Hvad siger islam om adoption?

Mohammad havde selv adopteret et barn, og at han sagde: "Jeg og dem, der passer på forældreløse børn, er sammen i paradis", svarer imam Kassem Rachid. Foto: stock.xchng

Man må gerne tage sig af forældreløse børn, det er en stor gerning, men med hensyn til visse ting bør der alligevel gøres forskel mellem biologiske børn og adopterede børn, svarer imam Kassem Rachid

Spørgsmål:

Jeg er 21 år og er begyndt at læse og studere en del omkring islam.
Jeg føler, at islam giver mig svar på mange grundlæggende spørgsmål og mangler i mit liv, men jeg er alligevel stødt på en ting, der gør mig forvirret:

Jeg har læst, at det belønnes at tage sig af en forældreløs, men at denne på ingen måde kan betragtes som fuldgyldigt familiemedlem (både med hensyn til arv men også med hensyn til mahram). Da jeg er adoptivbarn og betragter mine (kristne) adoptivforældre og min yngre søster (som er deres biologiske datter) som min familie, gør det mig en smule forvirret.

Ville jeg så - hvis jeg konverterede - skulle give afkald på det tætte forhold til dem, jeg altid har betragtet som mine allernærmeste?

Bedste hilsner
Anonym

Svar:

Kære læser,

Tak for dit spørgsmål.

Adoption har været herskende på den arabiske halvø i flere generationer før islam, hvor man kaldte samfundet uvidende på grund af forkerte og uacceptable traditioner. Adoption fandtes ikke på samme måde, som vi kender i dag. De børn som blev adopteret fik man gennem angreb og kidnapning.

Mohammad selv har haft et adopteret barn, som hed Zaid. Han fik ham som en gave fra sin første kone Khadija. Zaids far opdagede, at hans søn boede hos Mohammad. Han kom til ham og bad ham aflevere sin søn til ham, og at han ville give erstatning for ham. Mohammad sagde til Zaids far: Jeg vil spørge Zaid, hvis han vælger dig, så kan du tage ham med uden erstatning, men hvis han vælger mig, så vil jeg beholde ham. Zaid valgte Mohammad, og Mohammad kaldte Zaid efter hans navn. Det vil sige Zaid ben Mohammad (Mohammads søn), og han sagde også, at Zaid arver mig, og jeg arver ham. Efter Mohammad blev profet og fik åbenbaringen, modtog han besked om, at han ikke måtte kalde Zaid efter hans navn, og at Zaid skulle beholde sin fars navn. I Koranen står, sura 33, citat 5-6: Han har ikke gjort jeres adopterede sønner til jeres virkelige sønner. Kald dem efter deres fædre. Dette er rigtigst i Allahs øjne. Og hvis I ikke kender deres fædre, så skal de være jeres brødre i troen og jeres venner.

Siden dengang har islam faktisk forbudt adoption, men i stedet for må man gerne være ansvarlig eller stå for et barn eller flere. Det vil sige, at de kan bo hos dem, opdrage dem, passe på dem, give dem kærlighed og omsorg. Man må også kalde dem min søn og min datter, og børnene kan også kalde deres adoptivforældre far og mor. Dette er meget store og gode gerninger i islam. Mohammad sagde: Jeg og dem, der passer på forældreløse børn, er sammen i paradis.

Når islam har forbudt adoption, så ligger der en masse visdom og tanker bag denne bestemmelse. Dette er lige nu meget aktuelt i Danmark, hvor man er i gang med at stramme reglerne i forhold til adopterede børn og kontakten til deres biologiske forældre, hvilket er blevet meget omtalt i medierne. Islam har været langt fremme inden for dette område allerede for mere end 1434 år siden. I

Islam tager hensyn til ethvert menneske og passer på dem hele deres liv, så de ikke på et tidspunkt får et chok eller traume, hvis de opdager, at de ikke har deres biologiske forældre. Da islam forbød adoption var det for at beskytte disse, og så de ikke blev skadet.

Grunden til at islam har forbudt adoption er:
1. Børnene skal beholde deres biologiske faders navn, hvor de hører til.
2. De må ikke arve fra adoptivforældrene.
3. Der må ikke ske uventede ægteskaber mellem søskende, og man må ikke mister sin slægtskab.

Med hensyn til grund nummer to: Man arver kun af hinanden i den biologiske familie, dette er for at undgå at der sker kriser mellem biologiske børn, familiemedlemmer og adopterede børn. Men man må til gengæld skrive i sit testamente, at man giver det adopterede barn en del af arven dog ikke mere end en tredjedel.

Den tredje grund er for at undgå, at børnene gifter sig med hinanden en dag. Og det er faktisk sket i virkeligheden i Tyskland mellem to søskende (Patrik og Susanne), hvorefter de fik fire børn sammen. Hvis de havde beholdt deres biologiske forældres navn, så ville det aldrig være sket.

Den sidste vigtige ting du skal vide er, at du ifølge islam har pligt til at være meget taknemmelig overfor dine adoptivforældre og have stor respekt for dem i hele dit liv, selvom de ikke er dine rigtige forældre.

Du skal altid behandle dem ordentligt og være høflige overfor dem, fordi forældres tilfredshed i islam har en meget stor og speciel betydning, og ved at gøre dette får man et godt og glædeligt liv og Guds tilfredshed. Dine søskende, som du er opvokset med, er ligesom dine rigtige søskende. Du har pligt til at være glad for dem og give dem kærlighed og holde kontakten med dem.

Så jeg tror, at du har misforstået det. Islam opfordrer dig ikke til at give afkald på dine adoptivforældre eller dine søskende. Jeg kan godt forstå, at du blev forvirret, men sådan er det ikke i islam

Jeg ønsker dig held og lykke på vej til islam.

Med venlig hilsen
Kassem Rachid
Imam