Må både kristne og muslimer gå i krig?

Forsvarskrigen er tilladt ifølge begge religioner. Hellig krig, derimod, er aldrig tilladt for kristne, svarer tidligere sognepræst Ricardt Riis

Spørgsmål:

Hvornår er det i orden at gå i hellig krig eller forsvarskrig ifølge henholdsvis den kristne og den muslimske tro?

Med venlig hilsen
Line Nielsen

Svar:

Kære Line Nielsen

Lad os tage 'hellig krig' først. Hellig krig defineres som krig, der føres med det formål at udbrede sin religion. Og hvis det er definitionen, er det aldrig tilladt en kristen at føre hellig krig.

Det kan underbygges med et par Jesus-ord, for eksempel ordet fra Jesu forhør hos Pilatus, hvor han siger:

Mit rige er ikke af denne verden. (Joh 18,36).

Eller ordet fra Matt 26,52:

For alle, der griber til sværd, skal falde for sværd.

Derimod er det tilladt at føre hellig krig ifølge den muslimske tro. Det er godt nok noget, som mange muslimer i dag helst vil nægte, men der er nu temmelig mange kilder, der peger i den retning.

Muhammed selv var ikke blot profet, han var tillige hærfører, og da han havde erobret Mekka i 630, fortsatte han med at erobre resten af den arabiske halvø inden han døde i 632. Hans efterfølgere, kalifferne, erobrede videre, så islam cirka hundrede år efter strakte sin halvmåne ud fra Spanien i vest til Indien i øst.

Derudover er der muslimske historikere, der direkte siger, at sådan er det: muslimerne har en religiøs forpligtelse til at udbrede deres tro med sværdet. Én af dem er Ibn Khaldun (1332-1406). Han har skrevet et mægtigt værk om næsten alt mellem himmel og jord, Muqadimma.

Og et sted i dette værk hedder det:

...i det muslimske samfund, er hellig krig en religiøs pligt på grund af den muslimske sendelses universalitet og forpligtelsen til at omvende enhver til islam enten ved overtalelse eller ved magt. (Kapitel 3, afsnit 31).

En anden er en arabisk historieskriver, al-Waqidi; han beretter, at den kristne guvernør på øen Sicilien, efter at muslimerne havde angrebet øen i 800-tallet, bad om forhandling med de fremmede. Asad sendte en gesandt, som forklarede:

"Vi er af de arabere, hvis ry har nået verdens ende, bjergenes tinder og havets vidder. Den almægtige Gud sendte os en profet, som var det mest veltalende, sanddru og ædelsindede menneske blandt os. Han kaldte os til den rette tro, og de uvillige lod han bekæmpe, indtil alle arabere forherligede gud, og han lod os vide, at gud vil give os sejr over alle andre religioner. Den eneste grund til, at vi er her, er for at I skal antage vor tro, tro på gud og hans sendebud, bede på ret vis og adlyde guds forskrifter. (...) Hvis I derimod afviser vort tilbud, så vær advaret og vid, at kun sværdet da vil afgøre sagen. Falder vi i kamp, ved vi på guds ord, at vi kommer i paradis, mens I, hvis vi slår jer ihjel, kommer i helvede, som profeten har lovet«. (Hentet fra en kronik af David Gress, Jyllands-Posten den 19. april 2006).

Dertil kom, at de muslimske samfunds pligt til at føre krig forhindrede dem i at slutte fred med ikke-muslimer. Gjorde de det, skulle freden kun gælde i ti år.

Og dertil kom endvidere, at der fra de muslimske landes side, som jo dengang militært set var stærkere end de europæiske lande, gang på gang blev sendt slavejægere ind over grænserne. Det bevirkede, at store grænseområder på det nærmeste var ubeboelige.

Forsvarskrig
Så er der forsvarskrigen. Den er tilladt ifølge begge religioner. Men indrømmet, der har i tidens løb været ikke så få fyrster, der har kamoufleret en angrebskrig som en forsvarskrig.

Men dette nydelige billede blev i første halvdel af 1900-tallet sløret af den pacifisme, der da opstod i forskellige kredse i Europa. Man fik den opfattelse, at den eneste sandt kristelige holdning var helt at give afkald på at føre krig. Men i oldkirkens tid tænkte man ikke på den måde. På Luthers tid heller ikke.

Alt dette lyder forholdsvis let og ligetil. Men prøver man at overføre det til praksis, bliver det indviklet. Hvis man for eksempel spørger, hvad slags krig det var, kong Jaume af Aragonien (den østligste del af det nuværende Spanien) i 1238 førte mod byen Valencia, kan der gives gode grunde til næsten en hvilken som helst betegnelse for denne krig.

Jaume tilførte sit kongerige Aragonien store landområder, som han erobrede fra forskellige muslimske byer og stater; han fik derfor tilnavnet 'Erobreren'. Og der var vel således tale om en angrebskrig; disse lande og byer havde igennem lang tid været muslimske, de talte arabisk og havde muslimske skikke.
På den anden side: Hvis de tidligere havde haft for vane at angribe de kristne lande for at skaffe sig slaver, er det vel forståeligt, at man ville afskaffe det uvæsen. Og var det så ikke en forsvarskrig?

Videre: Da hele Spanien var faldet i de kristne kongers hænder, talte de spanske historikere om 'generobringen' af Spanien. Jo, for fra 712 og syv år fremefter blev Spanien erobret af muslimerne.

Fra da af og syv århundreder frem blev det erobret tilbage af de kristne. Og hvis indtagelsen af Valencia er en del af en tilbageerobring, hvor meget angrebskrig kan der så være over den?

Endelig: Var der fra de kristnes side tale om en hellig krig? Det vil sige: førte man krig for at tvangsomvende muslimer? Det er måske tvivlsomt, for faktisk blev muslimerne ikke tvangsomvendt af Jaume.

Men der var blandt hans krigere en del korsfarere; og de var optændt af iver efter at kæmpe mod muslimerne, fordi de var muslimer. Og hvad så? Og i det hele taget: Var der så ikke lige så meget tale om hellig krig, som når muslimerne erobrer kristne lande? De ville jo heller ikke sådan lige med det samme tvangsomvende de kristne?

Altså: i den detaljerede historieskrivning er det svært at anvende klare definitioner.

Med venlig hilsen
Ricardt Riis
Pensioneret sognepræst og panelist på reliigon.dk

Svaret giver udtryk for panelistens holdning. Religion.dk har inviteret religionsforskere og repræsentanter fra forskellige religioner og religiøse grupperinger til at besvare de spørgsmål, som sendes til "Spørg om religion". Alle svar i "Spørg om religion" giver udtryk for panelisternes egen holdning, ikke for hvad religion.dk mener.