Kan man komme i kontakt med de døde i skærsilden?

"I mødet med Gud ser vi os selv, som vi er. Alle masker falder. Vore øjne åbnes - og vi erkender, hvem vi er. Denne proces er smertelig. Og denne erkendelse farer igennem os som en ild. Denne begivenhed er skærsilden," siges det i en prædiken af jesuit P. Heinrich Roos (1904-1977). Foto: Wikimedia Commons

Direkte tale med de døde i skærsilden kan man vel ikke, men i bønnen kan man nå vedkommende, svarer søster Anna-Maria Kjellegaard

Spørgsmål:

Kære søster Anna-Maria

Min mor på 83 år spurgte mig for et stykke tid siden, om man kunne tale til de døde i skærsilden, ligesom man kan bede de døde om at gå i forbøn.

Hun tænker meget på, hvor længe man er i skærsilden, og har en forestilling om, at man er der i mange år, inden man kommer i himlen.

Venlig hilsen
Charlotte

Svar:

Kære Charlotte

Tak for din henvendelse. Som jeg kan forstå af dine spørgsmål, så må din mor og måske også du selv være katolikker.

Det er rigtigt, at vi i den katolske kirke taler om skærsilden som renselsesstedet, lige efter døden er indtrådt, førend man kommer videre til himlen til den rene beskuelse af Gud.

LÆS OGSÅ: Skærsilden er en ventesal til Himlen

Jeg fornemmer også ud fra dine spørgsmål, at din mor måske er bange (hvilket de fleste er, når døden nærmer sig).

I tidens løb har der været mange og ofte meget fantasifulde forestillinger om skærsilden. Og det kan være dem, der spøger lidt i din mors hoved.

For at besvare dine spørgsmål ud fra et nutidigt perspektiv vil jeg citere fra en prædiken, som jesuit P. Heinrich Roos ((1904-1977) har holdt en Alle Sjæles Dag (2. november):

I vor død vil vi møde Gud på en uigenkaldelig eller definitiv måde. Det er, som om der pludselig falder skæl fra vore øjne. Vi ser ham, som han er. Det er mødet med det væsen, som altid har elsket os måske uden at vi anede det. Dette møde bliver for os til dom. Ikke sådan at forstå, at vort liv bliver gransket i alle enkeltheder. Vi dømmer os selv. I mødet med Gud ser vi os selv, som vi er. Alle masker falder. Vore øjne åbnes og vi erkender, hvem vi er. Denne proces er smertelig. Og denne erkendelse farer igennem os som en ild. Denne begivenhed er skærsilden. Hvor længe den varer? Ingen kan sige det. Men den kan i hvert fald slet ikke måles med vor tidsinddeling.

Altså kan man ikke sige noget om, hvor længe man er i skærsilden. Den måde, hvorpå pater Roos her beskriver skærsilden, er at sammenligne med selverkendelse. Og de fleste af os ved nok, hvor smertelig en selverkendelse kan være.

Med hensyn til spørgsmålet, om man kan tale til de døde i skærsilden, må jeg svare: Hvad forbinder din mor med ordet tale? Direkte tale kan man vel ikke, men i bønnen kan man nå vedkommende.

Til sidst vil jeg igen citere fra ovennævnte prædiken:

"I dette møde (døden) oplever vi ikke blot Gud som dommer vi erfarer også Guds barmhjertighed og kærlighed. Jesus siger, at vi skal tilgive ikke blot syv gange, men halvfjerds gange syv. Det vil sige altid. Altså vil Gud også tilgive os. Denne tanke er en stor trøst."

Håber, din mor og du selv kan bruge dette. I ønskes alt godt.

Med venlig hilsen
Søster Anna-Maria Kjellegaard
Benediktiner-nonne

Svaret giver udtryk for panelistens holdning. Religion.dk har inviteret religionsforskere og repræsentanter fra forskellige religioner og religiøse grupperinger til at besvare de spørgsmål, som sendes til "Spørg om religion". Alle svar i "Spørg om religion" giver udtryk for panelisternes egen holdning, ikke for hvad religion.dk mener.