Spørg

Læser: Hvorfor overhovedet have en religion?

Jeg vil også - som dig - sige om mig selv, at jeg er nogenlunde fornuftig. Men jeg vil samtidig også sige, at det langt fra er hver gang, jeg formår at gøre det, som er bedst eller mest rigtigt. Og at jeg derfor har brug for Jesus, svarer projektleder Thomas Frovin. Foto: Iris

Jeg har ikke den store fidus til religion, og jeg kan ikke se, hvorfor jeg skulle have det, men kan jeg så risikere at kommer i helvede? spørger en læser. Åndelig projektleder Thomas Frovin svarer

Spørgsmål

Kære brevkasse

Hvorfor skal jeg have en religion?

Hvis jeg ikke har den store fidus til religion og ikke kan se, hvorfor jeg skulle have det, kommer jeg så i “helvede”, fordi én eller anden har lavet nogle regelsæt, som f.eks. siger, at man ikke må spise svinekød? For hvis man gør, lyder han da som lidt af et fjols, jeg ikke har lyst til at tilbede alligevel.

Jeg synes selv, at jeg har en god omgang sund fornuft og nok lever efter, at man skal opføre sig overfor andre, som du selv vil have, andre opfører sig overfor dig.

Jeg synes bare, det ville være lidt noget hø, hvis det skulle ende med, at jeg skulle brænde op i helvede, fordi jeg har spist en baconburger eller heppet på den forkerte Gud.

Med venlig hilsen
Simon

Svar

Kære Simon

Tak for dit spørgsmål, som jeg vil forsøge at svare på udfra mit eget synspunkt.

Jeg tror på Gud, og kristendommen beskriver meget fint det, der er en del af min tro. Men det er ikke noget, jeg ”har” bevis på; det er noget, jeg må stole på og have tillid til. Nogle gange iblandet megen tvivl og med stor skepsis, og andre gange med stor frimodighed.

Hvorfor tror jeg? Fordi kristendommens diagnose af mennesket er én, jeg kan identificere mig med.

Den kristne tro siger jo, at mennesket ikke altid formår at gøre det, der er rigtigt. At mennesket ofte vælger sig selv og sit eget fremfor det, der ville gavne Gud eller næsten. Og den kristne tro peger på, at Jesus på den måde bliver afgørende for menneskets vej frem, for han er alt det, vi ikke kan være. Det tror jeg på.

Det evige liv handler i kristen forstand ikke om, at man skal overholde en masse regler for at gøre sig fortjent til det. Det handler om, at man indser sin egen utilstrækkelighed og så sætter sin lid til Jesus og beder ham klare ærterne for en.

Jeg vil også - som dig - sige om mig selv, at jeg er nogenlunde fornuftig. Men jeg vil samtidig også sige, at det langt fra er hver gang, jeg formår at gøre det, som er bedst eller mest rigtigt. Og at jeg derfor har brug for Jesus. Om du kan genkende fornemmelsen af, at man fik gjort eller sagt noget, man ikke skulle - ja, det ved jeg ikke. For mig handler det også om alle de fine ting, jeg undlod at gøre eller sige.

Du spørger, om du kommer i helvede, hvis du ikke tror på det. Alt afhængig af hvilke repræsentanter fra forskellige trosretninger, du taler med, vil du få forskellige svar.

Jeg kunne have lyst til at spørge dig, hvad du tænker, der sker, når man dør? Hvis du nu ikke tror på noget – jamen, spiller det så nogen rolle, hvad jeg eller andre tror? Eller sagt på en anden måde - hvad tror du selv, der sker?

Det er godt og vigtigt at være et ordentligt menneske, mens vi er her. Men når jeg læser dit brev, tænker jeg, om du – som mig – fornemmer, at livet er andet og mere end det, vi kan se. Og jeg kunne have lyst til at tale med dig, om du alligevel – på én eller anden måde – måske har en tro på ét eller andet, når du nu har en forventning om, at der må være en retfærdighed ét eller andet sted?

Jeg tror på, at den retfærdighed findes hos Jesus.

Med venlig hilsen
Thomas Frovin
Projektleder for "I Mesterens Lys", et brobygningsarbejde mellem kirken og den nyåndelige verden.

Svaret giver udtryk for panelistens holdning. Religion.dk har inviteret religionsforskere og repræsentanter fra forskellige religioner og religiøse grupperinger til at besvare de spørgsmål, som sendes til "Spørg om religion". Alle svar i "Spørg om religion" giver udtryk for panelisternes egen holdning, ikke for hvad religion.dk mener.