Luther, sharia og Det Radikale Venstre

Adskillelsen mellem religion og politik: Hvis Sherin Khankan har et problem, har vi kristne det så ikke også? Lissi Rasmussen svarer

Spørgsmål:

Kære Lissi Rasmussen

Du har i Dagbladet Information den 26/9 ydet dit bidrag til kritikken af Sherin Khankan, der har afvist at stemme for Det Radikale Venstres resolution "Nej til sharia-lovgivning".

Du siger iflg. avisen bl.a.:"De siger, de vil adskille politik og religion, men kan ikke uddybe det. De forklarer ikke, hvad det vil sige i praksis".

Jeg synes ellers, at Sherin Khankan i samme artikel er nået meget langt med en forklaring: "Vi vil ikke reformere religionen, men bryde monopolet på fortolkningen af religionen. Imamerne og de religiøse institutioner må ikke diktere, hvordan folk skal leve".

Mit spørgsmål til dig er: Hvordan vil du forklare forholdet mellem vor egen religion Kristendommen og politik?

Nu ved jeg godt, at der findes en nymodens, magelig hyggekristendom,der slet ikke vil høre tale om noget etisk krav over os. Men den ser vi bort fra; den har ingen hold hverken i Bibelen eller i traditionen. Og da slet ikke i den lutherske tradition.

Vi forudsætter altså, at 1) den tilgivelse, kristendommen forkynder, må ses på baggrund af Guds krav til os mennesker, og 2) at tilgivelsen ikke betyder fritagelse fra kravet, men snarere mulighed for at gå ind under det i ny frihed.

Vi forudsætter også, at vi stadig anerkender Luthers tolkning af de to sværd, det verdslige og det åndelige. Med hver sin funktion, uafhængige af hinanden, men begge under Gud.

Set fra en sådan luthersk, kristen tankegang er den verdslige øvrighed altså fri af kirkens diktat; men den er aldrig fri af Guds krav. - Her er i luthersk kristendom grænsen for adskillelse af religion og politik.

Derfor mener jeg, at hvis Sherin Khankan har et problem, så har vi kristne det også.

Jeg er spændt på at høre din forklaring.

Med venlig hilsen,

Johs. Lind, Esbjerg.
email : johslind@post.tele.dk

Svar:

Kære Johannes Lind

Mine udtalelser i den nævnte artikel i Information var ikke en kritik af Sherin Khankans afvisning af resolutionen mod Shari'a-lovgivning, tværtimod.

Jeg mener faktisk, Det Radikale Venstre har et problem, ikke Sherin, hvilket også flere kristne medlemmer af partiet har givet udtryk for. Jeg blev interviewet til avisen med henblik på et portræt af Forum for Kritiske Muslimer.

På spørgsmålet om, hvorfor foreningen ikke havde evnet at komme i dialog med muslimer, svarede jeg, at de ikke i tilstrækkelig grad havde givet en teologisk begrundelse for deres holdninger og ikke havde præciseret, hvad en total adskillelse mellem religion og politik ville betyde i praksis.

Først i forbindelse med denne sag i Det Radikale Venstre har Sherin været tvunget til at forklare, hvordan hun opfatter Shari'a-begrebet i en større teologisk sammenhæng. Og det er for mig at se positivt.

Artiklen blev imidlertid ikke et portræt, men en kort omtale af sagen, og mine udtalelser blev sat ind i en helt anden sammenhæng. Deraf kommer nok misforståelsen. Men det er jo, hvad vi, der kontaktes af journalister, ustandselig kommer ud for.

Sherins opfattelse af Shari'a som noget langt mere omfattende end lovgivning, svarer til mange andre muslimers i Europa og er i det hele taget en mere og mere udbredt forståelse i den muslimske verden.

Tariq Ramadan har i sin bog, "At være europæisk muslim" og under sit ophold her i København gentaget det igen og igen:

Shari'a (vejen til kilden) er ikke strafferegler, men "når et menneske trækker vejret, drikker, spiser eller beder og samtidig er sig sin tro bevidst, praktiserer han eller hun allerede Shari'a."

Når mennesker handler retfærdigt, ærligt og i det hele taget har en etik i dagliglivet, praktiserer de Shari'a.

Dermed er der for ham og mange andre muslimer i virkeligheden mere "Sharia"-praksis i Danmark end i de såkaldte muslimske lande. Der er mere lighed, retfærdighed, mindre korruption osv.

Og som sådan ligger denne forståelse af forholdet mellem religion og politik nærmere kristendommen end den mere firkantede opfattelse af Shari'a som lovgivning gør. Jeg hører til dem, der mener, at den danske samfundsindretning og lovgivning er langt mere præget af kristendom end vi tror.

Og jeg mener ikke, at det er muligt for den enkelte kristne at adskille religion og politik. Når vi går i kirke, melder vi os jo ikke ud af samfundet og bevæger os ind i et særligt område, der er Guds. Vi tager virkeligheden med. Ligesom vi heller ikke lægger vores tro på hylden, når vi går ind i stemmeboksen eller et politisk parti.

Vi lever med Gud både i kirken, i vores dagligdag og i samfundet. Vores tro præger den måde, vi forholder os til verden på, og altså også vore politiske holdninger. Den medfører et ansvar. Her er jeg helt enig med dig i det, du skriver.

Politik er en del af Guds virkelighed. Som både Jesus og Luther sagde, kan det verdslige område ikke adskilles fra Guds område, som er langt mere omfattende og må sættes over alt andet. Det inkluderer hele menneskelivet.

Jeg vil endda gå så langt som til at sige, at evangeliet har politiske konsekvenser. (Det er ikke første gang, du og jeg diskuterer det.) Og jeg ønsker, ligesom mange muslimer gør det, at religiøse, etiske værdier i højere grad blev inddraget i den politiske debat og er med til at præge samfundsudviklingen.

Evangeliet kan aldrig gøres til grundlag for en ideel samfundsorden eller en kristen stat. Dertil er mennesket alt for bundet til sig selv (det, vi kalder arvesynd).

Men når evangeliet forkynder frihed og frelse fra ondskab og synd, så er det ikke bare en åndelig frelse, men også frihed fra strukturel synd, fra politisk, social og økonomisk undertrykkelse og uretfærdighed. Den frihed er vi som kristne forpligtede på at arbejde for.

Bibelen åbenbarer ikke Guds absolutte vilje, som Koranen gør det for muslimer, men rummer etiske perspektiver, der også er forpligtende for os i dag. Mange af disse etiske principper har vi tilfælles med muslimer.

Med venlig hilsen

Lissi Rasmussen