Spørg

Hvad sker der, hvis en kristen kvinde gifter sig med en muslimsk mand?

At der tilsyneladende er en vis rummelighed over for forholdet i den muslimske kærestens familie er en god baggrund for deres fælles fremtid (..) Men det er vigtigt, at de er bevidste om, hvad der er funderet i Koranen, og hvad der er tilpassede kulturelle skikke, skriver Lone Skov Al Awssi, der er katolik og gift med en muslim. Foto: Nima stock

Min veninde har fået at vide af sin muslimske kærestes familie, at de skal lade sig vie af en imam. Hvilken betydning kan det få for hende, spørger en læser. Lone Skov Al-Awssi svarer

Spørgsmål:

Min veninde er kæreste med en fyr fra islam. Hun har fået at vide, at de skal vies af en imam, da hun ifølge sin kærestes familie ikke må være kæreste med ham i et vist antal år, uden at de bliver viet.
Hvilket betydning får det for hende, og hvordan er hun stillet i tilfælde af, at hun nu skulle forlade ham?

Hilsen spørgeren

Svar:

Kære spørger

Tak for dit spørgsmål.
Din venindes muslimske kærestes familie mener, at de kun må være kærester i et vist antal år og derfor nu skal vies af en imam.

For rettroende muslimer er det slet ikke tilladt at være kærester, idet et seksuelt forhold kun må finde sted inden for ægteskabets rammer. Et forelsket par må ikke gå ud sammen eller være sammen alene, uden at der er en tredje person til stede. Det skal ofte være et ældre familiemedlem, som kan sikre, at der ikke sker noget, andre kan opfatte som upassende.

Så spørgsmålet om "et vist antal år" er altså ikke gyldigt i henhold til islam og rettroende muslimsk praksis. Det må være et kulturelt fænomen i kærestens familie, altså noget som de personligt finder acceptabelt.

At der tilsyneladende er en vis rummelighed over for deres forhold i kærestens familie er en god baggrund for deres fælles fremtid. Dog synes jeg, at din venindes kæreste skal foreholde sine forældre, at de altså blander tingene lidt sammen. Det er vigtigt, at de er bevidste om, hvad der er funderet i Koranen, og hvad der er tilpassede kulturelle skikke.

Der findes en skik, der kaldes mutah-ægteskab. Her er der tale om indgåelse af et midlertidigt ægteskab. Der er tale om en mundtlig, privat kontrakt mellem et par, hvor man aftaler længden af mutah-ægteskabet.

Skikken kritiseres - og med god ret - for at forsøge at retfærdiggøre prostitution og sex uden for ægteskab. Den finder sin baggrund i sura 4,24 i Koranen og et senere fravær af forbud fra profetens side. Jeg håber ikke, at det er den skik, kærestens familie overvejer, men jeg vil ikke undlade at nævne det for dig.

Hvis din veninde og hendes kæreste har besluttet, at de vil giftes, og det er deres beslutning alene - hans familie skal ikke presse dem - så er det helt i orden, at en imam forestår vielsen, men de skal også have en korrekt, borgerlig vielse på rådhuset.

De fleste imamer i Danmark har ikke godkendelse til at foretage vielser, de er heller ikke teologisk uddannet, så din veninde er juridisk rigtigt dårligt stillet i forbindelse med en eventuel skilsmisse.

Vielsen udført af imamen er for at få deres ægteskab anderkendt i henhold til islam, men den borgerlige vielse på rådhuset gør, at de er gift i henhold til dansk lovgivning. Så det er vigtigt.

Det er også vigtigt, at din veninde og hendes kæreste sammen får aftalt vigtige rammer omkring deres fremtidige ægteskab, både i henhold til deres religiøse ståsteder, børneopdragelse og andre emner, selv om de kan synes af ret hverdagsagtig karakter.

Små ting kan let blive til store problemer i et blandet religiøst og kulturelt ægteskab.

Venlig Hilsen
Lone Skov Al Awssi
Katolik og gift med en muslim

Svaret giver udtryk for panelistens holdning. Religion.dk har inviteret religionsforskere og repræsentanter fra forskellige religioner og religiøse grupperinger til at besvare de spørgsmål, som sendes til "Spørg om religion". Alle svar i "Spørg om religion" giver udtryk for panelisternes egen holdning, ikke for hvad religion.dk mener.