Hvordan får man et kald til at blive nonne?

Jeg har læst mig frem til, at man bliver nonne, fordi man får et kald. Hvordan ved man, det er et kald til at blive nonne? Er det noget, man hører eller ser, spørger en læser. Søster Anna Mirijam Kaschner svarer

Spørgsmål:

Hej. Jeg har læst mig frem til, at man bliver nonne, fordi man får et kald. Jeg er meget interesseret i at vide, hvordan dette kald kommer til udtryk? Hvordan ved man, atdet er et kald til at blive nonne? Er det noget man hører eller ser, vises det fysisk på kroppeneller hvordan?

Venlig hilsen
Camilla

Svar:

Kære Camilla

Mange tak for din henvendelse og dit spørgsmål.

Du har ret i at man ”får” et kald til at blive nonne. Det betyder, at et kald til ordenslivet ikke er noget, jeg selv kan ”gøre”. Det er en fri gave, man får fra Gud. Og der er ikke nogen betingelser for, om man kan få et kald eller ej. Man behøver ikke at være religiøs, from, syndfri eller hellig. Gud kalder hvem han vil, og han ser ikke på det, som ofte er vigtigt i vores øjne. Derfor kan det være – og sker ofte – at det menneske, som Gud kalder, ikke er forberedt på det.

Du spørger, hvordan dette kald vises, og om man hører eller ser noget, eller om det vises fysisk på kroppen. Når vi siger, at Gud kalder, så betyder det normalt ikke, at man kan høre hans stemme, ligesom man kan høre et andet menneske kalde på en. Gud kalder ofte meget forsigtigt og sagte.

Efter min erfaring og mange samtaler med andre ordensfolk har jeg fundet ud af, at enhver oplever Guds kald anderledes. Nogle siger, at de har følt Guds nærvær og kærlighed på en så dyb måde, at de kunne mærke, at den eneste mulighed for at svare på denne erfaring var at vie sig selv til Gud.

Andre siger, at et bibelord har ramt dem så meget i hjertet, at de begyndte at spørge Gud i bønnen: Hvad vil du, jeg skal gøre? Andre fortæller, at de var meget søgende efter noget, som kunne give mening for dem og for deres liv. Andre har mødt ordenssøstre eller nonner på et kloster og har følt sig pludselig hjemme der og tiltrukket af deres livsform. For nogle har tanken om at gå i kloster været der længe, måske siden de var børn, for andre kom det uventet og pludseligt.

Der findes altså næsten ligeså mange måder for, hvordan et kald kan vise sig, som der findes ordensfolk. Et fælles træk i mange fortællinger om kald er dog, at man på en eller anden måde kan føle kaldet. Mange sammenligner det med at være forelsket og have sommerfugle i maven.

Et andet fælles træk er, at dette kald ikke kun er en engangsbegivenhed, men noget, som varer ved. Det vil sige, at ideen omat klosterlivet kunne være en muligheddukker op,måske bare som en tanke. Og det menneske, som oplever dette, er måske forskrækket og skubber tanken til side. Men så dukker den op igen og igen og igen.

Et tredje fælles træk i beretningerne om kald er, at mange siger, at de i begyndelsen var bange: ”Hvordan skal jeg klare det her? Jeg har andre planer med mit liv. Hvordan skal jeg sige det til mine forældre og venner?” Disse forbehold er absolut normale og hører med til et kald. Selv Maria blev forskrækket, da englen kom til hende, og også hun spurgte: Hvordan skal det gåtil? Men samtidig er der ved siden af angsten også en længsel. Denne længsel er også et tegn på, at det kan være, man har et kald til ordenslivet.

Når man oplever noget at alt dette, så er mit råd, at man søger efter en person – måske en præst eller en ordenssøster – man kan tale med, fordi dette kan være et tegn på, at Gud kalder.

Venlig hilsen
Søster Anna Mirijam Kaschner
Nonne ved "Missionssøstre af det dyrebare blod"

Svaret giver udtryk for panelistens holdning. Religion.dk har inviteret religionsforskere og repræsentanter fra forskellige religioner og religiøse grupperinger til at besvare de spørgsmål, som sendes til "Spørg om religion". Alle svar i "Spørg om religion" giver udtryk for panelisternes egen holdning, ikke for hvad religion.dk mener.