Spørg

Hvad er forskellen på en imams, præsts og rabbiners rolle?

De tre store monoteistiske religioner er meget forskellige, også hvad angår lederskab i deres menigheder og trossamfund, skriver Henrik Ertner Rasmussen, Generalsekretær i Dansk Europamission. Foto: Agata Kowalczyk - Fotolia

Hvad er forskellen på imamens rolle i islam, præstens rolle i kristendommen og rabbinerens rolle i jødedommen, spørger en læser. Generalsekretær Henrik Ertner Rasmussen svarer

Spørgsmål: 

Kære brevkasse

Der findes ingen præster inden for islam, men der findes bønneledere og lærde mænd.

Kan I forsøge at forklare forskellen på imamens rolle i islam, præstens rolle i kristendommen og rabbinerens rolle i jødedommen?

Hilsen Sara

Svar:  
 
Kære Sara 
 
De tre store monoteistiske religioner er meget forskellige, også hvad angår lederskab i deres menigheder og trossamfund.

Jødedommens præsteskab, kohanim, havde ansvar for at foretage ofringer i templet i Jerusalem frem til år 70 efter Kristi fødsel, hvor templet blev ødelagt. Som supplement til tempeltjenesten i Jerusalem, som alle jøder én gang om året skulle deltage i, blev der efterhånden på Jesu tid og fremefter etableret synagoger, en slags forsamlingshuse.

De havde til at begynde med en almen, social funktion, men gudstjeneste med bøn og skriftlæsning hørte med og blev efterhånden nærmest den eneste funktion i synagogerne, der efterhånden bredte sig både inden for Judæa og Galilæa samt i diasporaen (jøder bosat udenfor Israel, red.), blandt de jødiske kolonier i og uden for Romerriget. De havde normalt en forstander, og til at prædike og undervise havde man rabbinere.

Hvor præsterne var kvalificerede ved deres afstamning fra Levi gennem Aron, Moses’ bror, var rabbinerne kvalificerede gennem deres studier af Toraen, Profeterne og skrifterne hos ældre, anerkendte skriftlærde.

Efter ophøret af tempeltjenesten blev præsteskabets rolle begrænset til at foretage visse ceremonier og læsninger i synagogen. Rabbinerne er nu dem, der ses som de ledende indenfor menighederne med ansvaret for at holde den jødiske tradition intakt, for folkets religiøse opdragelse og de regelmæssige gudstjenester i synagogerne.

Jøder, der søger vejledning i trosspørgsmål og i at handle korrekt ifølge Toraen og de fortolkninger, som i historiens løb er blevet foretaget og videregivet, vil derfor naturligt henvende sig til deres rabbinere.
 
I mange lande, herunder Danmark, har jøderne en overrabbiner, som fører ordet på trossamfundets vegne overfor myndigheder og andre trossamfund.
Inden for kristendommen anser man offerpræstetjenestens gyldighed for afsluttet i og med Jesu korsdød, hvor han selv var både præst og offer, det rene offerlam. De apostle, som Jesus indsatte til at føre forkyndelsen og læren om ham videre, indsatte ”ældste”, på græsk presbyteroi, heraf ordet ”præst”, og der opstod et hierarki med tilsynsmænd, ældste og menighedstjenere, biskopper, præster og diakoner.

Især tjenesten ved alterbordet kom til at blive set som en ublodig gentagelse af Kristi ene offer af sig selv, og derfor kom de, der havde fuldmagten til at foretage denne tjeneste til at blive set som præster i betydningen offerpræster, på latin sacerdotes, på græsk hieroi. Dog er det apostoliske embede ifølge Det Nye Testamente primært en tjeneste som hyrde og lærer for menigheden. Og ifølge Det nye Testamente er hele det kristne folk egentlig et helligt præsteskab, der ofrer Gud lovprisning og tilbedelse.

