LUK

Det ser ud som om at du ikke er logget ind

Log ind for at dele artiklen

Glemt adgangskode? Klik her.

Spørg

Kan kastesystemet og FN's menneskerettigheder forenes?

Kvinder fra de laveste kastegrupper laver det manuelle arbejde. Her graver de huller på gaden i New Delhi. Foto: Søren Bidstrup/Ritzau Scanpix.

Det hinduistiske kastesystem deler folk op i klasser, men FN's menneskerettigheder siger, at alle skal være lige. Kan de to forenes, spørger to skoleelever. Religionsforsker Marianne Qvortrup Fibiger svarer

Spørgsmål

Hej brevkasse

Vi er to piger, der arbejder med hinduisme i vores kristendomsafgangsprøve.

Vi vil gerne spørge om, hvilke sammenstød der er mellem kastesystemet og FN's menneskerettigheder, da kastesystemet deler folket op i klasser, og FN's menneskerettigheder siger, at alle skal være lige.

Med venlig hilsen
Anna og Klara

Svar

Kære Anna og Klara

I stiller et meget relevant spørgsmål om, hvorvidt det hinduistiske kastesystem og FN's menneskerettigheder, hvor alle mennesker skal behandles lige, har haft sammenstød. Det kan jeg svare ja til.

Menneskerettighederne bruges som argument af de mange Dalit (kasteløse) organisationer, som netop kæmper for de kasteløse og lavkastefolks rettigheder.

Det, der dog også er interessant, er, at mange intellektuelle hinduer forsøger at argumentere for, at det, vi i dag kalder kastesystemet og menneskerettighederne, sagtens kan forenes.

I den forbindelse adskiller de det, man kalder for varna-systemet med jati-systemet. Mens det første - altså varna - egentlig betyder farve og henviser til en gammel myte kaldet Purushahymnen fra tekstsamlingen Rigveda fra omkring 1200 fvt., så er jati en langt senere opfindelse.

De intellektuelle lægger vægt på Purushahymnen, som er en uroffer myte, hvor Purusha, et guddommeligt væsen, bliver ofret af guderne, for at blandt andet menneskene kan opstå. Ud af hans krop opstår fire varna-grupper fra henholdsvis Purushas hoved, arme, lår og fødder. Ifølge myten kommer brahminerne, præsterne, fra hovedet, det mest rene sted, og shudraerne, lavkastefolkene, fra fødderne, det mest urene sted.

De intellektuelle understreger, at Purushahymnen ikke lægger op til, at man er født ind i en bestemt varna/kastegruppe, men at man skal udføre den rolle, som er bedst for helhedens skyld. Her forbinder man Purushas krop med hele samfundet. Derfor er alle roller lige vigtige for helhedens bedste. Og her kan menneskerettighederne godt passe ind.

Med hensyn til jati-begrebet, som kan oversættes med kastesystemet, så mener de reformvenlige intellektuelle, at det er en menneskelig forvanskning af den egentlige ide. Her fødes man ind i en kaste, og man gifter sig også kun med personer af samme kaste. Der er en klar diskriminering af lavkastefolk.

Så for at opsummere så vil de reformvenlige intellektuelle sige, at jati-systemet ikke kan forene sig med menneskerettighederne, men det kan varna-systemet.

Med venlig hilsen
Marianne Qvortrup Fibiger
Ph.d. og lektor i Religionsvidenskab

Svaret giver udtryk for panelistens holdning. Religion.dk har inviteret religionsforskere og repræsentanter fra forskellige religioner og religiøse grupperinger til at besvare de spørgsmål, som sendes til "Spørg om religion". Alle svar i "Spørg om religion" giver udtryk for panelisternes egen holdning, ikke for hvad religion.dk mener.