Hvordan forklarer buddhismen genfødsel?

"Nogle Dalai Lamaer har endda inden deres død efterladt sig henvisninger til, hvor de vil blive genfødt", svarer bibliotekar og buddhist Birgitte Kolby Jensen

Ifølge buddhismen er det kun kroppen, der dør, og ikke sindet. Nogle kan endda vælge, hvordan de bliver genfødt, forklarer bibliotekar og buddhist Birgitte Kolby Jensen

Spørgsmål om buddhisme

Vi sidder en klasse i religion og snakker om bodhisattva og genfødsel. Lige pludselig kommer vi i tvivl, om eksempelvis Dalai Lama er blevet genfødt i en anden person, eller om han er blevet genfødt som en helt ny person?

Altså har han bare fundet et to-årigt barn og er blevet genfødt i ham eller hende, eller er han fra genfødslens start et foster i en tilfældig mave?

Hvordan forklarer buddhismen, at genfødsel foregår?

Stine Liv

Svar fra en buddhist

Der ligger et svar fra Tara Tulku, om hvad der sker i mellemtilstanden mellem døden og en ny genfødsel.

Jeg kan tilføje, at en bodhisattva er i stand til selv at vælge, hvor han vil lade sig genføde, og hvem hans nye forældre skal være. Nogle Dalai Lamaer har endda inden deres død efterladt sig henvisninger til, hvor de vil blive genfødt. Det er jo deres krop, der dør, ikke deres sind.

Sindet får en ny fysisk krop, så bodhisattvaen kan fortsætte sin gerning til gavn for alle levende væsener, og det fortsætter han med, indtil alle levende væsener har nået nirvana.

Venlig hilsen,
Birgitte Kolby Jensen
Bibliotekar og buddhist