Hvordan er det at være hindu i Danmark?

I Danmark er de fleste hinduer tilhængere af bevægelsen, som har Shiva som øverste gud. Men der findes også TM og Hare Krishna-bevægelsen, som er kendt for farverige optog og deres mantra om Hare Krishna. Foto: Pixabay

Der findes mange retninger i hinduismen. I Danmark findes mange hinduer, der lægger vægt på Shiva som øverste gud. Derudover findes Hare Krishna-bevægelsen og TM. For alle gælder det, at det er godt at være hindu i Danmark, mener hindu

Spørgsmål om hinduisme i Danmark

Hvilke religiøse retninger findes der inden for hinduismen, og hvilke er dominerende i Danmark? Hvad er positivt og negativt ved at bo i Danmark, hvis man er hindu? Hvordan forholder hinduismen sig til de andre religioner i Danmark? Kan hinduismen anskues som et kulturelt fænomen og hvordan?

Fra Kristoffer Gade

Svar fra hindu

Hvilke religiøse retninger findes der for hinduismen, og hvilke er dominerende i Danmark?

Der findes mange religiøse retninger indenfor hinduismen. Der er nogle retninger, hvor man betragter Shiva som den øverste gud (specielt i Sydindien), mens man i Nordindien betragter Vishnu som den øverste gud. Desuden findes der også retninger, såsom dem, der følger Sai Babas lære, og Hare Krishna bevægelsen. Det er nogle af de mest kendte af hinduismens retninger.

I Danmark findes en del hinduer, der kom til Danmark på grund af borgerkrigen på Sri Lanka, og de følger primært den retning indenfor hinduismen, som lægger vægt på Shiva som den øverste gud. Udover dem findes Hare Krishna bevægelsen (primært i de store byer såsom København og Århus) og TM (Transcendental Meditation) også i Danmark.

Hvad er positivt og negativt ved at bo i Danmark, hvis man er hindu?

Det positive ved at være hindu og bo i Danmark er, at landet respekterer alle trosretninger og giver dem frihed indenfor de rammer, der findes. I hinduismen er der forskellige højtider, hvor der kommer mange mennesker, og hinduer har altid mødt en velvilje til at imødekomme disse behov ved at få lov til at bygge templer og så videre.

Umiddelbart ser jeg ingen negative sider ved at bo i Danmark som hindu, udover at de hinduistiske helligdage ofte falder på nogle dage, hvor man ikke har fri på forhånd, men det er ikke noget af større betydning.

Hvordan forholder hinduismen sig til de andre religioner i Danmark?

I hinduismen tror man kun på én Gud (Brahman), og denne Gud tilbeder man under forskellige navne og former i verden. Så som hindu er der ingen forskel på, om Gud hedder Jesus, Allah eller Jehova. Alle veje fører til den samme Gud, og alle guder er forskellige aspekter af Brahman. Så hinduismen har egentlig et positivt forhold til andre religioner, og hinduer har heller ikke noget imod at tage til for eksempel kristne ceremonier og så videre.

Kan hinduismen anskues som et kulturelt fænomen og hvordan?

Det kan det på en måde godt. I Indien hvor flertallet af hinduer lever, vokser de fleste hinduer op og følger hinduismens traditioner, som familien altid har gjort. En del sætter sig egentlig ikke særlig meget ind i religionen og dens budskab, men følger bare religionen, fordi kulturen i landet primært er bygget op omkring denne religion.

Venlig hilsen
Pirapaharan Navaratnam
Radiograf og hindu