Hvorfor må muslimske piger ikke have kærester?

Det er tilladt for to mennesker, dersom deres hensigt er at drøfte ægteskab, at mødes og tale om disse ting, men det er ikke tilladt for dem at være alene sammen uden at der er en tredje part til stede, og Gud ved bedst, skriver cand. jur. og muslim Safia Aoude.

Ifølge islam er det ikke tilladt at have 'kærester' - hverken for en mand eller for en kvinde, dersom de ikke er gift med hinanden, svarer cand. jur. og muslim Safia Aoude

Spørgsmål:

Kære brevkasse

Jeg er muslim af afghansk oprindelse. Jeg tænker altid på, hvorfor muslimske piger ikke må få en kæreste, når en muslimsk dreng må? Hvorfor skal der være forskel på piger og drenge? Begge køn er jo mennesker!

LÆS OGSÅ:Læser:Hvorfor har så mange muslimske mænd sex før ægteskabet?

Jeg har en veninde, der er libaneser, og hun må godt få
en kæreste. Hvorfor skal muslimske piger gifte sig med en, man slet ikke elsker?

Venlig hilsen
Anonym

Svar:

Kære anonyme

Det er ikke tilladt i islam at have seksuel kontakt med andre udenfor et juridisk gyldigt ægteskab. Derfor er det heller ikke tilladt at have 'kærester' - hverken for en mand eller for en kvinde, dersom de ikke er gift med hinanden.

Det er tilladt at være forelsket, da dette er en følelse, som alle mennesker kan have; men man må som muslim ikke udleve sine seksuelle ønsker udenfor ægteskabsforhold.

Islam tillader ikke 'kæresteri' mellem ugifte, heller ikke, hvis 'kæresteriet' ikke ligefrem involverer seksuel kontakt. Det er derimod tilladt at være forelsket, for dette er en følelse, som alle får, men det er ikke tilladt for ugifte at være sammen i kæresteøjemed.

Det er tilladt for to mennesker, dersom deres hensigt er at drøfte ægteskab, at mødes og tale om disse ting, men det er ikke tilladt for dem at være alene sammen eller 'gå ud sammen' eller hygge sig på en café eller lignende, uden at der er en tredje part tilstede, og Gud ved bedst.

LÆS OGSÅ: Hvordan bør mænd og kvinder omgås?

Den "praksis", som du omtaler i dit spørgsmål, har absolut intet med islamiske regler at gøre, men er et kulturelt fænomen.

Eventuelle forældre, som måtte argumentere for, at drenge kan have kærester ud fra islamiske argumenter, er at anse som uvidende om islamisk lov, eller også er deres holdning en ren personlig vurdering af, hvad de synes er acceptabelt.

Med venlig hilsen
Safia Aoude
Cand. Jur. og muslim

Svaret giver udtryk for panelistens holdning. Religion.dk har inviteret religionsforskere og repræsentanter fra forskellige religioner og religiøse grupperinger til at besvare de spørgsmål, som sendes til "Spørg om religion". Alle svar i "Spørg om religion" giver udtryk for panelisternes egen holdning, ikke for hvad religion.dk mener.

Det er tilladt for to mennesker, dersom deres hensigt er at drøfte ægteskab, at mødes og tale om disse ting, men det er ikke tilladt for dem at være alene sammen uden at der er en tredje part tilstede, og Gud ved bedst, skriver cand. jur. og muslim Safia Aoude.