Læserspørgsmål

Hvilke udfordringer oplever muslimske kvinder i Danmark?

Islam er levende og ændrer sig hele tiden i henhold til kontekst, så vi vil se mange unge forstå islam ind i en dansk kontekst og fralægge sig forældrenes kulturer, skriver cand.mag. i Islamiske Studier, Nour Jørgensen. Foto: Mila Supynska - Fotolia

Hvilke udfordringer oplever muslimske kvinder, der lever i det danske samfund, spørger to folkeskoleelver. Cand.mag. og muslim Nour Jørgensen svarer

Spørgsmål:

Hej brevkasse

Vi er to piger fra 9. klasse, der er i gang med projektuge. Vi har om unge muslimske kvinder, som skal finde en balance mellem dansk ungdomsliv i Danmark og deres religion. Vi håber, at I vil svare på nogle af vores spørgsmål.

Hvor mange muslimske kvinder er der cirka i Danmark?

Kan man tale om, at nogle muslimske piger vælger at bryde med deres sociale baggrund ved for eksempel at tage en uddannelse, selv vælge deres tøjstil, få en kæreste med mere?

Hvilke udfordringer kender I til det at være muslimsk kvinde og leve i det danske samfund?

Hilsen
Frida

Svar:

Kære Frida

I Danmark må man ikke registrere folk efter deres tro, derfor har vi ingen tal på, hvor mange muslimer der findes i Danmark. Et godt bud er dog bogen "Tørre tal om tro" af Warburg. Brian Arly Jacobsen har ligeledes forsøgt at finde et antal.

For at kunne tale om, at nogen bryder med deres baggrund, bør man gøre op med, hvad I mener med betegnelsen "social baggrund".

Hvis jeres hypotese for eksempel er, at muslimske kvinder ikke må få uddannelse eller arbejde, og de så vælger at gøre det, så bryder de med den sociale kontrol eller forventning, I som en del af samfundet har til dem.

Her bør man dog tage i betragtning, at piger med anden etnisk baggrund end dansk har langt højere uddannelser og ofte klarer sig bedre i skolerne end drengene.

Men det er rigtigt, at vi ser problematikker med piger (i de tilfælde jeg har arbejdet med) med pakistansk, indisk eller afghansk baggrund, som skal leve op til et ældre æres-system og et kontrollerende socialt netværk, hvor der forventes bestemte normer for dem, blandt disse er der et stort antal af unge, som løber væk hjemmefra, når presset bliver for hårdt.

Forældrene prøver at fastholde nogle principper, som hører til i en anden kontekst og i en anden tid, samtidig med at de unge lever i en dansk kontekst, hvilket skaber konflikter og problemer.

Der er mange nuancer i henhold til spørgsmålet om at være muslimsk kvinde i Danmark - de ovenstående emner refererer til forskellige kulturer og æresprincipper, som vi ikke kender fra islam. Man bør prøve at adskille islam og kultur, til trods for at de oftest er meget flettet sammen.

Men det skal ikke forstås sådan, at fordi en person vælger at konvertere til islam, at han eller hun så skal leve under for eksempel pakistanske æresprincipper og kulturelle normer. Islam er levende og ændrer sig hele tiden i henhold til kontekst, så vi vil se mange unge forstå islam ind i en dansk kontekst og fralægge sig forældrenes kulturer.

Så hvad nogle piger med anden etnisk baggrund end dansk går igennem af problemer, er ikke det samme, som hvad andre muslimske piger går igennem, selvom det kan overlappe. Helt overordnet så adskiller en praktiserende muslimsk kvinde sig fra resten af samfundet ved for eksempel påklædning (såsom tørklæde).

Det kan give kvinden udfordringer alt afhængigt af, hvor i landet hun er, og i hvilken situation hun er. Udfordringer kan for eksempel være tilråb eller fjendskhed. Der er forskellige job, hvor man ikke må bære religiøse symboler, og der er forskellige uddannelser, som kræver, at personen for eksempel ikke tildækker sine arme.

De muslimske kvinder, jeg har mødt og kendt igennem tiden, har alle følt, at de godt kan blande det at være dansk med at være muslim. Så bliver danske værdier ikke ligestillet med svin, øl og letpåklædte kvinder og mænd, men værdier som humanitet, ønsket om at hjælpe, troen på det bedste i mennesket, orden og struktur.

Mange muslimske kvinder føler, at det er nedværdigende, at dansk kultur bliver kogt ind til en suppedas, de ikke kan være med i. Danske værdier er så langt mere og går endda fint overens med den måde, som flertallet af unge danske muslimer tolker islam på.

Håber I har held med jeres opgave, og at ovenstående besvarede jeres spørgsmål. 

Bedste hilsner 
Nour Jørgensen 
Cand.mag. i Islamiske Studier og muslim 

Svaret giver udtryk for panelistens holdning. Religion.dk har inviteret religionsforskere og repræsentanter fra forskellige religioner og religiøse grupperinger til at besvare de spørgsmål, som sendes til "Spørg om religion". Alle svar i "Spørg om religion" giver udtryk for panelisternes egen holdning, ikke for hvad religion.dk mener.