Humanismen sætter mennesket i centrum

Spørgsmålet om menneskets rolle i verden, er noget af det, der tydeligst adskiller kristendom og humanisme. - Foto: Arkiv

I visse tilfælde antager humanismen nærmest en religiøs rolle, skriver Hans Hauge

Spørgsmål:

Er humanisme en afløser for religiøsitet eller en ny form for religiøsitet?
 

Svar:
 
Humanisme opstår med renæssancen og havde at gøre med genopdagelsen af og læsningen af klassiske, dvs. græske og latinske tekster. Man taler om renæssancehumanismen. Humanister var især interesseret i teksters form og ikke i at skrive smukt latin. Denne betydning af humanisme er stort set forsvundet fra nutidens brug af ordet.
 
Så er der det, der hedder humaniora (egtl. det menneskeligere) eller de humanistiske fag. En, der dyrker disse fag, er også humanist. Og det viderefører lidt fra renæssancehumanismen. Humanisme og almendannelse er tæt på hinanden, betydningsmæssigt.
 
Humanisme kan også i visse tilfælde være et udtryk for, at man mener, man opfører sig humant over for andre mennesker eller endog naturen. Det betyder derfor nærmest god.

Endelig kan et humanistisk livssyn betyde et ikke-religiøst eller endog et anti-kristeligt synspunkt. Der er i Norge et Human-Etisk Forbund, der bl.a. bekæmper kirkens indflydelse på samfundet.

Teologisk og kirkehistorisk har der især i det tyvende århundrede været en konflikt mellem humanisme og kristendom i de fleste vestlige lande. I USA fandtes en indflydelsesrig gruppe, der kaldtes the New Humanists, der blev kraftigt imødegået af den anglo-katolske digter T. S. Eliot. 

I dansk kirkeliv er humanisme ofte blevet set som identisk med idealisme og dermed som evangeliets modsætning. Humanismen sætter mennesket i centrum, hvad kristendommen ikke gør. Humanisme kan dermed opfattes om en erstatningsreligion eller en guddommeliggørelse af mennesket. 

Hans Hauge