Stramme bukser og tørklæde - passer det sammen?

"Nogle muslimske kvinder befinder sig ofte i en tilstand, hvor de prøver at pendle imellem den danske kultur, de vestlige normer og dens krav til udseende og deres forældres kultur, og oftest har det ikke meget med islam som religion at gøre," skriver studerende og muslim Tessie Nour Jørgensen. Her er det en gruppe muslimske piger på Rådhuspladsen i København. Foto: Mikkel Østergaard Denmark

Muslimske kvinder bør tildække ydre skønhed, men nogle kan måske være uvidende om - og usikre på, hvad de skal signalere, og hvem de er, svarer studerende og muslim Tessie Nour Jørgensen

Spørgsmål:

Hej brevkasse

Vi er nogle kvinder på min arbejdsplads, der har diskuteret, hvordan vi opfatter dét at gå med tørklæde, og vi er nogenlunde enige om, at det må være en kvindes egen sag, om hun vil gå med det. Vi synes, der skal være ret til at udtrykke sin religion (på fredelig vis). Det, vi dog har undret os over, er hvorfor de går med det?

Mange af vores muslimske kollegaer er ofte meget mere udfordrende klædt med stramme bukser, højhælede sko, kraftig make up og stramme bluser, der ikke overlader noget til fantasien og så lige tørklædet. Vi troede, at tørklædet symboliserede en form for dyd, men det er måske helt forkert opfattet?

Venlig hilsen
Jane

Svar:

Kære Jane

Ifølge den islamiske tradition er det påbudt den muslimske kvinde at tildække sin ydre skønhed, og ligeledes for manden gælder det, at man skal bevare sin dyd. Du har ret, når du antager, at tørklædet eller påklædningen, som normalt består af en form for kjole i en neutral farve og et tilsvarende tørklæde, er et symbol på dyd. Ligeledes også et symbol på afholdelse fra materialisme.

LÆS OGSÅ:
Fra hvilken alder bærer piger tørklæde?

Så når muslimske kvinder går i den form for påklædning, som du beskriver, kan det være af uvidenhed eller usikkerhed omkring, hvem man er, og hvad man skal signalere.

Når vi taler om tørklædet, burde der ikke kun refereres til selve tørklædet, da det ingen værdi i sig selv har, men det arabiske ord: hijab. Dette begreb dækker over den tilsløring af kvindens ydre skønhed.

Hijab
er et islamisk krav, om kvinden så vælger det fra er op til hende, men den situation de befinder sig i lader til at være en halvløsning. Disse kvinder befinder sig ofte i en tilstand, hvor de prøver at pendle imellem den danske kultur, de vestlige normer og dens krav til udseende og deres forældres kultur , og oftest har det ikke meget med islam som religion at gøre.

LÆS OGSÅ: 7 typer af det muslimske tørklæde

En grov sammenligning: en muslimsk kvinde har samme påklædning som en kristen nonne, og det vil også være upassende for en nonne at gå i stramt tøj, høje sko, og slør.

Venlig hilsen
Tessie Nour Jørgensen,
studerende og muslim