Spørg

Tror jøder på reinkarnation?

Der findes store, jødiske rabbinere, såsom Nachmanides, som har tilsluttet sig begrebet reinkarnation. Foto: LEFTERIS PITARAKIS/AP

Reinkarnation er et omdiskuteret begreb inden for jødedommen, som mange rabbinere igennem tiden har afvist, men nogle rabbinere, særligt inden for den jødiske mysticisme, mener, at jødedommen kan forenes med tanker om reinkarnation, skriver jøde

Spørgsmål og jødedom og reinkarnation

Hej religion.dk.

Jeg går i niende klasse og er lige nu i gang med at skrive en opgave om jødedommen og reinkarnation. Vi har i min gruppe søgt meget rundt på internettet og i bøger, men har svært ved at finde noget brugbart.

Kan I give et svar på, hvad man inden for jødedommen tænker om reinkarnation?

På forhånd tak.

Venlig hilsen
Laura

Svar fra jødisk panelist

Kære Laura

Reinkarnation er et omdiskuteret begreb i jødedommen. Mange rabbinere har gennem tiden afvist det, herunder den berømte jødiske filosof Saadia Gaon, men der findes også store rabbinere, såsom Nachmanides, som har tilsluttet sig begrebet.

Den jødiske reinkarnationstanke har særligt udviklet sig inden for den jødiske mysticisme, også kendt som kabbalah. Værket Shaar ha-Gilgulim, der findes oversat til engelsk, omhandler for eksempel dette emne. Den kabbalistiske forståelse af reinkarnation kan overordnet set opdeles i tre forskellige begreber, nemlig gilgul, ibbur og dybbuk.

Gilgul er det, man traditionelt forstår ved reinkarnation, altså at en sjæl går fra en krop over i en anden krop. Ibbur går ud på, at en sjæl kommer en anden sjæl til assistance. Dybbuk går ud på, at en plaget sjæl går ind i en menneskekrop og derefter skal uddrives.

Hvis du vil læse mere om emnet, vil jeg anbefale dig at slå begreberne reincarnation, metempsychosis, gilgul, ibbur og dybbuk op i et engelsk-jødisk leksikon.

Du kan eksempelvis læse mere om emnet i disse jødiske internetkilder:
www.jewishencyclopedia.com
www.jewishvirtuallibrary.org
www.myjewishlearning.com

Jonatan Cohn Maxild
Cand.scient.pol og panelist på religion.dk

Svaret giver udtryk for panelistens holdning. Religion.dk har inviteret religionsforskere og repræsentanter fra forskellige religioner og religiøse grupperinger til at besvare de spørgsmål, som sendes til "Spørg om religion". Alle svar i "Spørg om religion" giver udtryk for panelisternes egen holdning, ikke for hvad religion.dk mener.​​​​​​​