Hvordan ser hinduer på Jesus?

Ifølge Bhagavad Geeta inkarnerede guden Vishnu sig som menneske for at redde verden fra undergang. Mange troende hinduer ser også Jesus som sådan en inkarnation, skriver samfundsdebattør og hindu Dhamu Chodavarapu.

Hvis man kan filtrere politik fra religion, er der stort set ingen forskel på kristendom og hinduisme. Jesus talte og diskuterede med hindu-yogier og andre, så mange klassiske bibelcitater lyder til at være hinduistiske, mener hindu og samfundsdebbatør

Spørgsmål om Jesus i hinduismen

Kære brevkasse

Hvilket forhold har hinduismen til Jesus?

Venlig hilsen
Julie

Svar fra hindu

Kære Julie

Jeg mener, man bedre forstår en religion, hvis man deler den i tre dele:

1. Selve religionen.
2. Religiøs politik.
3. Historisk udvikling.

Hvis man blander disse sammen, får man et grødet og grumset billede. Jeg forsøger at uddybe hver af disse.

1. Selve religionen

Hinduismen blev som bekendt ikke startet af en enkelt person, men derimod nedfældet af flere forskellige, som vi kalder rushier. Vi mener, der var syv fremtrædende rushier, som efter årelang meditation nedfældede deres observationer som veda, (viden på dansk), som danner grundlag for hinduismen.

For hinduer er Gud ikke en regnskabsfører, der holder øje med din gøren og laden. Du står selv til ansvar og tager konsekvenser af dine handlinger. Eller som det er skrevet i Bibelen, så gør det ikke én til synder at spise med uvaskede hænder, men man kan blive syg af det.

2. Religiøs politik

Samtlige religioner var (er) blevet brugt (misbrugt) i politik. I veda møder vi for eksempel en inddeling af Purusha (menneske) i henholdsvis en hjerne, arme, lår og fødder og med hver sin funktion. Dette blev udlagte som kaster, bramin; de dengang lærde i samfundet var hjernen, khatriya var armen, der beskytter samfundet, vysa, låret, der bærer kroppen og sudra, fødder, der udfører arbejdet.

Den beskrivelse af Purusha (menneske) blev udlagt som kaster, der giver mulighed for at udnytte mennesker i lavere kaster. Kastesystemet var skabt med store grøfter imellem sig.

3. Historisk udvikling

Af forskellige årsager var hinduismen under pres især fra invaderende muslimer. På grund af kastesystemet var der ingen samlet modstand mod de invaderende og en af Indiens store konger, Ashoka, omvendte sig til buddhisme og nedlagde militæret. Dermed var Indien åben for invasion uden nævneværdigt forsvar.

Indien, det vil sige, hinduismen, var under fremmed overherredømme gennem næsten 1050 år, så hinduismen var en andenrangs religion i eget land.

At hinduismen har bevaret sine oprindelige tanker er unikt, måske skyldes det, at den var skabt som livsfilosofi efter grundige overvejelser. Derfor kalder man den også: 'Mother of all religions' (mor til alle religioner).

Jeg vil tro, at du nu bedre kan indse svaret på dit spørgsmål.

I vores anden hellige bog Bhagavad Geeta, siger Krishna, at guden Vishnu inkarnerede sig som menneske for at redde verden fra undergang. Der angives mange inkarnationer, mange troende hinduer ser Jesus som sådan en inkarnation, og der er mange ligheder mellem Krishnas' og Jesus Kristus' historier. Navnene alene ligner hinanden.

Mødrene til både Jesus og Krishna var gifte kvinder, og begge fik børn som resultat af en jomfrufødsel. En venlig engel åbenbarede sig i begge tilfælde, fortalte om Guds inkarnation og forvarslede Guds ankomst som konge. Begge konger var onde, og havde dræbt alle nyfødte børn. Begge børn var gemt væk for kongens soldater. Begge udførte mirakler. Ingen af dem startede nye religioner, men gav blot retningslinjer for en bedre forståelse af livet.

Man taler om de såkaldte "tabte år" i Jesu liv, hvor det siges, at han vandrede i Himalayabjergene, talte og diskuterede med hindu-yogier og personer, der tilbad Gud og gav afkald på alle verdslige ting. Derfor lyder mange af de klassiske citater fra Bibelen til at være hinduistiske, fordi både hinduisme og buddhisme er mange tusinde år ældre end kristendommen. Gør dine gerninger, Dharma, uden at forvente belønninger og lignende eksempler.

Der er utallige ligheder mellem Jesus og Buddha. Buddhisme er også på en måde hinduisme, på samme måde som protestanter og katolikker kan minde om hinanden, og renser Buddha hinduismen for dens torne, som eksempelvis kastesystemet, er det de samme grundprincipper, der går igen. For mange af os anses buddhismen for at være en del af hinduismen.

Men desværre findes der nogle ekstremister, som angriber og mishandler kristne missionærer i Indien. Dog nød eksempelvis Moder Teresa stor respekt, selvom hun var kristen og missionær for kærlighed. Kristne er ikke ildeset i Indien, for de har trods alt skabt uddannelsesmuligheder for alle, hospitaler med mere, og den almindelige hindu har et godt forhold til kristendom.

Hvis man kan filtrere politik fra religion, (det kan være, jeg bliver halshugget for at sige det), er det et faktum, at der stort set ingen forskel er på kristendom og hinduisme. Gud er ligeglad med, om man beder på sanskrit, latin eller dansk, når blot man beder.

Når jeg kommer ind i en dansk kirke, beder jeg også på sanskrit.

Venlig hilsen
Dhamu Chodavarapu
Samfundsdebattør, hindu og panelist på religion.dk