Spørg

Hvorfor beder katolikker for de døde?

Det spørgsmål, du stiller, tvinger mig til lige at uddybe et andet forhold. Vi katolikker har en lidt større bibel end de evangelisk-lutherske kristne, skriver Præst i Den Katolske Kirke, Daniel Nørgaard. Foto: duncanandison - Fotolia

Findes der mon bibelsk belæg for, at katolikker beder for deres døde, spørger en læser. Præst i Den Katoske Kirke Daniel Nørgaard svarer her, hvorfor katolikker beder for de døde

Spørgsmål:

Hej brevkasse

Er der bibelsk belæg for, at katolikker beder for deres døde?

Hilsen
Rannvá

Svar:

Hej Rannvá

Det er et godt spørgsmål, du stiller, men det tvinger mig til lige at uddybe et andet forhold. Vi katolikker har en lidt større bibel end de evangelisk-lutherske kristne.

Vi har de samme 27 bøger i Det Nye Testamente, men i Det Gamle Testamente har vi 46 bøger mod lutheranernes 39, og vi har nogle tilføjelser til tre af bøgerne i Det Gamle Testamente.

Det Danske Bibelselskab har udgivet en bibel med disse ekstra bøger, som kaldes Det Gamle Testamentes Apokryfe Bøger. Vi katolikker betragter dem ikke som apokryfe, men som en del af Bibelens kanon.

I en af disse bøger, som protestanterne ikke anser som bibelsk, findes klare beviser for, at jøder godt et århundrede før Kristi fødsel bad for de afdøde. Det drejer sig om Anden Makkabæerbog, kapitel 12 vers 38-45.

Her beskrives det, hvordan det opdages, at nogle faldne jødiske frihedskæmpere havde dyrket afguder, men at de jødiske frihedskæmperes leder, Judas Makkabæeren, sørger for, at der blive bragt ofre og bedt for disse afdøde.

Der står blandt andet: ”For hvis ikke Judas forventede, at de faldne skulle opstå, havde det været overflødigt og tåbeligt at bede for de døde (…) Derfor bragte han soningsofferet for de døde, for at de kunne befries for deres synd”.

Det er jo et ret stærkt bibelsk argument for at bede for de afdøde, men det kan jo ikke så godt bruges i en diskussion med protestanter, som ikke anerkender Anden Makkabæerbog som en del af Bibelen.

De bedste hilsener

Daniel Nørgaard
Præst i Den Katolske Kirke

Svaret giver udtryk for panelistens holdning. Religion.dk har inviteret religionsforskere og repræsentanter fra forskellige religioner og religiøse grupperinger til at besvare de spørgsmål, som sendes til "Spørg om religion". Alle svar i "Spørg om religion" giver udtryk for panelisternes egen holdning, ikke for hvad religion.dk mener.