Spørg

Hvad mener Jehovas Vidner om abort?

Vi siger nej til provokeret abort, fordi vi regner livet, også det ufødte liv, for helligt, skriver Erik Jørgensen, der er ansvarshavende for Jehovas Vidners blad. Foto: Modelfoto/Iris/Ritzau Scanpix

Hvilken etik og argumentation anvender Jehovas Vidner i forhold til abort, spørger en læser. Erik Jørgensen, der er ansvarlig for udgivelsen af Jehovas Vidners blad Vagttårnet, svarer

Spørgsmål

Hej brevkasse

Jehovas Vidner er imod abort. Hvilken etik og argumentation anvender de i forhold til dette emne? Jeg tænker særligt på etik.

Venlig hilsen
Krista

Svar

Kære Krista

Mange tak for dit spørgsmål. Det er jo et spørgsmål, der berører mange, og selv om vi som Jehovas Vidner personligt siger nej til provokeret abort, så respekterer vi andres ret til selv at afgøre, hvordan de vil leve deres liv. Jehovas Vidner deltager derfor ikke i kampagner, politisk lobbyarbejde eller demonstrationer imod fri abort.

Vi siger nej til provokeret abort, fordi vi regner livet, også det ufødte liv, for helligt. I Bibelen omtales Gud som ”livets kilde” (Salmernes Bog kapitel 36 vers 10). Gud har som skaber ret til at fastlægge, hvordan vi skal behandlet livets gave, og vi finder, at Hans budskab om dette kommer klart til udtryk i Bibelen.

Der er adskillige bibelsteder, der viser, at Gud ser os som enkeltpersoner allerede på fosterstadiet. I Salme 139 vers 13-18 beskrives dette med meget smukke ord. Vers 16 lyder således:

”Da jeg endnu var foster, havde du mig for øje.”

Den måde Jehova, Gud, handlede med Jeremias (Jeremias' Bog kapitel 1 vers 5), Johannes Døberen og Jesus inden deres fødsel understreger samme tanke (kapitel 1 i Matthæus- og Lukasevangeliet).

Igennem årene har vi ofte behandlet spørgsmålet om abort i vores publikationer. På vores hjemmeside www.jw.org kan man i søgefeltet skrive "abort", og se henvisninger til mange artikler om emnet.

Jeg håber, at det besvarer dit spørgsmål.

Med venlig hilsen
Erik Jørgensen
Ansvarshavende for Jehovas Vidners blad Vagttårnet

Svaret giver udtryk for panelistens holdning. Religion.dk har inviteret religionsforskere og repræsentanter fra forskellige religioner og religiøse grupperinger til at besvare de spørgsmål, som sendes til "Spørg om religion". Alle svar i "Spørg om religion" giver udtryk for panelisternes egen holdning, ikke for hvad religion.dk mener.