Alligevel har kirken som regel udvalgt nogle med specielle kaldelser, evner og uddannelse til at tage ansvaret for den daglige sjælesorg og undervisning, samt for at holde den overlevering, der stammer tilbage til apostlene selv, intakt.

Efter reformationen skete der indenfor protestantismen et opgør med forståelsen af messen som et offer og dermed forståelse af præsten som offerpræst, således at det er tjenesten som hyrde og lærer for menigheden, der er det centrale.

I den katolske og den ortodokse forståelse af præsteembedet hører også fuldmagten til at løse folk fra deres synder i forbindelse med skriftemålet. I protestantisk tradition skal en præst også kunne tage imod et skriftemål og tilsige den skriftende syndernes forladelse, men i princippet behøver det ikke være en præst, man bekender sine synder for. Det hører med til præstens pligter i forbindelse med skriftemål, at præsten har tavshedspligt med det, som han hører under skriftemålet.

Det gælder i hvert fald i katolsk og ortodoks sammenhæng og indenfor Den Danske Folkekirke, hvor det er ikke alene fyringsgrund at fortælle noget, man har hørt i et skriftemål, men også fører til, at man bliver frataget muligheden for at fungere som præst. Præster bliver også ofte bedt om vejledning, ikke alene i trosspørgsmål, men også i ægteskabelige og andre livsproblemer. Indenfor mange kirker har man en øverste repræsentant for trossamfundene.

I islam har man ikke noget egentligt præsteskab, idet islam som trossystem ikke opererer med ofringer, hverken i bogstavelig eller overført betydning. Men man har alligevel folk med teologisk/juridiske uddannelser, `ulamâ’, det vil sige lærde, til at varetage forskellige grader af formidling af Koranens budskab og den islamiske tradition.

I mange muslimske lande er den slags personer ansat af, eller i hvert fald godkendt af staten, og der er en form for hierarki, dog ikke som de traditionelle hierarkier i de ortodokse og katolske kirker. I Egypten er det højeste, man kan avancere til som lærd, stillingen som sheikh al-Azhar, den øverste lærde på al-Azhar-universitetet. Dernæst er der ”republikkens mufti”, der har ansvar for at komme med udtalelser om den korrekte måde at agere på i specifikke spørgsmål i forhold til islamisk lov.

Ordet ”imam” betyder egentlig blot en, der står foran, det vil sige leder bønnen i moskéen. En imâm khâtib betyder en ”prædikende imam”, det vil sige, han skal holde prædikenen ved fredagsbønnen og på muslimske helligdage, og det kræver en egentlig teologisk uddannelse. Muslimer bruger gerne deres imamer til at vejlede sig i trosspørgsmål, og derfor er det vigtigt, at imamerne har den nødvendige viden om Koranen og den muslimske tradition. Af den grund sørger man i hvert fald i nogle muslimske lande for en form for certificering af imamerne.

Det er trods alt et stort ansvar, man som imam påtager sig, hvis man vil undervise og vejlede andre. Da islam er en lovreligion, vil det ofte være teologisk uddannede imamer, man søger vejledning hos, da det for en troende muslim ofte vil betyde meget, at man ved, at man følger sharia, der betragtes som guddommelig lov, og det skal en imam ud fra sit kendskab til Koranen og Sunna kunne vejlede de troende til.

Der er dog også mange muslimer, der søger svar på deres spørgsmål i bøger og tidsskrifter, og det er ikke nødvendigt i islam med en institution som skriftemålet, sådan som det er tilfældet i den katolske og den ortodokse kirke.

Venlig hilsen 
Henrik Ertner Rasmussen
Generalsekretær i Dansk Europamission

Svaret giver udtryk for panelistens holdning. Religion.dk har inviteret religionsforskere og repræsentanter fra forskellige religioner og religiøse grupperinger til at besvare de spørgsmål, som sendes til "Spørg om religion". Alle svar i "Spørg om religion" giver udtryk for panelisternes egen holdning, ikke for hvad religion.dk mener.