Spørg

Jeg er lesbisk - kan jeg blive muslim?

Jeg tror ikke selv, at Gud ville ønske, at jeg skulle være ulykkelig og alene resten af mit liv, skriver en pige, som føler splittet mellem sin tro og sin seksualitet. Modelfoto. Foto: Francisco Seco/AP

Er jeg velkommen i islam, som jeg er? Skal jeg til at vælge imellem at være alene resten af mit liv og holde fast i min tro, eller skal jeg give slip på min tro for at finde kærligheden, spørger en læser. Imam Kassem Rachid svarer

Spørgsmål:

Kære Kassem,

Jeg er rigtig interesseret i islam og vil rigtig gerne selv konvertere. Jeg står dog i et dilemma med hensyn til min seksualitet. Jeg tror på Gud af hele mit hjerte og hele min sjæl, men jeg er til piger.

Jeg tror ikke selv, at Gud ville ønske, at jeg skulle være ulykkelig og alene resten af mit liv. Hvad mener du? Er jeg velkommen i islam, som jeg er? Skal jeg til at vælge imellem at være alene resten af mit liv og holde fast i min tro, eller skal jeg give slip på min tro for at finde kærligheden?

Venlig hilsen
Anna

Svar:

Kære Anna,

Din henvendelse er meget rørende. Hermed vil jeg med begejstring sige til dig, at du er velkommen i islam, som du er .

Det er en grundlæggende regel i islam: at enhver muslim skal frasige sig sine synder.

Det er ingen tvivl om, at det er en stor synd at være lesbisk ifølge islam. Men man kan alligevel godt være muslim. Du vil være en god muslim, og med tiden vil du finde ud, hvordan du kan leve med din kærlighed og din tro til Gud af hele dit hjerte og din sjæl.

Jeg står gerne til rådighed for at hjælpe dig med at konvertere til islam og støtte dig i dit forhold til Gud.

Du er velkommen til at konvertere til islam hos mig i vores moské, og det vil være en ære for os, at du siger trosbekendelsen hos os.

Jeg håber det bedste for dig fra mit hjerte. Held og lykke!

Bedste hilsner
Imam Kassem Rachid

Svaret giver udtryk for panelistens holdning. Religion.dk har inviteret religionsforskere og repræsentanter fra forskellige religioner og religiøse grupperinger til at besvare de spørgsmål, som sendes til "Spørg om religion". Alle svar i "Spørg om religion" giver udtryk for panelisternes egen holdning, ikke for hvad religion.dk mener.