Menneskerettighederne er ikke en ukristen tanke

Man finder både i bibelske og i græske traditioner en stærk understregning af menneskets særlige værdi, endda unikhed, skriver Niels Henrik Gregersen.

RELIGION OG STAT: Er menneskerettigheder noget, man har som en naturfødt ejendom, eller er det noget, vi må tilskrive hinanden af respekt eller kærlighed, spørger Niels Henrik Gregersen

Spørgsmål:

Er sekularisering en betingelse for menneskerettigheder?

Med venlig hilsen

Jonas Bachmann
Lipkesgade 10, st. tv.
2100 København Ø

Svar:

Kære Jonas Bachmann

Spørgsmålet er ikke så enkelt at svare på, fordi det blandt andet afhænger af, hvad man mener med "sækularisering". Er sækulariseringen noget, der opstår inden for jødisk og kristen tradition, nærmere bestemt som en universalisering af den sans for menneskets uendelige værdi, som ligger i både den gammeltestamentelige og den nytestamentlige tradition? Eller betegner sækulariseringen en bevægelse væk fra jødedom og kristendom frem mod en religionsløs tid?

Jeg tror, man med rette kan kan sige, at man både i bibelske og i græske traditioner finder en stærk understregning af menneskets særlige værdi, endda unikhed. Tanken om mennesket som skabt "i Guds billede og lighed" (1. Mos. 1,26-28) fører således til et tabu imod at slå mennesker ihjel (1. Mos. 9,6). Det er vigtigt, at disse passager findes i urhistorien (1. Mos 1-11), der fortæller om alle mennesker, uanset forskellen mellem jøder og ikke-jøder.

I Det Nye Testamente finder vi den samme gentagne understregning af, at "Gud ikke gør forskel på personer" (slå op i en konkordans; det står mange steder). I græsk tradition har navnlig stoicismen udviklet en tanke om menneskets særlige værdi.

Formuleringen af, at mennesket har umistelige "rettigheder" finder vi derimod først i 1700-tallet, både i den amerikanske uafhængighedserklæring (hvor Thomas Jefferson begrunder dette i, at Gud har skabt alle lige og med lige rettigheder) og i den franske revolution (hvor menneskerettighederne begrundes naturretsligt).

For mig at at se er det afgørende, at menneskerettighedstanken på den ene side er historisk bestemt, men på den side har flere forskellige inspirationskilder, både religiøse, naturretslige og humanistiske. Derfor er det vanskeligt at hævde (som fx Søren Krarup gør det), at menneskerettighederne er en ukristen tanke. Det har da også rent faktisk været den kristne kulturkreds, der har presset på for at få menneskerettighederne ind i FN's charter i 1948, og siden hen implementeret i den internationale lovgivning.

Det rette spørgsmål er derfor efter min opfattelse ikke, om vi skal have menneskerettigheder eller ej, men om hvordan menneskerettighederne bør og skal og med rimelighed kan forvaltes i praksis.

Er det fx et brud på menneskerettigheder, at man ikke kan appellere en parkeringsbøde, eller at man sættes i arrest i 12 timer, hvis man ikke vil opgive sit navn i forbindelse med en mindre lovovertrædelse? Danmark har faktisk tabt to sager ved den europæiske menneskerettighedsdomstol i Strasbourg på disse spørgsmål. Her er vi sandsynligvis langt fra intentionen i den menneskerettighedstanke, der kom frem i oplysningstiden.

Det juridiske spørgsmål, som juraprof. Mads Bryde Andersen, Københavns Universitet, har rejst for nylig i en kronik i Berlingske Tidende er, om Strasbourg-domstolen har en selvfølgelig legitimitet til at stå højere end den nationale eller europæiske retspraksis, som begge - i modsætningen til dommerne i Strasbourg - er under et politisk (og dermed et folkeligt) overopsyn. Med andre ord: Hvem har mandatet til at afgøre spørgsmål om menneskerettigheder på en "rimelig" måde?

For det andet er det et spørgsmål, om kun individer har rettigheder, men ikke også folk og kulturer, sådan som mange lande, ikke mindst på den sydlige halvkugle, har forlangt. I forlængelse heraf kan man konstatere, at menneskerettigheds-domstolene faktisk har en ganske forskellig praksis i de forskellige verdensdele.

Endelig kan man stille det mere filosofiske spørgsmål, om menneskerettigheder er noget, man objektivt set bare "har" som en naturfødt ejendom, eller om menneskerettigheder er noget, som vi må "tilskrive" hinanden - af respekt eller kærlighed for det andet menneske, eller fordi Gud selv tilskriver mennesket værdi. Den naturretslige begrundelse for menneskerettigheder er måske vanskelig at arbejde med i en postmoderne kulturbevidsthed.

Meget mere kan du få at vide i Vagn Andersen, Søren Hørning og Lars Reuter (udg.): "Tanken om menneskets ret: Religiøse, juridiske filosopfiske aspekter" (ANIS 2004).

Med venlig hilsen,

Niels Henrik Gregersen
Professor ved Det teologiske Fakultet, Københavns Universitet

Hvad mener du? Er sekularisering - eller religion - en forudsætning for menneskerettigheder? Giv din holdning til kende i læserdebatten