Spørg

Hvordan forbereder jeg mig på min egyptiske vielse?

Du skriver ikke, hvor længe du har kendt din egyptiske forlovede, men en beslutning om ægteskab, og især mellem personer fra så forskellige kulturer, skal helst baseres på et stærkt fundament af sammenhold og tryghed, skriver katolske Lone Skov Al Awssi. Foto: NIMA/ritzau

Jeg er i et dejligt forhold med en egyptisk mand. Vi har planer om at blive viet i Cairo og derefter i Danmark. Hvordan undgår jeg, at det ikke kun er de egyptiske og islams regler, der gælder i vores ægteskab, spørger en læser. Katolske Lone Skov Al Awssi, der er gift med en egypter, svarer

Spørgsmål:

Kære Brevkasse

Jeg er i et dejligt forhold med en egyptisk mand. Og vi har planer om at blive viet i Cairo og derefter i Danmark. Men jeg har nogle spørgsmål, som jeg håber du kan give svar på.

Den anden dag prøvede jeg at finde svar på mine spørgsmål på internettet. Der stod noget med, at hvis han skal komme til Danmark, skal vi begge være 24 år. Jeg er dog kun 22 år. Kender du til det krav?

Hvad skal jeg have planlagt på forhånd inden vielsen, så det ikke kun er de egyptiske og islams regler, der gælder i vores ægteskab? Og hvilke dokumenter skal jeg have med, hvis jeg stadig er hjemmeboende?

Når vi skal giftes i Danmark, har min kæreste ikke noget problem med, at vi gør det i en kirke. Jeg er nemlig kristen,men han er jo muslim. Ved du om det så kan lade sig gøre?

Hvis du har andre ting, du synes jeg skal vide, så skriv dem endelig. Alt dette er meget nyt for mig.

På forhånd tak.

Mvh Julie

Svar:

Kære Julie

Tak for dit spørgsmål.

Du spørger, om din kommende egyptiske mand, efter vielsen i Cairo og et bryllup i Danmark, frit kan bosætte sig her. Det er lidt svært for mig at svare helt fyldestgørende ud fra dine oplysninger. Men jeg regner med, at du er dansk statsborger, og at din kommende mand er egyptisk statsborger.

En betingelse, for at I kan bo sammen i Danmark, er, at I begge to er mindst 24 år. I kan dog ansøge om ægtefællesammenføring, når den yngste af jer er 23,5 år. Den eneste mulighed for dispensation, altså at 24-års reglen fraviges, er, hvis din forlovede har et erhverv, som er på positivlisten. Altså et erhverv som danske virksomheder eftertragter, og at han opnår ansættelse, før han bosætter sig i Danmark. Du kan se de erhverv, som er på positivlisten på Udlændingestyrelsens hjemmeside "Ny i Danmark."

Desuden skal den danske ægtefælle normalt stille en økonomisk garanti på cirka 54.000 kroner, være selvforsørgende og ikke på offentlig ydelse. Den udenlandske ægtefælle skal bestå en danskprøve på et bestemt niveau. Dertil er der også andre betingelser, så jeg vil anbefale dig at kontakte Udlændigestyrelsen. De kan bedst vurdere jeres muligheder.

De dokumenter, som du skal vise ved vielsen i Cairo, er dit gyldige danske pas med et gyldigt visum til Egypten. En dansk bopælsattest, hvoraf det fremgår, at du er ugift. Du skal have bopælsattesten legaliseret ved henvendelse til Udenrigsministeriets legaliseringskontor og på den egyptiske ambassade i København. En legalisering er gyldig i fire måneder. Du kan læse mere på hjemmesiden for den danske ambassade i Kairo.

Jeg er glad for, du skriver, I også skal giftes i Danmark. Det er meget vigtigt. Det er mere underordnet, om I bliver gift på rådhuset eller i folkekirken. Det vigtigste er, at jeres ægteskab vil være underlagt dansk lovgivning, når I også bliver gift her i landet. Jeg er ret sikker på, at I kan blive gift i folkekirken, hvis I ønsker dette, da du jo er kristen.

