Spørg

Hvilke farver må gæster bære til et jødisk bryllup?

Som under så mange andre forhold har det jødiske bryllup antaget det omkringliggende samfunds normer, skriver jødiske Hanna Skop. Foto: Baz Ratner/AP/ritzau

Hvilke farver må man ikke have på til et jødisk bryllup og hvorfor, spørger en læser. Jødiske Hanna Skop svarer på spørgsmålet

Spørgsmål:

Kære Brevkasse

Hvad farver må man ikke - som gæst - have på til et jødisk bryllup og hvorfor?

​Venlig hilsen Trine

Svar:

Kære Trine

Du har spurgt om, hvilke farver man som gæst ikke må bære ved et jødisk bryllup. Dette spørgsmål har jeg aldrig spekuleret over. Da jeg imidlertid er stødt på det netop i forbindelse med et bryllup for kort tid siden, har jeg forsøgt at dykke ned i det.

I forbindelse med et bryllup skal man tænke på, hvor gammel den jødiske lovgivning er. På bibelsk tid blev et ægteskab indgået ved, at manden gik ind i kvindens telt, hvilket var at betragte som indgåelse af et ægteskab.

Senere, da der også blev behov for juridiske regler, blev den formelle vielse skabt. Under denne sætter brudgommen en ring på brudens finger og udtaler ordene: "Ved denne ring er du helliget mig ifølge Moses' og Israels' tro."

Som under så mange andre forhold har det jødiske bryllup antaget det omkringliggende samfunds normer. Således at man som gæst ved et bryllup ikke bærer farven hvid, da denne farve er forbeholdt bruden. Der er ikke nedfældet noget krav om, at bruden skal være i hvidt. Man kan blive viet i hvilken som helst kjole eller dragt, og gæsternes påklædning vil ligeledes være mangfoldig.

I nutiden kan der på indbydelsen være anført en dress code, men det er også en følge af jødernes integration i det omgivende samfund. I begyndelsen af det 19. og det 20. århundrede, da mange jøder i Østeuropa var fattige, blev man viet i sit shabbat tøj, og gæsterne ved brylluppet kom også i det tøj, de nu engang havde.

Med venlig hilsen
Hanna Skop
Jøde og cand.pæd.psyk.

Svaret giver udtryk for panelistens holdning. Religion.dk har inviteret religionsforskere og repræsentanter fra forskellige religioner og religiøse grupperinger til at besvare de spørgsmål, som sendes til "Spørg om religion". Alle svar i "Spørg om religion" giver udtryk for panelisternes egen holdning, ikke for hvad religion.dk mener.

Læs også Religion.dk's store bryllupstema.