Indføring

Stort epos har været Indiens kulturelle grundpille i 2000 år

Særligt populære vers fra Bhagavad Gita sektionen har været følgende: ”Sanserne er hævet over kroppen; sindet er hævet over sanserne; over sindet er intellektet; og over intellektet er sjælen. Har man erkendt hvad der er højest bør man bestræbe sig på at lade sjælen erobre egoet. Benyt din magt til at underkue egoet og lysterne” Foto: Wiki commons

Det indiske helligskrift Mahabharata har med sine 1,8 millioner ord spillet en afgørende rolle for Indiens kulturelle udvikling og for landets muslimske og engelske erobrere gennem tiden

I 1500-tallets Indien stod stormogulen Akbar som ny muslimsk kejser i et ikke-muslimsk rige. Han havde erobret en lang række indiske konge- og fyrstedømmer og ønskede nu at lære det folk at kende, som han herskede over. Han igangsatte derfor et ambitiøst oversættelsesprojekt, hvor det litterære sanskritværk Mahabharata blev oversat til persisk.

Formålet var at introducere Indiens litteratur, kultur og traditioner for den herskende muslimske overklasse.

Der var en grund til, at stormogulen valgte netop det store epos. Mahabharata er et bredt og ambitiøst værk, der siges at være blevet forfattet af vismanden Vyasa i det fjerde århundrede f.v.t. Men nutidig forskning viser, at det er et sammenstykket værk, hvor store dele kan dateres tilbage til omkring 800 år f.v.t, mens andre dele er blevet tilføjet senere under forskellige kongedømmer.
 
Med sine mere end 90.000 rimende dobbeltvers dækker Mahabharata alle aspekter af det menneskelige liv. Det store epos beskriver og diskuterer etik, historie, mytologi såvel som politik, militære strategier og spiritualitet. Værket er blevet beskrevet som verdens længste digt.

Rammen for værket er en konflikt mellem to grene af en klan i kongeriget Bharata. Konflikten munder ud i en krig, som bliver skildret gennem store dele af værket. Interessant er det, at Mahabharata tilbyder en af verdenshistoriens første teoretiske diskussioner af begrebet ’retfærdig krig’.
 
I en af episoderne hører man klanen drøfte, hvorvidt man nogensinde vil kunne retfærdiggøre krig? Spørgsmålet leder til, at klanens medlemmer opstiller en række regler for deres forestående krig. Krigshandlinger skal være proportionelle (man må ikke angribe en fjende, der står svagere end en selv), der skal anvendes retfærdige metoder (man må ikke forgifte fjenden), intentionerne skal være rette (man må ikke angribe i vrede og uden kontrol over sig selv) og man skal behandle krigsfanger retfærdigt.

Mahabharata er dog bedst kendt for den sektion, som hedder Bhagavad Gita. Bhagavad Gita er en samtale mellem guden Krishna og hans discipel Arjuna og optræder som en selvstændig bog i værket.

Arjuna har det ikke godt med, at han skal deltage i en krig mod dele af sin egen familie, og da han udtrykker sine bekymringer for Krishna får de to en længere samtale om alt fra sjælens materie og udødelighed til pligter i livet, det menneskelige handlemønster og betydningen af meditation, teologi, filosofi og etik. Bhagavad Gita var et af de værker, som særligt imponerede den britiske kolonimagt, da de erobrede Indien, og der gik ikke lang tid, før man så de første oversættelser af værket til europæiske sprog.

Grundet Gitaens spirituelle indhold har personer som Ghandi tolket hele Mahabharata til at være et symbolsk, metaforisk værk, der omhandler en indre krig mod egoet og ikke en reel krig mellem to klaner.
 
Mahabharata er stadig blandt de vigtigste helligskrifter for hinduer. Til festivaller ses det ofte, at børn opfører teaterstykker med episoder fra værket, ligesom der er lavet adskillige filmiske versioner, som bliver vist på indiske tv-kanaler. På den måde ses det, at hele generationer af hinduer bliver indført i Mahabharatas indhold og lære.