Som du kan se, er der mange regler, der skal opfyldes, og jeg er ikke sikker på, at det vil være let for jer at få tilladelse til, at I kan bosætter jer i Danmark. Det er ganske kompliceret, at få en udenlandsk ægtefælle til Danmark. Derfor er alderskravet på 24 år fornuftigt, for der er meget at tage stilling til og også få gennemført.

Alternativt skal I bosætte jer i Egypten. Jeg holder meget af Egypten, det er et spændende land med en fantastisk historie og kultur og dejlige mennesker, men der vil være mange udfordringer for dig ved at bo der. Dem skal du gennemtænke meget grundigt, og jeg håber, at du kan tale med dine forældre eller andre nærtstående for at få støtte og hjælp.

Du skriver ikke, hvor længe du har kendt din egyptiske forlovede, men en beslutning om ægteskab, og især mellem personer fra så forskellige kulturer, skal helst baseres på et stærkt fundament af sammenhold og tryghed. Du har sikkert allerede overvejet, at udskyde ægteskabet til I begge er ældre og se, hvordan jeres forhold udvikler sig. Hvis I vælger ikke at gøre det, skal I nu i gang med et stort arbejde, som uden tvivl i perioder vil opleves som meget frustrerende for jer begge, og en tid, hvor I også efter ægteskabet, kommer til at leve adskilt i perioder.

Det siges, at kærlighed kan overvinde alt. Det er nok i nogen udstrækning sandt, men det kommer ikke af sig selv.

Held og lykke til dig og din forlovede.

Venlig hilsen
Lone Skov Al Awssi
Katolik og gift med en egypter

Spørgsmål:

Hej igen,

Tusinde mange tak for dit svar tilbage, der var så meget hjælp at hente i din besked!

Jeg ville lige hører dig omkring muligheden for at bo i Egypten. Er det lettere for mig at flytte til Egypten, end det er for ham at komme her? Og hvilke udfordringer hentyder du til?

Mvh Julie

Svar:

Kære Julie

Så vidt jeg ved, kan man få sit egyptiske visum forlænget med seks måneder af flere omgange. Du skal kontakte den egyptiske ambassade for præcise oplysninger herom. Men jeg er ret sikker på, at du lettere kan følge din ægtemand til hans hjemland, end at han kan opnå opholdstilladelse i Danmark.

Dog kan de danske myndigheder, hvis I vælger at bosætte jer i Egypten, senere finde, at jeres tilknytning til Egypten er større end jeres tilknytning til Danmark - og det kan hindre, at din mand kan opnå ophold i Danmark.

De udfordringer som jeg skriver om er mange.

Samfundssystemet i Egypten er meget forskelligt fra det danske. Velfærdssystemet er ikke særligt udbygget. Kulturen er anderledes. Hvis din mand er muslim, skal du have hans tilladelse til at rejse ud af Egypten uden ham. Kender du hans familie godt? Hvor mange gange har du mødt hans forældre? Hvor skal I bo? Har I diskuteret opdragelse af jeres fælles børn? Hvad bliver din rolle i hans familie? Skal jeres søn omskæres? Skal jeres datter bære tørklæde? Skal du? Hvad ved du om dette? Hvad ved du om et islamisk samfund? Egypten er et ret verdsligt samfund, ikke så baseret på religion, som andre samfund i Mellemøsten - men alligevel.

Hvis du var min datter, ville jeg bede dig stoppe op, tænke dig grundigt om og afvente situationen, og at I begge bliver ældre. Få dig en uddannelse her i Danmark, det har du brug for. Nyd hinandens selskab i ferierne, og når han kan få turistvisum til Danmark, og du kan besøge ham.

Det kan godt være, at det lyder kedeligt, men jeg er bange for, at du er ved at forhaste dig ud i noget, som du ikke helt kan overskue endnu.

Held og lykke.

Venlig Hilsen
Lone Skov Al Awssi
Katolik og gift med en egypter

Svaret giver udtryk for panelistens holdning. Religion.dk har inviteret religionsforskere og repræsentanter fra forskellige religioner og religiøse grupperinger til at besvare de spørgsmål, som sendes til "Spørg om religion". Alle svar i "Spørg om religion" giver udtryk for panelisternes egen holdning, ikke for hvad religion.dk mener.