Spørg

Er jeg skilt fra min muslimske mand?

Er man skilt ifølge dansk lov, skal andre lande ifølge internationale konventioner anerkende skilsmissen. Dette sker dog ikke automatisk, og det kan være besværligt at få et ægteskab, der er indgået og registreret i et muslimsk land, opløst i det pågældende land, selvom man er skilt ifølge dansk lov, svarer foredragsholder Aminah Tønnsen.

Jeg har været skilt fra min mand i snart et år. Hver gang jeg ser ham, siger han, vi stadig er mand og kone, fordi vi kun er skilt ifølge dansk lov og ikke islamisk lov. Er vi skilt eller er vi ikke? spørger en læser. Muslimske Aminah Tønnsen svarer

Spørgsmål

Kære Brevkasse 
 
Jeg har været skilt fra min mand i snart et år. Og vi har børn sammen. Hver gang han ser mig, siger han til mig, at vi ikke er skilt, og at vi stadig er mand og kone. For han har ikke sagt de 3 gange talaq til mig, og han siger, at det, vi har skrevet under på, er dansk tradition, og at det ikke gælder som talaq i islam. Mit spørgsmål er: Er vi skilt eller ikke?

Venlig hilsen
Anonym

Svar

Kære spørger
 
Er man skilt ifølge dansk lov, skal andre lande ifølge internationale konventioner anerkende skilsmissen. Dette sker dog ikke automatisk, og det kan være besværligt at få et ægteskab, der er indgået og registreret i et muslimsk land, opløst i det pågældende land, selvom man er skilt ifølge dansk lov.

Endvidere anerkender man i de traditionelle muslimske miljøer ofte ikke en ”dansk” skilsmisse, men insisterer på en traditionel skilsmisse – selvom et traditionelt såkaldt nikah- eller fatiha-ægteskab, der ikke er registreret hos myndighederne, hverken er juridisk gyldigt her eller i lande med muslimsk flertalsbefolkning. Børn født i sådanne ikke-registrerede ægteskaber anerkendes ikke som ægtefødte.

For de mænd, der insisterer på en traditionel skilsmisse (hvor det er manden, der ”forstøder” sin hustru ved at udtale talaq-formularen), kan det være en hævn for den ære, de mister i det øjeblik, deres hustru søger skilsmisse fra dem. Derfor ønsker de ikke, at hun skal føle sig fri til at gifte sig igen og nægter at udtale talaq-formularen. En fremgangsmåde, der desværre ofte understøttes af kvinderne i de traditionelle miljøer, der nidkært vogter over de gamle traditioner, for kvinde er kvinde værst.

De såkaldte lærde overser dog – bevidst eller ubevidst – at manden i et traditionelt ægteskab har pligt til at forsørge sin hustru og deres børn, ligesom der skal være tale om et normalt ægteskabeligt samliv. Hvis disse ting ikke er opfyldt, har en hustru traditionelt kunnet få tilkendt skilsmisse – også uden mandens samtykke.

Alligevel hører man i vore dage ofte, at imamer i indvandrermiljøerne (hvor alle kender alle) påstår, at de ikke har kompetence til at give skilsmisse til de selv samme par, som de har ”viet religiøst”. Problemet er ikke islam, men de æresbegreber og patriarkalske normer, der styrer de muslimske miljøer.

Der blev sidste år her i København afholdt en konference, der netop handlede om skilsmisse, når to retssystemer kolliderer. Man nåede dog ikke videre end til at anerkende, at det er et kæmpe problem for de involverede kvinder, og at der ikke umiddelbart er nogen praktisk løsning i sigte. Kun en holdningsændring i de muslimske miljøer kan løse problemet med den manglende anerkendelse af ”danske” skilsmisser.

Man kan få rådgivning om skilsmisse i Dansk Islamisk Center: http://dicenter.dk/services/skilsmisse/
Også på følgende link skulle man kunne få rådgivning om, hvordan man kan komme ud af en religiøs vielse”: http://www.lokk.dk/Raadgivning/Religioese-vielser/
Jeg vil dog lige tilføje, at jeg ikke har nærmere kendskab til den rådgivning, der gives de to steder; men det er da værd at prøve. 

Måske kan du med hjælp fra familie og venner forsøge at få din eks-mand til at indse, at jeres ægteskab definitivt er slut – og tilskynde ham til at udtale de tre talaq-formularer, selvom du juridisk set allerede er skilt fra ham.

Det sidste er vigtigt at holde fast i: Juridisk set er du skilt fra din mand og dermed fri til at indgå nyt ægteskab, hvis du skulle ønske det.

Med venlig hilsen
Aminah Tønnsen 
Forfatter og foredragsholder

Svaret giver udtryk for panelistens holdning. Religion.dk har inviteret religionsforskere og repræsentanter fra forskellige religioner og religiøse grupperinger til at besvare de spørgsmål, som sendes til "Spørg om religion". Alle svar i "Spørg om religion" giver udtryk for panelisternes egen holdning, ikke for hvad religion.dk mener.