Sygdom er ikke Guds straf

Foto: BAX LINDHARDT

Den indre erfaring af Guds kærlighed er vigtigere end svar på spørgsmålet hvorfor netop mig, skriver cand.theol. Per Mollerup

Spørgsmål:

Hvilken praksis har kristendommen til at trøste kronisk syge? "Hvorfor lige mig", sygdom, lidelse og udsigten til en tidlig død er essentielle spørgsmål for mennesker, der bliver syge. Usikkerhed overfor dette medfører i flere tilfælde, at disses liv bliver præget af depressioner, træthed og opgivenhed. Men det kan jo også føre til personlig vækst.

Frants

Svar:

Kristendommen har ingen forklaring på, hvorfor nogle mennesker bliver ramt af alvorlig sygdom eller endog kronisk syge, medens andre går næsten fri for sygdom. Men kristendommen har et dobbelt svar: Vi er alle syge som raske i lige høj grad elskede af Gud, fordi han har givet os livet, vi er hans børn. Og vi, som har den lykke at være raske, vi har pligt til at tage os af syge og andre lidende iblandt os. Den omsorg for syge, som er i vort samfund har historisk kristne rødder. Det var kirkens klostre, som oprettede de første hospitaler og ændrede mentaliteten i den europæiske kultur, så man holdt op med at udstøde de syge.

Hvorfor netop mig? Når noget ikke fungerer så godt, som vi ønsker det, søger vi efter en årsag i håb om, at den erkendelse kan blive første skridt på vejen til at løse problemet. Det gør vi på alle mulige områder i vort liv. Det gør lægen også, når patienten er syg, og Gud ske lov fører det ofte til, at patienten igen bliver rask. Men når hyppig eller kronisk sygdom begrænser vor livskvalitet og måske også truer med at forkorte livet, så spørger vi efter årsagen til, at det går os anderledes end dem, der forbliver raske, og vi spørger efter, om der er en højere mening med denne "forskelsbehandling".

Mange mennesker har en skæbnetro, dvs. de tror, at der er en eller anden højere magt, måske Gud, som bestemmer de afgørende forhold i deres liv, bl.a. sygdom og død. Ofte er denne tanke forenet med en tro på, at man selv er skyld i den modgang, man oplever, at den f.eks. er straf for forkerte handlinger, man selv eller ens forældre har gjort. Denne forestilling findes i flere religioner, og den havde også vundet indpas i jødiske kredse på Jesu tid, derfor blev de uhelbredeligt syge ofte udstødt som "urene".

Men Jesus afviser den udtrykkeligt (Joh.ev. 9,2-3). Jesus giver ikke en anden forklaring i stedet. Jesu reaktion i mødet med syge var at helbrede dem og forsikre dem om, at de er lige så elskede af Gud og lige så værdifulde for Gud som de raske. Jesus vil lære os alle at kende Gud og hjælpe os til at få tillid til ham og kontakt med ham og komme ind i et sådant fællesskab med Gud, at vi i vore hjerter erfarer os elskede af Gud.

Når vi først erfarer os elskede af Gud, får vi også styrke til at kunne leve uden svar på spørgsmålet: Hvorfor netop mig? Det ligger dybt i os alle at ville "aflæse" Guds kærlighed til os på den ydre med- og modgang, vi oplever. Den dybeste smerte i spørgsmålet: Hvorfor netop mig? er ofte mere tvivlen på Guds kærlighed end sygdommen selv. Her er Jesus ganske klar. Vi er alle uden forskel elskede af Gud, fordi han har givet os livet, fordi vi er hans børn. Gud synes ikke lige godt om den måde, vi lever på, men Gud straffer intet menneske med sygdom eller anden ulykke.

Mange kristne, som har haft en god kontakt med Gud og en indre erfaring af Guds kærlighed, inden de blev ramt af sygdom ellert anden modgang, har oplevet, at deres fællesskab med Gud, og deres indre erfaring af Guds kærlighed, bevarede dem fra at "aflæse" styrken i Guds kærlighed til dem ud fra de ydre omstændigheder i deres liv. Og den gav dem styrke til at kunne bære modgangen uden at miste livsmodet eller glæden ved livet. Men også kronisk syge, som først senere har lært Gud at kende og fået tillid til ham trods deres sygdom, har erfaret, at den indre erfaring af Guds kærlighed er vigtigere end svar på spørgsmålet: Hvorfor netop mig.

Per Mollerup, cand.theol. og underviser