. Det er i hvert fald ikke spor kærligt.

3. Gud er retfærdig, hellig og kærlig. Der er ingen konflikt i dette.
Eftersom synden har inficeret os alle sammen, forstår vi ikke dette helt.

Gud tillader ikke, at et menneske lider ondt på grund af andre mennesker, uden at dette hævnes. Al synd straffes. På dommedag vil vi blive dømt efter vores gerninger - og de, der tilhører Jesus, vil blive dømt på baggrund af Jesu gerninger. Al synd straffes, det er sandt; men det er også sandt at al synd én gang for alle blev straffet. Gud lod straffen ramme sin egen søn, Jesus Kristus, så at vi ved ham kan have evigt liv.

Med hensyn til det med at rive sit øje ud og hugge foden af, så ønsker Jesus at understrege, hvor alvorligt det her er. På dommedag skilles fårene fra bukkene, og dømmes man til fortabelsen, er alt håb ude. Så hellere gå vanfør ind i Guds rige (hvor alle tårer tørres bort af Gud selv, og hvor, er jeg sikker på, Gud helbreder alle skavanker).

Nej, vi skal ikke lemlæste os selv, men intet må stå os i vejen, når det
gælder samfundet med Gud.

4. Vi skal i den grad få venner, som ikke tror på Jesus. Vi skal elske dem, bede for dem og fortælle dem om ham, som også elsker dem.
Det er dog rigtigt, at både de og vi i os selv ikke indeholder noget, som ikke er befængt med synd. Men det er jo realiteterne for alle mennesker. Kun i fællesskabet med Jesus bliver vi rene.

Noget andet er så, at det kan være farligt for troen at blive kærester med, eller gifte sig med én, der ikke tror på Jesus. Det skyldes, at frafald altid er en mulighed, og at djævelen har en allieret i vores gamle, syndige natur.

Varme hilsner
Thomas Teglgaard
Forfatter og læge 

PS: Nogle af de her emner har jeg skrevet om i "En lille opbyggelig bog".

(Spørgsmål og svar er forkortede af redaktionen)