Er buddhistiske navne bestemt af region eller religion?

Julekort

Når man konverterer til tibetansk buddhisme, får man et navn med en spirituel betydning, der er svært at oversætte, svarer bibliotekar og buddhist Birgitte Kolby Jensen

Spørgsmål:

Kære brevkasse

Findes der noget, der kunne betegnes ikke-regional religion? Ville religiøse navne give mening uden regional tilknytning?

Et tidligere spørgsmål om buddhistiske navne får mig til at spekulere over forbindelsen mellem navngivning og religion.

Så vidt jeg kan se, er det næsten universelt, at en person, der konverterer fra en religion i hans eller hendes indfødte kultur til en religion fra en fremmed kultur også tager sig et nyt "religiøst" navn, der stammer fra den kultur, den nye religion tilhører.

En dansk konvertit til islam vil ofte tage et arabisk navn, for eksempel Abdul Wahid Pedersen, og en japansk konvertit til kristendommen kunne for eksempel blive kaldt Markus Takanawa eller et andet europæisk-bibelsk baseret fornavn.

For mig at se er det et interessant tegn på, hvor uadskillelig religion kan være fra regional kultur. Ideen om et buddhistisk navn er særligt interessant. Da buddhismen var aktiv i sit hjemland Indien, var buddhistiske navne for eksempel Vajrabodhi og Amoghavajra, det vil sige navne konstrueret af sammensætninger af indiske og buddhistiske termer på sanskrit.

I Japan består buddhistiske navne stadig af sammensætninger af buddhistisk relaterede termer, men kinesisk baseret i stedet for sanskrit, da buddhismen kom ind i Japan gennem Kina.

Når Linda Clod Præstholm på disse sider skriver om buddhistiske navne, er det tibetanske navne, det drejer sig om, da den danske konvertit-buddhisme er tibetansk.

Fordi buddhismen har været aktiv i så mange kulturelt forskellige egne i Asien, afhænger, hvad et buddhistisk navn er, derfor helt af, hvilken region, man fokuserer på.

Jeg vil derfor gerne spørge panelisterne, hvad deres syn er på forholdet mellem religiøse navne, regional kultur og tro.

Venlig hilsen
Lars

Svar:

Kære Lars

De store verdensreligioner som kristendom, buddhisme og islam er jo opstået på et geografisk sted, men for buddhismens vedkommende er det grundlæggende indhold ikke knyttet til nogen bestemt region. Hvis det var tilfældet, ville den jo ikke have et universelt budskab, som gør, at den bliver en verdensreligion.

Det er karakteristisk for buddhismen, at den er blevet formidlet med hensyn til kulturen og ved at blive oversat til sproget i de lande, hvor den er udbredt.

Men det, buddhismen lærer os, er ikke knyttet til nogen region, men er måske nok farvet af en lokal kultur. Den tibetanske buddhisme, som har mange konvertitter i Vesten, er præget af den kultur, der var udbredt i landet før buddhismen, og som havde stærke shamanistiske træk.

Den tibetanske buddhisme har også udviklet en stærk akademisk tradition, og dens ideer og filosofi er i gang med at blive oversat og implementeret i Vesten og finde sin form i den vestlige kultur.

Et eksempel på det er "mindfulness", som ikke er en egentlig religion, men et redskab til at udforske sit eget sind, som findes i buddhismen i mange forskellige metoder og versioner, og som nu markedsføres i Vesten under en engelsk betegnelse.

Men der er stadig mange levn fra den tibetanske kultur. Et eksempel er det navn, man får, når man konverterer. Det er et tibetansk navn, som har en spirituel betydning for lamaen og den person, der modtager det, og selve lyden af navnet kan have en mantrisk funktion, så derfor er det svært at oversætte.

Jeg kender ikke til traditionen for at give navne i de andre buddhistiske traditioner.

Venlig hilsen
Birgitte Kolby Jensen
Bibliotekar og buddhist