Hvorfor er Buddha bundet med bomuldssnore?

"Umiddelbart opfatter jeg snorene som ledninger, hvor religiøs energi løber igennem, men det har intet med buddhisme at gøre, sådan som Buddha har fortalt," svarer teolog bosat i Thailand Robert Kronberg. Billedet er fra Wat Arun i Thailan. Foto: Hanne Markussen

En læser har været på rejse i Thailand, og undrer sig over den religiøse praksis set på billedet. Snorene har intet med buddhisme at gøre, men er forbundet med folketro, forklarer teolog bosiddende i Thailand Robert Kronberg

Spørgsmål:

Hvorfor bliver Buddha bundet med hvid bomuldssnor, og hvad bliver han bundet op til? (Jævnfør billedet.)

Venlig hilsen og forhånd tak.

Hanne Markussen

Svar:
Kære Hanne Markussen

Snorene har teknisk set ikke med theravada-buddhismen at gøre, men med folketro eller noget animisme/brahmanisme.

I modsætning til for eksempel tibetansk buddhisme, så er theravada langt mere jordnær og i øvrigt den ældste form for buddhisme.

LÆS OGSÅ: De fem vigtigste ting at vide om tibetansk buddhisme

Men thaiere blander så animisme og brahmanisme ind i theravada, ligesom danskerne blander julenisser ind i Jesu fødsel. Jeg mener ikke at huske, at man lærer om julenisser på det teologiske fakultet, selvom jeg engang vandt en havenisse til en julefrokost. Jeg er sikker på, hvis jeg spørger ti thaier, så får jeg tyve forklaringer.

Sjovt nok har jeg aldrig selv spekuleret over det med snorene, selvom jeg har set dem i et utal af variationer. Jeg har endda bundet dem på min egen svigermor i et 'respekt-mor-ritual'.

LÆS OGSÅ: Buddha - en historisk fremstilling

Umiddelbart opfatter jeg snorene som ledninger, hvor religiøs energi løber igennem, men det har intet med buddhisme at gøre, sådan som Buddha har fortalt.

Venlig hilsen
Robert Kronberg,
teolog, forhenværende bestyrelsesmedlem i Dialogcentret Danmark og bosat i Thailand